icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Dorthe-Iversen-14.jpg
SPRINGET

Sparringspartner for andre faggrupper

Dorthe Iversen har som socialpædagogisk leder gennem mange år taget springet over i et andet fag - og er nu distriktsleder i Hjemme- og Sygeplejen i Ikast-Brande Kommune. ’Min baggrund gør mig til en stærk sparringspartner’, siger hun

  • Trine Wiese / Foto: Michael Drost-Hansen
  • 06-2020 /

Hvorfor ville du være leder på sundhedsområdet?
Under min Master i offentlig ledelse fik jeg øjnene op for, at jeg kunne bruge min ledelse andre steder end i psykiatri og handicap. Jeg søgte og fik et lederjob på ældreområdet i den kommune, jeg var i. Jeg kendte ledelseskulturen, og de kendte mig. Jeg var midt i et kemoforløb og var til samtale med mit skaldede hoved, så en anden kommune havde nok været tøvende over for at ansætte mig.

Hvordan bruger du socialpædagogikken i dit lederjob?
Både en socialpædagog og en leder må arbejde relationelt og have en grundlæggende respekt for mennesker, og hvad mennesker kan byde ind med. Hvis ikke respekten er til stede, bliver relationen ufrugtbar, og du fungerer ikke som sparringspartner og kan heller ikke bidrage til at skabe en større forståelse og et bedre sam­arbejde mellem forskellige faggrupper.

Hvordan var skiftet?
Jeg er ikke tæt på driften, men jeg leder andre ledere. Og det var og er spændende at skulle forstå perspektiverne hos ledere, der er rundet af et andet fag end mit eget. Men når man er leder på et strategisk niveau, er det til en vis udstrækning ligegyldigt hvor. Ledelse handler altid om at leve op til en organisations mål, forstå mennesker og få mennesker til at fungere.

Hvordan er det at lede sundhedsfaglige ledere?
Jeg er ikke fagligt stærk på sygeplejeområdet. Men jeg er stærk på det socialpædagogiske og ledelsesmæssige, og det betyder, at de sygeplejefaglige ledere må forklare og begrunde deres faglighed over for mig. Fordi jeg ikke er opvokset med sundhedsfagligheden, kan jeg åbent og uden faglig forforståelse spørge ind. Det er en effektiv tryktest: Holder det, eller holder det ikke? Dermed får vi altid forskellige perspektiver, hvilket kvalificerer og styrker vores beslutninger.

Hvad er din største jobudfordring?
Det er den fortsatte forventning om, at jeg som leder kan effektivisere og skære i budgetterne. Der er et større og større gab mellem borgerens forventninger til det offentlige og muligheden for at imødekomme dem.

Hvad er det bedste i dit lederjob?
At se lederne vokse. At opleve, hvordan jeg kan støtte dem i at blive stærke i deres arbejde. Det er også fedt, når vi lykkes på tværs af enheder og fagligheder, som når fx sygeplejersker og hjemmeplejen finder løsninger sammen.

Hvad er dit råd til socialpædagogen, der vil være leder på sundhedsområdet?
Bliv i første omgang leder inden for det fag, du er uddannet i. Så har du din fagfaglighed at stå på, mens du øver dig som leder.

Leder for socialpædagoger til leder for sundhedsfaglige

Socialpædagog Dorthe Iversen tog springet fra jobbet som områdeleder i Psykiatri og Handicap i Ikast-Brande Kommune til stillingen som distriktsleder på ældreområdet og siden i Hjemme- og Sygeplejen.

Læs mere om Dorthe Iversen i artiklen 'Socialpædagog i spidsen for sygeplejefaglige ledere'

CV for Dorthe Iversen, 58 år

2019
- Distriktsleder, Hjemme- og Sygeplejen, Ikast-Brande Kommune

2011-2016
- Master i offentlig ledelse, SDU

2015
- Distriktsleder, Ældreområdet, Ikast-Brande

2008
- Områdeleder, Psykiatri og Handicap, Ikast-Brande

2007
- Leder af det specialpædagogiske tilbud Brande Åcenter

1989
- Socialpædagog, Skovbjerg­parken, Ringkøbing Amt

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ledere