Her får plejefamilierne supervision på døgninstitutionen
Alle plejefamilier med børn fra Vesthimmerland skal opkvalificeres med supervision. Det sker i tæt samarbejde med den lokale døgninstitution, så døgninstitutionens specialiserede, faglige miljø kommer familieplejerne til gode
’Kan I genkende noget i det Mikkel har fortalt? Kan I også opleve vanskeligheder i forældresamarbejdet?’
Den type spørgsmål går igen, når socialpædagog og familiekonsulent Majbrit Hjertmann leder en gruppesupervision for familieplejere, der mindst fire gange om året mødes på døgninstitutionen Familiehuset Vesthimmerland.
– Familieplejerne udvikler sig fagligt i samspil med hinanden, fordi de kan spejle sig i hinanden og reflektere i fællesskab samtidig med, at de får tilført ny viden og indsigt. Det har vi nogle særlige muligheder for at understøtte her på døgninstitutionen, fordi vi kan trække på hele det specialiserede, faglige miljø, forklarer Majbrit Hjertmann.
Hvis anbringelserne skal lykkes, er der brug for løbende kompetenceudvikling – også af plejefamilierne.
Tina Bang, afdelingsleder
Vi er blevet dygtigere
Majbrit Hjertmann er ansat i Familiehuset, men bruger i en 2-årig periode al sin arbejdstid på at understøtte plejefamilierne. Det sker som led i et projekt, der går ud på at fremme samarbejdet mellem plejefamilier og døgninstitutioner, så plejefamilierne i højere grad får glæde af døgninstitutionernes kompetencer.
– For hulan, vi er blevet dygtige, siger familieplejer Lone Moustsen.
I sidste ende er målet at skabe bedre betingelser for plejebørnene, fortæller afdelingsleder i familiehuset, Tina Bang.
– Hvis anbringelserne skal lykkes, er der brug for løbende kompetenceudvikling – også af plejefamilierne. Og det skal endelig ikke forstås som om, de ikke allerede er kvalificerede, men ligesom det er nødvendigt at sikre løbende opkvalificering af fx ansatte på døgninstitutioner, skal der også ske en løbende opkvalificering af plejefamilierne, siger hun.
Ny inspiration
Lone Moustsen er glad for supervisionen.
– Når man går alene bag sine egne fire vægge, kan man godt komme til altid at gøre det, man plejer. Og så kan det være rigtig godt, når der kommer input udefra: Hvad med at gøre sådan, siger hun.
Majbrit Hjertmann kan nemt invitere en kollega med specialviden med til gruppesupervisionen, ligesom hun selv kan få sparring, når familieplejerne har særlige udfordringer. Hun inddrager også faglige redskaber fra døgninstitutionen i samarbejdet med familieplejerne.
– Det gør jeg bl.a., når jeg giver individuel supervision og sammen med familieplejerne laver en udviklingsplan med konkrete mål for deres arbejde. Her er tankegangen den samme, som når vi på døgninstitutioner arbejder med behandlingsplaner. Det gælder om at finde konkrete metoder til at nå de mål, der er sat i barnets handleplan, siger hun.
Hvis målet fx er at styrke barnets selvværd, kan en af metoderne i overført betydning være at ’holde barnet i hånden’, når det prøver nye udfordringer.
– Der er tale om en 16-årig pige, så hun skal ikke holdes fysisk i hånden, når hun går nogen steder, men hun har brug for, at plejeforældrene støtter hende meget mere, end man normalt ville støtte en 16-årig. Hvis hun fx skal til frisøren, har hun brug for at ’blive holdt i hånden’ på den måde, at plejeforældrene på forhånd taler hele situationen igennem ned i detaljer, så pigen fx har forberedt sig på, hvad hun skal sige, når frisøren spørger: ’Og hvordan vil du have dit pandehår?’
Fakta om projektet
Alle plejefamilier med børn fra Vesthimmerlands Kommune skal deltage i projektet – i alt omkring 60 plejefamilier.
Heraf har de første 21 plejefamilier været igennem første supervisionsforløb, og de næste 20 er startet lige efter sommerferien.
Hver plejefamilie deltager i gruppesupervision fire gange om året á tre timer – og individuel supervision fire gange om året eller mere. Cirka 1,5-2 timer pr. gang. Dette kommer oveni de lovpligtige uddannelsesdage.
Projektet begyndte i 2019 og fortsætter til udgangen af 2021. Vesthimmerland Kommune har fået 3,1 mio. kr. til projektet fra den nu nedlagte satspulje fra Socialstyrelsen.
Døgninstitutioner og opholdssteder under lup
I 2017 udgav professor i socialt arbejde Inge Bryderup resultaterne af et stort forskningsprojekt baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 3.000 familieplejere. Men ingen har et samlet overblik over, hvilke døgninstitutioner og opholdssteder der findes i Danmark, hvad den pædagogiske tilgang er, og hvordan den passer sammen med de anbragte børns udfordringer.
Det skal der laves om på nu. Derfor er Inge Bryderup og Sofie Aggerbo Johansen fra Aalborg Universitets Institut for Sociologi og Socialt Arbejde i samarbejde med Signe Hald Andersen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed i gang med et stort forskningsprojekt, der undersøger indholdet og effekten af indsatserne til børn og unge anbragt på døgninstitution eller privat opholdssted.
Projektet løber over de næste to år, og i sidste måned modtog alle døgninstitutioner og opholdssteder spørgeskemaer fra forskerne.
Det er fantastisk at have taletid til gruppesupervisionen og kigge rundt på alle de samtykkende nik, der viser, at de andre forstår, hvad vi taler om.
Lone Moustsen, familieplejer
Lærte af succes
Metoden med at ’holde i hånden’ fandt Majbrit Hjertmann og familieplejeren frem til ved, at Majbrit Hjertmann spurgte ind til de situationer, hvor det – undtagelsesvis – lykkedes for pigen at gøre noget på egen hånd, og så fortalte familieplejeren, hvordan han havde lært pigen at vaske tøj ved bogstavelig talt at stå ved siden af hende, mens hun sorterede, og vise hende præcis hvilken knap, hun skulle trykke på for at starte maskinen.
– Og når pigen på den måde først var blevet ’holdt i hånden’, kunne hun godt selv. Og nu prøver familieplejeren så at overføre den succes til andre situationer, hvor han også kan ’holde plejebarnet i hånden’, fortæller Majbrit Hjertmann.
Majbrit Hjertmann understreger, at hun aldrig bare dikterer plejeforældrene, hvad de skal gøre.
– Jeg fungerer som sparringspartner og bruger fx min viden om børns udvikling til at stille gode spørgsmål, der får familieplejerne til at reflektere, siger hun.
Og netop den tilgang er rigtig god, vurderer familieplejer Lone Moustsen:
– Det betyder meget, at vores supervisor ikke er bedrevidende. Tværtimod er hun også god til at anerkende og give skulderklap, siger hun.
Stærkt fællesskab
Afdelingsleder Tina Bang fortæller, at gruppesupervision og individuel supervision hænger sammen omkring et fagligt tema.
– Det kan fx være mentalisering, der blandt andet handler om at forstå, at det ikke altid er barnet, der skal rykke sig. Det kan også være, at alle omkring barnet skal gøre noget anderledes, siger hun.
Tina Bang og Majbrit Hjertmann er enige om, at gruppesupervisionen ser ud til at være rigtig gavnlig for plejefamilierne, fordi de ellers kan føle sig meget alene med en stor opgave. Den følelse mærker Lone Moustsen også:
– Det er fantastisk at have taletid til gruppesupervisionen og kigge rundt på alle de samtykkende nik, der viser, at de andre forstår, hvad vi taler om. For der er mange ting, som kan være svære at forstå, når man ikke selv er plejefamilie. Til gruppesupervisionerne kan vi både komme af med frustrationer og dele hurraoplevelserne.
Alle oplysninger om plejebørnene er anonymiserede.