Alle børn har krav på en tryg barndom

Lige gyldigt hvilken løsning, der vælges, så er barnets tarv det vigtigste. Og vi skal lytte til dem. Så kort kan det udtrykkes. Det er omdrejningspunktet for Børnekonventionen, og det er omdrejningspunktet for det børnesociale arbejde for os alle.                                       

Vi hilser det derfor velkomment, at regeringen under overskriften ’Barnet Først’ ønsker at forbedre og styrke indsatsen for udsatte børn og unge, så børnene får den rette hjælp og støtte tidligt i deres liv. En reform af anbringelsesområdet blev således varslet igangsat allerede med statsministerens nytårstale, men har grundet Corona-krisen stået noget i stampe henover foråret. Vi glæder os til, at arbejdet med reformen nu genoptages, og som centrale aktører på det børnesociale område vil vi gerne levere vores fælles input til det politiske reformarbejde på anbringelsesområdet.

Hovedsporet i reformen handler om flere og tidligere anbringelser, og om bedre kvalitet i anbringelserne. Vi kan alle tilslutte os ønsket om bedre kvalitet i anbringelserne. Vi ved fra forskningen, at alt for få anbragte unge får et godt voksenliv med uddannelse, beskæftigelse og gode overgange til et godt voksenliv. Målgruppen af tidligere anbragte unge er ofte kendetegnet ved økonomiske udfordringer, boligproblemer, psykiatriske vanskeligheder og ingen uddannelse/beskæftigelse, få sociale relationer mv.
Mange tidligere anbragte har desuden alvorlige udfordringer, når de stifter familie, og selv bliver forældre.

Det er simpelthen nødvendigt, at vi gør det bedre. Når vi skal sikre trivsel og udvikling af alle anbragte børn og unge, skal der tænkes radikalt anderledes end at flere børn anbringes tidligere. Vi skal forholde os til kvaliteten i alle indsatser – både de forebyggende, ambulante og de modeller, der allerede er i brug. Vi skal være sikre på, at de indsatser, der tilbydes, sikrer børnene den trivsel og udvikling, de har krav på – også i overgangen til voksenlivet. Og vi skal i langt højere grad involvere de anbragte børn i deres eget liv. Vi vil pege på en række tiltag, som vi mener er nødvendige.

Det forebyggende arbejde og de anbragte børns forældre

Den tidlige forebyggende indsats tager sit allerførste udgangspunkt i de biologiske forældre og forsøget på at hjælpe dem til at skabe trygge rammer omkring deres barn. Når en indsats i en familie alligevel ender med en anbringelse, er der tale om et stort indgreb, der kan karakteriseres ved et brud og et traume for både barn eller ung og forældre.

I den nationale, politiske debat om anbringelsesområdet opstilles barnets tarv og de biologiske forældres tarv ofte som modsætninger. Det er for os at se en falsk modstilling. I alle de familier, vi møder, gælder at forældrene både er en del af problemet, ja, men de er også en del af løsningen og nøglen til den gode anbringelse og barnets trivsel. Når vi peger på behovet for bedre støtte og hjælp til forældrene, er det således ikke fordi vi sætter forældrenes behov før børnenes. Det er fordi, det har betydning for børnenes trivsel. Vi ønsker os en helhedsorienteret støtte til udsatte familier, der får anbragt et barn, og klare aftaler for samarbejdet mellem plejefamilier og de biologiske forældre. Og vi ønsker os en opprioritering af forældresamarbejdet i socialrådgiveruddannelsen, i uddannelsen til socialpædagog og i den løbende kompetenceudvikling.

Det allerbedste er selvfølgelig, når det lykkes at støtte en familie i forældreskabet, så en anbringelse ikke bliver nødvendig. Både i kommunerne, blandt socialrådgivere og socialpædagoger og i civilsamfundet er vi stolte af, at det ofte lykkes. Men det fremgår også af de seneste kommunaløkonomiske nøgletal, at kommunernes andel af udgifter til forebyggelse set ift. samlede udgifter til anbringelse og forebyggelse varierer fra 18,01% til 56,8%. Det kan være et tegn på, at kommunernes råderum til forebyggende foranstaltninger er under pres og/eller fordi der er kommunale forskelle, herunder borgernes socioøkonomiske forhold.

En reform med titlen ’Barnet Først’ er nødt til også at se på de forebyggende indsatser. Det er altid sådan – og bør fortsat være sådan – at der skal arbejdes med forebyggende foranstaltninger i hjemmet, og gøres alt hvad man kan for at forebygge en anbringelse gennem udvikling af forældrenes kompetencer og/eller kompensere for det forældrene ikke magter. I mange tilfælde hjælper vi det sårbare barn bedst ved at støtte op om familierne og om forældreskabet. I andre tilfælde hjælper vi barnet bedst ved at anbringe barnet uden for hjemmet.

Brug for fokus på plejefamilieområdet

Ved en anbringelse uden for hjemmet er enten netværkspleje eller en plejefamilie ofte førstevalget for at sikre barnet en så almindelig hverdag som muligt. Men det er ikke altid muligt. Der er brug for opmærksomhed på rekruttering, fastholdelse og kompetenceudvikling af plejefamilier. Familieplejerne bliver stadig ældre (54 år i gennemsnit), og i storbyerne er der en særlig mangel på plejefamilier. I mange kommuner kan det ikke lade sig gøre at rekruttere i egen kommune. Det betyder, at kommunerne kæmper om plejefamilierne, og også at barnet ofte vil opleve et skoleskift ved anbringelse. Det er ærgerligt, for skolen kan måske være det mest positive og værdifulde i barnets hverdag. Samtidig mangler der en ensartet, national stillingtagen til hvilke faglige krav, der kan og skal stilles til plejefamilier.

I økonomiaftalen for 2021 er regeringen og KL enige om i fællesskab at afdække muligheder og barrierer for at rekruttere og fastholde flere plejefamilier. Det bakker vi fuldt ud op om og håber, at der også bliver set på plejefamiliernes adgang til kvalificeret kompetenceudvikling, relevant supervision, faglig sparring med andre plejefamilier og et fagligt beredskab, når der opstår vanskeligheder i samarbejdet med barnets biologiske forældre. Det kræver yderligere tiltag, som kommunerne ikke har de nødvendige økonomiske forudsætninger til at sikre. Lappeløsninger med nye kategoriseringer af plejefamilier og opmærksomhedskampagner er ikke tilstrækkeligt. Der er behov for grundlæggende nye tiltag fra Folketinget. For også her bør vi være ambitiøse og kræve faglighed og uddannelse til de familieplejere, vi anbringer udsatte børn hos.

Styrket kvalitet på døgninstitutioner og opholdssteder

I den nationale debat om anbringelser kan man ofte få det indtryk, at alle børnene anbringes i plejefamilier. Sådan er virkeligheden imidlertid ikke. En institutionsanbringelse er nemlig virkeligheden for rigtig mange anbragte børn, der har behov for en socialpædagogisk eller behandlingsmæssige indsats døgnet rundt. Det er vigtigt at alle indsatser er til stede i tilbudsviften; altså at man tager udgangspunkt i det enkelte barns behov.

Kvaliteten på de døgninstitutioner og opholdssteder, hvor børnene og de unge er anbragte, har en kolossal betydning. Men hvad er god kvalitet? Hvad kendetegner virkningsfulde indsatser? Hvordan sikrer vi, at børn og unge oplever en forskel udover at kommunerne har overholdt lovgivningen?  Vi ønsker os et nationalt fokus på styrket kvalitet i anbringelserne, der med styrker kravsætningen til og tilsynet med døgninstitutioner og opholdssteder. Samtidig ønsker vi os en politisk stillingtagen til den mulighed, der i dag er for at private anbringelsessteder trækker overskud ud til ejerkredsen omkring anbringelsesstedet. Skal man virkelig tjene på anbragte børn og unge?

Barnets stemme

Når det skal vurderes, hvad der er det bedste for barnet, må og skal udgangspunktet være at barnet selv høres. I hele den kommunale sagsbehandling skal vi blive bedre til at lytte til barnets ønsker og drømme for sin fremtid. Vi kalder tilgangen for ’empowerment’ og ønsker os at den i langt højere grad kommer til at indgå på socialrådgiveruddannelsen, i uddannelsen til socialpædagog og i den løbende efteruddannelse i kommunerne. Det er også en nødvendighed, at fokus på afholdelse af børnesamtaler styrkes i kommunerne.

Samtidig er vi imidlertid nødt til at være opmærksomme på, at vi også kan komme til at sætte barnet i en svær situation. Vi ved allerede hvor svært det er for barnet, der er i klemme ved stridsfyldte skilsmisser. Det kan være svært for et barn at skulle tage aktivt stilling til ikke at ville bo hos den ene eller begge sine forældre. Regeringen ønsker sig, at barnets stemme styrkes. Vi er opmærksomme på, hvor langt barnets rettigheder skal gå. Skal barnet kunne sige nej til en foranstaltning? Eller handler det mest om, at barnet skal kunne takke nej til at se sine biologiske forældre? Det er nødvendigt at gøre sig helt klart.

Anbragte børns skolegang

Anbragte børns skolegang er et særligt smertensbarn. Forskningen viser, at børn der er anbragt og vokser op på et anbringelsessted, har dobbelt så stor risiko for ikke at få en uddannelse sammenlignet med børn med samme kognitive formåen. Flere anbragte børn får et specialundervisningstilbud, og herudover oplever flere anbragte børn og unge i dag flere skoleskift. Anbringelsessteder og fagpersoner omkring børnene og de unge har ofte lave forventninger til deres præstationer i skolen. Det er ikke godt nok, særligt fordi vi ved, at den største beskyttelsesfaktor i udsatte børns langsigtede udvikling er at klare sig godt i skolen og få en uddannelse.

Derfor er vi nødt til at tage fat i anbragte børns skolegang og undervisningen på de interne skoler, hvor en  del af børnene på opholdssteder undervises. Det kræver en systematisk vidensafdækning af forholdene omkring anbragte børns skolegang. Er vi samlet set for uambitiøse på deres skolegang? Vi har brug for handleplaner ved overgangene i de udsatte børns liv fra hjem til anbringelse, ved hjemgivelse og ved skoleskift. Og vi har brug for en helhedsorienteret tilgang, hvor områderne lovgivningsmæssigt tænkes mere sammen i forhold til samarbejde og snitflader mellem dagtilbud, skole, PPR og det børnesociale område. Fx har sundhedsplejen behovsbestemte indsatser, hvor børnenes rettighed til trivsel og sundhedsmæssig udvikling kunne tænkes langt tidligere ind i den almene forebyggende indsats.

Forskning og viden om god kvalitet i en anbringelse

Sidst men ikke mindst er der behov for forsknings- og vidensmæssig indsigt omkring, hvad der er god kvalitet i en anbringelse. Hvis ambitionen om at sikre bedre liv for Danmarks allermest udsatte børn skal blive til virkelighed, er vi nødt til at vide mere om, hvorvidt en anbringelse er en bedre løsning for barnet eller den unge end en forebyggende indsats i hjemmet tæt på skole og venner. Derudover har vi behov for viden om, hvad der gør den gode anbringelse.

Det kræver en national forskningsmæssig prioritering. I dag kan vi kun konkludere, at det ikke går de anbragte børn ret godt. Den grundlæggende udfordring er, at det er svært at definere, hvad der skal til for at sikre kvalitet og virkningsfulde indsatser i en anbringelse – og om det i virkeligheden ikke er forebyggelse, der skal satses på.

Kronikken er bragt i Politiken d. 10. september 2020