Kreativitet løfter hverdagen

Værelset ligger på Rønnegård – og tilhører en udviklingshæmmet mand i 60’erne. Som flere af beboerne er han kunstner – og nyder den frihed, der er i at kunne tegne, male og lave skulpturer på alle tider af døgnet.

For på Rønnegård – et bo- og beskæftigelsestilbud under Region Hovedstaden – lader kreativitet og hverdagsliv sig ikke skille ad. For de 26 beboere er hverdagen fyldt med aktiviteter, hvor identitet og velvære er tæt forbundet med at kunne udfolde og udtrykke sig gennem kreativitet og æstetiske kunstformer.

Derfor er der højt til loftet, fortæller forstander Anne Thomsen.

– Kreativitet opstår, når behovet opstår hos borgeren. Derfor understøtter vi det, for det giver selvværd, og det giver forløsning i nogle tanker. Når vi arbejder med kunstneriske udtryk, giver det simpelthen så meget: ro i hovedet, forløsning, energi, glæde og livskvalitet.

Livskvalitet er vigtigt
Netop livskvalitet er det bærende element, hvis man skal forstå, hvorfor kreativitet er vigtigt i socialpædagogisk arbejde, mener Mikkel Snorre Wilms Boysen, der er ph.d. i pædagogik og kreative processer. Som forsker på Professionshøjskolen Absalon arbejder han med flere forskellige projekter, der har det æstetiske og kreative i fokus.  

– Det at være i en skabende proces kan give en oplevelse af fordybelse og meningsfuldhed. Så det giver helt klart en følelse af livskvalitet. Og livskvalitet er på en eller anden måde det vigtigste. Det er så vigtig en opgave for socialpædagoger at fremme livskvalitet, siger han.

Kigger man nærmere på forskningen på området, er der bl.a. evidens for, at æstetiske processer kan være med til at udvikle en forståelse af, hvem man er, og hvordan man passer ind i verden. Ved at skabe noget kreativt skaber man også lidt sig selv, lyder det fra Mikkel Snorre Wilms Boysen.

– Det er fortryllende at bruge krop, sanser, materialer, tanker, følelser og kreativitet til at udvikle noget konkret. Så har man skabt noget i verden, som andre også kan se. Følelsen af identitet er et rigtigt væsentligt element i det her.

Kunstner som de andre
Når socialpædagog Randi Ryding starter en kreativ proces i et af Rønnegårds kreative værksteder, tager hun udgangspunkt i den enkelte borger. Hvis hun oplever, at en beboer har en særlig interesse eller udtryk, bruger hun det som inspiration til udvikling. Hos en af beboerne har det resulteret i smukke mandalaer, der er trykt på små IKEA-borde.

– Han var egentlig kun interesseret i at lave mandala i en malebog, indtil jeg gav ham idéen med bordet. Nu har han lavet tre, og de andre beboere giver ham stor anerkendelse og fortæller ham, at han er sej. Han får enormt meget selvtillid og identitet ud af det. Han siger selv, at ’nu er jeg kunstner ligesom alle de andre’.

Randi Ryding har speciale i æstetiske læreprocesser, er uddannet maler og har stort kendskab til materialer og farvelære. Det giver hende mulighed for at styrke den kreative proces, borgerne er i, når de arbejder i værkstedet.

– Rent pædagogisk er det lige så vigtigt at italesætte den kreative proces, som det er at rose det færdige produkt. Hvis vi kun fortæller beboerne, at deres kunst er flot, så undergraver vi deres selvværd. Derfor gør vi meget ud af at støtte processen og tale om, at det er dejligt at se, når de er i flow, og at vi er glade for, at de er sammen med os i værkstedet. Det bygger selvværdet op, når beboerne ved, at de er noget i sig selv og ikke skal producere en hel masse for at få anerkendelse, siger hun.

Et sprog til traumer
I et hjørne af Rønnegårds idrætshal skal der snart være fernisering. Kunstneren bag udstillingen bygger rumstationer med sølvpapir og limpistol og maler billeder med tydelige fortællinger fra en voldsom barndom. For ham er kunsten en parallelverden, hvor han har mulighed for at flytte sig fra et vanskeligt liv.

– Hans kunstneriske udtryk er et sprog. Han maler voldsomme hændelser, der er sket i hans liv, fordi det nærmest er terapeutisk, og fordi han gennem malerierne får mulighed for at tale om det. Der er følelser, han kan komme ud med ved at tegne og male, siger forstander Anne Thomsen.

Hun understreger, at der ikke er noget, der er finere end andet. For nogle beboere kan det være gavnligt at male i malebøger, fordi det giver ro i hovedet, mens andre måske har brug for at kunne udtrykke sig og få et sprog gennem det kreative og kunsten.

For kunstneren, der snart har fernisering, er det kunstneriske sprog hans måde at skabe relationer på. Han inddrager ofte personalet i sin arbejdsproces og giver dem roller i værkerne.

Og for Randi Ryding giver hans tilgang til kunsten en åbning for, at hun kan forholde sig aktivt til hans følelser og støtte ham i hans behov.

– Han bruger kunsten terapeutisk ved at inddrage os i de ting, han laver. For ham er det en måde at få anerkendelse på og indgå i samspil med pædagogerne. Her er det ham, der skaber udgangspunktet for en samtale, og det kan jeg bruge til at skabe en relation, siger hun.     

Kunst skal tages alvorligt
Gennem sine forskningsprojekter oplever Mikkel Snorre Wilms Boysen ofte, at den største barriere for socialpædagoger omkring kreative projekter er, at de ikke føler sig kompetente nok.  

– Det undrer mig altid, at de mennesker, der fortæller mig, at de ikke er kompetente, dem oplever jeg altid som meget kompetente. Det er meget sjældent, at jeg tænker ’ja, du er da ikke særlig dygtig’. Jeg synes, de overser bredden og mulighederne i forhold til at kunne skabe kreative miljøer.

Fx oplever han, at socialpædagoger, der føler, at det er svært at etablere et musikalsk miljø, ofte er rigtig gode til at synge, lave trommelege eller fortælle historier.

– De tænker, at når de nu ikke kan spille et instrument, så er det svært at etablere et miljø. Men de fleste har jo mange forskellige kompetencer, der kan anvendes til at skabe et frugtbart kreativt miljø, siger Mikkel Snorre Wilms Boysen.

Men skal kreative projekter være udviklende og meningsfulde, må man godt sætte barren højt, mener han. For hvis man kun arbejder med borgeren i centrum eller ikke mener, at slutproduktet er væsentligt, overser man de potentialer, der er i de æstetiske udtryksformer.

Når det gøres ordentligt, kan kunst bruges som løftestang til at se individerne på en ny måde, og det går man glip af, hvis man ikke er ambitiøs omkring projektet.

Mikkel Snorre Wilms Boysen, ph.d. i pædagogik og kreative processer

– Hvis man arbejder ambitiøst omkring et fælles kreativt projekt og giver noget af sig selv, så vil man også have lettere ved at arbejde ud fra det fælles tredje. Når det gøres ordentligt, kan kunst bruges som løftestang til at se individerne på en ny måde, og det går man glip af, hvis man ikke er ambitiøs omkring projektet, siger Mikkel Snorre Wilms Boysen.