icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Mie_Theo_2_HIGH.jpg
At Mie Hoffmann får løn for 32,5 time betyder ca. 1.850 kr. mere i løn om måneden – og godt 250 kr. i pension.
Synlige tillidsrepræsentanter

Mie fik flere penge til sin baby

Takket være sin tillidsrepræsentant slap Mie Hoffmann for at gå ned i løn, da hun midt i graviditeten fik det dårligt og måtte sygemeldes indtil fødslen

27-årige Mie Hoffmann glemmer aldrig påsken 2019, hvor hun var gravid med sit første barn.

– Jeg fik ondt i maven. Som i sindssygt ondt i maven. Og da jeg kom ind på fødegangen, viste det sig, at jeg var begyndt at åbne mig, selvom jeg kun var halvvejs i graviditeten.

Normalt er Mie Hoffmann meget aktiv – også i jobbet som socialpædagog på aktivitetstilbuddet Sofiehuset i Kalundborg Kommune. Men nu stod den pludselig på sygemelding og mange, lange timer på sofaen. Og oven i alle bekymringerne for graviditeten kunne Mie Hoffmann se frem til et økonomisk tab, for selvom hun længe havde arbejdet 32,5 time om ugen, stod der kun 30 timer på ansættelsesbeviset. Så som sygemeldt gik hun fra at få løn for 32,5 time til at få løn for 30 timer.

Når man ligger der i sofaen og er fuld af bekymring for sin graviditet, er der ikke noget overskud. Og så var det helt fantastisk med en tillidsrepræsentant, der bare klarede alle ærter.

Mie Hoffmann, socialpædagog

– Ærlig talt var pengene det mindste, for mit fokus var på, om jeg mistede barnet. Men min kæreste havde heller ikke en kæmpe høj løn, så ja, det med pengene betød da også noget, fortæller hun.

Hendes TR skulle senere vise sig at blive hendes redning.

Svært at få fuld tid
Egentlig ville Mie Hoffmann helst have haft en 37-timers stilling, men det var svært at få som nyuddannet socialpædagog, så hun slog til, da der blev en 30-timers stilling ledig på Sofiehuset.

– Bortset fra det med de 30 timer er det et virkelig godt job, hvor jeg arbejder i Krearummet og laver alle mulige sjove ting sammen med brugerne. Lige fra at finde sten i naturen og male dem til at lave film og perler, fortæller hun.

I månederne inden sygemeldingen havde hun arbejdet ekstra, fordi en anden socialpædagog havde sagt op, og der var brug for flere hænder, inden en ny blev ansat. Da yderligere en kollega sagde op, fortsatte Mie Hoffmann med de ekstra timer, indtil sygemeldingen kom på tværs.

– Jeg havde indstillet mig på at leve for en 30-timers løn, men da jeg en dag som sædvanlig lå og kedede mig på sofaen, ringede telefonen. Det var min tillidsrepræsentant, Kamilla Gundersen. Hun fortalte, at jeg under sygemelding og efterfølgende barsel havde ret til løn for 32,5 time, fordi det havde været min reelle arbejdstid. Og hun havde allerede undersøgt alt med reglerne og snakket med min leder, så hvis jeg ville, skulle jeg bare komme ind og skrive under på en tillægskontrakt, så faldt det hele på plads. Og så blev jeg altså glad! Rigtig glad!

Stor taknemmelighed
Mie Hoffmanns graviditet endte heldigvis lykkeligt, og i august fødte hun sønnen Theo, som hun stadig er på barsel med.

I barselsperioden har hun flere gange sendt en meget kærlig tanke til Kamilla Gundersen.

– Det er faktisk ret dyrt at have en baby med alt det udstyr, man har brug for. Det tænkte jeg fx, da vi skulle købe en babyalarm: 1.000 kr. for sådan en lille walkie-talkie! Og så er den næste tanke: Pyha, det er da godt, at jeg får løn for 32,5 time.

Mie Hoffmann er særlig glad for, at hendes TR ordnede alt, så hun ikke selv behøvede at sætte sig ind i reglerne og tale om dem med ledelsen.

– Jeg har en rigtig god leder, så normalt ville jeg overhovedet ikke have nogen problemer med at tale med hende – bare ikke i den situation. Når man ligger der i sofaen og er fuld af bekymring for sin graviditet, er der ikke noget overskud. Og så var det helt fantastisk med en tillidsrepræsentant, der bare klarede alle ærter.

TR Kamilla Gundersen understreger, at aftalen blev indgået i et godt samarbejde med ledelsen og Kalundborg Kommune, der var helt med på, at overenskomsten selvfølgelig skulle overholdes.

Fakta om overenskomsten

I Mie Hoffmanns sag fik den kommunale døgninstitutionsoverenskomst, som er indgået mellem KL og Socialpædagogerne, stor betydning. Her står der i § 13, stk. 5: ’For deltidsansatte foretages ændring af den aftalte lønkvote, hvis der aftales fast merarbejde ud over en fuld kalendermåned.’

Faglig konsulent hos Socialpædagogerne Midtsjælland Conny Eriksen forklarer, at ordlyden især får betydning, hvis man bliver syg eller skal på barsel.

– Så har man ret til en løn, der svarer til den reelle arbejdstid – altså deltidsansættelsen plus de ekstra timer, siger hun.

Hvis du selv står i en situation, hvor du som deltidsansat med fast merarbejde bliver syg eller skal på barsel, bør du kontakte din TR eller kreds for at høre mere.

TR SYNLIGHEDSKAMPAGNE

I fagbevægelsen går vi sammen om at sætte særligt fokus på tillidsrepræsentanten (TR) i perioden 28. september til 11. oktober 2020.

Kampagnen skal sikre, at flere medlemmer lærer deres TR at kende og får et større kendskab til, i hvilke situationer TR kan hjælpe.  

MELD DIG IND

Som medlem hos Socialpædagogerne får du økonomisk tryghed, og du bliver en del af et stort fællesskab, der kæmper for at sikre gode løn- og ansættelsesvilkår for dig og dine kollegaer.
Meld dig ind nu: Ja, tak. Giv mig tryghed

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Grunduddannelse, Studerende, TR og AMR