Tidligere anbragt: Pak os ikke ind i vat
Stina tæller med i statistikken over anbragte , der ikke har fået en afgangseksamen. Hun har et klart budskab til alle, der arbejder med udsatte børn. Forbundsformand Benny Andersen bærer dét og fire konkrete forslag videre til socialministeren
– Jeg blev så skuffet.
Sådan følte Stina Britt Nielsen det, da hun fik besked fra sin lærer om, at hun ikke var egnet til at tage folkeskolens afgangseksamen. Dengang var hun anbragt på opholdsstedet Vestermarken på Samsø og gik i specialklasse på den lokale folkeskole.
– Jeg tror, de tænkte, det var for stor en opgave for mig, som kunne give mig et nederlag. Men man kan jo ikke vide det, før man har prøvet. Det var tarveligt, og jeg blev rigtig sur og ked af det, fortæller hun.
I dag er Stina Britt Nielsen 26 år. Og efter skolens beslutning blev hun en del af den statistik, DR-dokumentaren ’Børnene på bagerste række’ kastede lys over mandag aften: 7 ud af 10 anbragte børn får ikke folkeskolens afgangseksamen.
Børnene er allerede blevet svigtet. De har måske forældre, der ikke har været far og mor for dem. Her svigter vi dem som samfund igen
Benny Andersen, forbundsformand
Følte mig dum
Da Stina Britt Nielsen som 7-årig blev anbragt på Samsø, gik hun de første tre år på en almindelig folkeskole og skiftede derefter til en lilleskole, der gik til 7. klasse. For at sikre mere støtte blev det besluttet, at hun skulle fortsætte sin skolegang i specialklasse.
I dokumentaren forklarer den daværende leder af opholdsstedet, hvor Stina Britt Nielsen boede, at beslutningen blev truffet ud fra et ønske om ikke at overbelaste hende. Men det kan også føles som et nederlag, når man som anbragt barn ikke får chancen, mener Stina Britt Nielsen.
– Der blev taget rigtig meget hensyn til mig og til, at jeg boede på et opholdssted. For meget. Jeg fik ingen lektier for, og jeg synes ikke, jeg fik udfordringer nok. Det var træls. For jeg ville gerne vise, at jeg faktisk godt kunne noget. I stedet følte jeg mig lidt dum, siger hun og fortsætter:
– På opholdsstedet prøvede de at beskytte os, fordi vi var meget sårbare pga. vores opvækst. Den omsorg og kærlighed, jeg ikke havde fået hjemmefra, havde jeg virkelig brug for. Men fagligt skal man behandle anbragte børn på lige fod med andre og ikke pakke dem ind i vat. De kunne fx have spurgt, hvad jeg syntes om specialklassen, og om jeg gerne ville have lektier for.
Et forsømt område
Stina Britt Nielsen og andre tidligere anbragte børns fortællinger gør stort indtryk på Socialpædagogernes forbundsformand Benny Andersen. For det er uanstændigt, at så mange ikke får en afgangseksamen, når studier har vist, at skolegang er den vigtigste enkeltstående faktor, der kan give anbragte børn en chance i livet.
– Børnene er allerede blevet svigtet. De har måske forældre, der ikke har været far og mor for dem. Her svigter vi dem som samfund igen, siger han.
Blandt de 7 ud af 10 anbragte børn, der ikke får en afgangseksamen, er også de børn, der anbringes pga. en betydelig eller varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Men det forklarer langt fra det hele, understreger Benny Andersen.
Socialpædagogerne foreslår:
Socialpædagogerne har en række konkrete forslag til at sikre, at flere anbragte børn får folkeskolens afgangseksamen. Forslagene er netop givet videre til social- og indenrigsminister Astrid Krag. Blandt andet:
- Der laves et obligatorisk sundhedstjek i forbindelse med hver børnefaglig undersøgelse (dvs. inden anbringelsen), hvor barnet screenes for ordblindhed, nedsat syn/hørelse o.lign., der har betydning for barnets læring
- I forbindelse med en anbringelse laver skole, anbringelsessted og sagsbehandler sammen en plan for, hvordan barnet opnår trivsel, inklusion i klassens fællesskaber og læring på lige fod med klassekammeraterne. I planen skal indgå:
- Konkrete aftaler om, hvordan anbringelsesstedet på daglig basis kan understøtte barnets skolegang.
- Konkrete aftaler om, hvordan skolen sikrer barnets læring, herunder om der skal tilbydes lektiehjælp eller fx Learnings Camps ved Lær for Livet, så barnet kan indhente eventuelle efterslæb
- Konkrete aftaler om, hvordan barnets deltagelse i sociale fællesskaber i og uden for skolen understøttes
- Kompetenceløft af lærere, pædagoger, plejefamilier og socialpædagoger i udsatte børns læring og læringsmiljøer. Det kan fx ske via allerede etablerede vidensmiljøer i kommunerne, oprettelsen af en task-force fra Socialstyrelsen eller e-learningtiltag.
Behov for en reform
For ham at se giver en fortælling som Stinas anledning til, at man som faggruppe kigger sig selv i spejlet og spørger, om man kan gøre det bedre. Men det giver i endnu højere grad anledning til, at man som samfund spørger sig selv, hvordan opgaven med anbragte børn skal løftes.
– Anbringelsesområdet har både ressourcemæssigt og politisk været forsømt i så mange år uden tilstrækkeligt fokus på kvalitet. Det er åbenlyst, at vi anbringer alt for sent, hvilket gør chancerne for en god skolegang mindre. Mange sammenbrud og dermed skift i børnenes liv smitter desuden negativt af på deres skolegang og livsmuligheder. Og endelig er det helt afgørende, at man visiterer og anbringer det rette sted og med rette faglighed, siger han.
Som socialpædagog har man fagligheden til at motivere børnene, støtte op om deres skolegang ved måske at være med i skole i en periode og til at have blik for den baggage, børnene har med sig, som har indflydelse på deres skoledag, forklarer Benny Andersen.
– Den opgave er jeg sikker på, at man er bevidst om derude. Men jeg kan godt forstå frustrationen over at modtage et barn, der er anbragt så sent, at dets livsmuligheder allerede er stærkt begrænset. Derfor understreger det her virkelig behovet for en reform af området, siger han.
Lykkedes på trods
I dag har Stina Britt Nielsen fået sig en uddannelse som ernæringsassistent – hun nåede det lige før, reglerne blev ændret til, at man i dag skal have folkeskolens afgangseksamen for at komme ind. Dermed er hun blandt de bare 35 pct. af anbragte børn, der lykkes med at få en uddannelse, før de fylder 30 år. Men det har været på trods, mener hun.
– Jeg tror, min største motivation har været, at jeg har tænkt: Jeg vil have en uddannelse – jeg vil ikke ende på kontanthjælp, for jeg vil gerne kunne give mine børn alt det, de har brug for. Jeg skal bare kæmpe mig igennem det her. Men jeg ville ønske for andre anbragte børn, at der ikke var så mange bump på vejen, siger hun.