icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
dilemma.jpg
DILEMMA

Er det okay at ryge med borgerne?

Omkring halvdelen af landets kommuner tillader stadig røg i arbejdstiden. Men er det i orden for socialpædagoger at ryge sammen med borgerne, hvis der ikke er et forbud? De to socialpædagoger Sofie Saxe Olsen og Petrusca Grimm har hver sit synspunkt

JA
Sofie Saxe Olsen, socialpædagog på det socialpsykiatriske botilbud Kløverengen i Vallensbæk:

Selvfølgelig behøver du ikke stå med en cigaret i hånden for at føre en god samtale, men i nogle tilfælde kan cigaretten virke som det fælles tredje. For nogle år siden arbejdede jeg i caféen på et socialpsykiatrisk bosted, hvor jeg holdt rygepauser med brugerne. Det gjorde noget godt for vores relation. De åbnede sig mere op for mig og kunne nemmere tale om svære ting. Måske fordi jeg som ryger stod frem som et uperfekt menneske i stedet for at fremstå som samfundets forlængede arm og et glansbillede af den pletfri samfundsborger. Det passer i hvert fald med det, jeg lærte, da jeg som pædagogstuderende lavede en undersøgelse blandt brugere på forsorgshjem og botilbud.
Vi spurgte, hvad der er det vigtigste som socialpædagog, og de svarede: at man kan se og mærke, at socialpædagogen også er et menneske. Omvendt gik det ud over relationen, da der blev indført rygeforbud for personalet på caféen. Jeg virkede mindre autentisk, når jeg kiggede på, mens brugerne røg – for de vidste jo godt, at jeg også selv var ryger.

Fremmer relationen

  • Rygepauser kan skabe fællesskab
  • Som ryger viser du dig som et mennesker

Står du i et fagligt dilemma,så skriv til: nyhedsrum@sl.dk

NEJ
Petrusca Grimm, bostøtte/familieplejer for en ung mand med autisme, der bor i hendes hjem:

Jeg er selv festryger, men jeg ryger ikke sammen med den unge mand, jeg er bostøtte for – og jeg røg ikke med brugerne, da jeg arbejdede på døgninstitution. Simpelthen fordi jeg ikke vil fremvise en negativ adfærd, som de måske kopierer. I mine øjne er spørgsmålet ikke, om du skal være en rollemodel, ligesom du er i omsorgsarbejdet. Du er en rolle­model, hvad enten du vil det eller ej. Og derfor skal du prøve at være et godt eksempel. Ikke kun i forhold til røg, men også i forhold til fx kost, hygiejne, sprogbrug osv. Det betyder ikke, at du skal sætte dig selv op på en piedestal, men du skal i hvert fald ikke gå foran og vise den dårlige vej. Og når det gælder rygning, er der jo ingen tvivl om, at det er sundhedsskadeligt. Når det er sagt, kan du ikke altid være perfekt – og som pleje­familie må der gælde lidt videre rammer, fordi man jo er sammen 24-7. Jeg vil ikke selv ryge sammen med pleje­børn, men det må være op til andre, om de vil gøre det – dog vil jeg bestemt ikke anbefale det.

Er sundhedsskadeligt

  • Man skal være det gode eksempel
  • Fremviser negativ adfærd, der kan kopieres

Rygeforbud vinder frem

Fra 1. august 2020 tipper balancen, så det herefter er et flertal af landets kommuner, der forbyder røg i arbejdstiden.

Læs mere i artiklen 'Rygeforbud vinder frem'.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Dilemma, Socialpædagogisk praksis, Arbejdsmiljø