icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Genåbning_corona_Struer_Hanne Marie + Susanne_privat.jpg
Socialpædagogerne Hanne Marie Jensen (tv.) og Susanne Korsgaard har været med til at planlægge - ned i mindste detalje - hvordan skoletilbuddet og dagbeskæftigelsestilbuddet i Struer skulle tage imod borgerne igen efter coronanedlukningen.
Coronavirus

Socialpædagog: Vi skal gøre borgerne trygge igen

Nedlukningen var en ting – så kom genåbningen og endnu en ny hverdag for udsatte borgere. Ved Center for Uddannelse og Beskæftigelse i Struer har overgangen været planlagt ned i mindste detalje. Det handler om tryghed, fortæller to socialpædagoger

Sundhedsyndighedernes piktogrammer af nys i ærmet og håndvask er blevet forstørret og hængt op rundt omkring på skoletilbuddet STUdie ved fjorden. Stolenes placering på afstand af hinanden er markeret med tape på gulvet. Og en hjemmelavet video gennemgår i detaljer elevernes møde med spritdispenseren ved hovedindgangen om morgenen, hvordan de bagefter kan hilse på hinanden, hvor de skal sidde osv.

– Det, borgerne – med de udfordringer de nu har – er nervøse for, er alt det, de ikke kender til. Og jo mere kognitivt udfordrede de er, jo mere visuelle er mange af dem også. Derfor har vi forsøgt at gøre genåbningen så visuel, overskuelig og genkendelig for dem som overhovedet muligt, siger socialpædagog ved STU-tilbuddet Hanne Marie Jensen.

Da meldingen om genåbningen kom, lavede ledelsen en overordnet plan. Medarbejderne bød ind med idéer og tilrettelagde den nye hverdag i detaljer. Der blev bl.a. lavet skoleskemaer, hvor en grøn eller hvid baggrundsfarve fortæller, om eleverne skal undervises ude eller inde. Og generelt var medarbejdernes store opgave at komme forvirring og nervøsitet i forkøbet og gøre eleverne trygge ved den nye hverdag med alle de sundhedsmæssige hensyn, der var nødvendige.

Det handler om at anerkende borgerne – hver gang vi anerkender et lille skridt, får borgeren lyst til at tage flere skridt i den retning.

Susanne Korsgaard, socialpædagog ved dagbeskæftigelsestilbuddet Via Nova i Struer

Gentagelse, gentagelse og gentagelse

Tryghed har også været kodeordet på dagbeskæftigelsestilbuddet Via Nova i Struer, hvor genåbningen også er blevet tænkt nøje igennem efter godt to måneders coronanedlukning.

– Gentagelser, gentagelser og gentagelser sammen med personalet skaber rutiner og på sigt tryghed. Ligesom det skaber tryghed for dem at mærke, at vi har styr på det og er tydelige og ensartede i vores måde at håndtere genåbningen og efterleve sundhedsmyndighedernes retningslinjer, så de ikke bliver forvirrede, siger socialpædagog Susanne Korsgaard.

På Via Nova blev personale og derefter borgerne til at starte med undervist i sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Derefter har personalet været meget opmærksomme på at støtte borgerne, slippe dem en smule igen og træde til, hvis en borger fx stod forvirret foran spritdispenseren og ikke kunne huske, om det nu var før eller efter man skulle spritte af.

Artiklen fortsætter under billederne

For at sætte sundhedsmyndighedernes retningslinjer ind i en ramme, der giver mening for borgerne, har socialpædagogerne forstørret myndighedernes piktogrammer op og hængt dem op rundt om på skoletilbuddet STUdie ved fjorden, hvor det giver mest mening.
For at sætte sundhedsmyndighedernes retningslinjer ind i en ramme, der giver mening for borgerne, har socialpædagogerne forstørret myndighedernes piktogrammer op og hængt dem op rundt om på skoletilbuddet STUdie ved fjorden, hvor det giver mest mening.
Jo mere kognitivt udfordrede, borgerne er, jo mere visuelle er mange af dem også, fortæller socialpædagog Hanne Marie Jensen. Derfor er skoleskemaet nu markeret med en grøn baggrundsfarve, hvis undervisningen foregår udenfor, og med en hvis farve, hvis man skal være inde.
Jo mere kognitivt udfordrede, borgerne er, jo mere visuelle er mange af dem også, fortæller socialpædagog Hanne Marie Jensen. Derfor er skoleskemaet nu markeret med en grøn baggrundsfarve, hvis undervisningen foregår udenfor, og med en hvis farve, hvis man skal være inde.

Humor virker beroligende

Undervejs har medarbejdernes faglige fundament, der bygger på metoden KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik) empowerment og nudging, været en stor hjælp, fortæller Susanne Korsgaard.

– Det handler om at anerkende borgerne – hver gang vi anerkender et lille skridt, får borgeren lyst til at tage flere skridt i den retning, vi anerkender, siger hun og fortsætter:

– Og så elsker vi humor og fjol – ikke at vi gør grin med situationen. Men god latter har bare en beroligende effekt.

Det handler om trivsel

Op til genåbningen af dagbeskæftigelsestilbuddet var Susanne Korsgaard noget spændt på, hvordan det ville gå – og spændt på at se, om borgerne egentlig var bekendt med reglerne om afstand, håndvask osv. Men det er gået over alt forventning, fortæller hun.

– Det har været dejligt at få dem ud af ensomheden og ind i fællesskabet igen. Det handler jo om trivsel. Og jeg bliver berørt, når jeg ser de smil, de kommer med, siger hun.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Coronavirus