Maria tager dem for at klare arbejdsdagen
Borgerne bliver ’tungere’, men rammerne følger ikke med. Det mærker Maria Schultz på egen krop. Hun er en af de socialpædagoger, for hvem smertestillende piller er en del af arbejdsdagen
Selvom Maria Schultz kun er 43, er det tit nødvendigt med et par panodiler for at komme igennem arbejdsdagen. Når hun passer sit arbejde som socialpædagog på SocialPædagogisk UdviklingsCenter (SPUC) i Helsingør, værker det i kroppen.
I takt med de mange buk, vrid og tunge løft, når borgerne skal ud af sengen eller hjælpes med at tage strømper på, melder smerterne sig i knæ, ryg og hofte.
– Man kommer tit ud i nogle dumme stillinger, når man skal hjælpe borgerne med fx at få støttestrømper eller bukser på. I situationen tænker man jo tit, ’det klarer vi lige’, eller ’jeg kan da godt bukke mig’. Det slider på kroppen i længden. Jeg har en slidt hofte, som jeg kan mærke, hver gang jeg belaster den, siger Maria Schultz.
Og hun er ikke alene om at have ondt i kroppen. I Socialpædagogernes nye arbejdsmiljøundersøgelse svarer godt hver fjerde, at de inden for de seneste 12 måneder har taget smertestillende medicin mere end 20 gange for at kunne gennemføre en arbejdsdag.
Større fysisk belastning
Som arbejdsmiljørepræsentant på Ældrefællesskabet, et bosted for ældre udviklingshæmmede, oplever Maria Schultz et krævende fysisk arbejdsmiljø, som rammerne på arbejdspladsen ikke altid er gearet til.
– Vores borgere er blevet tungere, og med alderen får de flere skavanker og somatiske lidelser, som gør dem meget mindre mobile. Det fører til større belastning i arbejdsstillingerne for os. Vores botilbud er ikke indrettet til somatiske patienter.
Det er dog ikke det generelle billede, viser den aktuelle arbejdsmiljøundersøgelse fra Socialpædagogerne. Her svarer 49 pct. fx, at de i høj eller meget høj grad har hjælpemidler til rådighed, når de arbejder med forflytning af borgere. Men samtidig angiver ca. hver tredje, at de slet ikke har hjælpemidler.
Undersøgelsen viser også, at ca. hver fjerde socialpædagog i høj eller meget høj grad har modtaget instruktion i brug af hjælpemidler, mens 42 pct. angiver, at de kun i ringe grad eller slet ikke har modtaget instruktion.
Mangler instruktion
På Ældrefællesskabet oplever Maria Schultz, at der skal argumenteres meget hårdt for at få hjælp fra kommunens visitationsteam. Det er svært at få hjælpemidler, der skal understøtte personalets arbejde, fordi borgeres tilstand kræver det. Hjælpemidler følger borgeren og kan tildeles, hvis det er nødvendigt for at kompensere borgeren for et handicap. Kun en enkelt borger har fx en hospitalsseng, der kan hæves – og hjælpemidler til forflytning o. lign. er der heller ikke meget af. Fx er der blot en enkelt lift til hele botilbuddet.
– Mennesker med udviklingshæmning bliver ældre i dag end for 20 år siden. Vi har en beboer på 83. Men det er, som om der ikke rigtig bliver taget højde for de behov, det medfører i forhold til indretning af boligerne og hjælpemidler til personalet, siger Maria Schultz.
Hun savner også ergonomisk rådgivning. Det er syv år siden, der sidst var instruktion i forflytningsteknik, og når det sker, foregår det ved sidemandsoplæring fra en kollega.
– Jeg ville ønske, vi kunne få en ekspert ud og hjælpe os med at gå det hele igennem. Gennemgå hver enkelt borger og høre, hvordan vi præcis skal gøre, når vi skal udføre opgaverne. Det er lidt bizart, at der ikke er frit lejde for at få stillet de redskaber til rådighed, som kan forebygge nedslidning blandt personalet.
Jeg ville ønske, vi kunne få en ekspert ud og hjælpe os med at gå det hele igennem. Gennemgå hver enkelt borger og høre, hvordan vi præcis skal gøre, når vi skal udføre opgaverne.
Maria Schultz, socialpædagog og AMR på bostedet Ældrefællesskabet