Afgørende med åbenhed
Som tidligere anbragt – og med mange års erfaring med socialpædagogik og børne- og unge-området – råder Gunnar Surland kolleger til at fortælle hinanden om den personlige livshistorie. På den måde kan en tung bagage vendes til en fordel
– Jeg mener bestemt, at man kan bruge sine egne erfaringer og personlige vanskeligheder på en god måde. Men det kræver, at man er bevidst om, hvad man har med sig – og at man er åben om det.
Sådan lyder budskabet fra den tidligere (og nu pensionerede) leder af Psykologisk Pædagogisk Rådgivning i Rebild Kommune, Gunnar Surland.
Han har gennem hele sin karriere været meget optaget af spørgsmålet om, hvordan den personlige livshistorie påvirker det (social)- pædagogiske arbejde.
– På den ene side kan det give en større indsigt og empati, når man kan genkende noget af sig selv hos andre og fx forstår deres uhensigtsmæssige adfærd. På den anden side kan det faktisk medføre mindre empati, hvis man i for høj grad projicerer sig selv over i andre og tror, de har det nøjagtig som en selv, siger han.
Anbragt som barn
Gunnar Surland var selv anbragt som barn og oplevede et stort savn efter sin familie. Den livserfaring har haft betydning, når han har siddet i visitationsudvalget og været med til at kvalificere beslutningen om, hvorvidt et barn skulle anbringes (den endelige afgørelse lå i familieafdelingen, red.).
– I mange tilfælde har mit input været en fordel for børnene, fordi jeg har været ekstremt omhyggelig med at finde den bedste løsning for barnet og undersøgt alternativer til anbringelse. Men i nogle tilfælde har det også været en ulempe, fordi jeg har villet vente for længe med at anbringe, erkender han og tilføjer, at det i sådanne situationer er afgørende med åbenhed.
Det er vigtigt at være åben, så kollegerne kender din livshistorie og kan sige: Hør her, lader du nu ikke dig selv rive med af din egen historie?
Gunnar Surland, tidligere leder
– Det er vigtigt at være åben, så kollegerne kender din livshistorie og kan sige: Hør her, lader du nu ikke dig selv rive med af din egen historie? Er du sikker på, at du kan se, hvad der er bedst for det konkrete barn – og ikke bare ser, hvad der ville have været bedst for dig. For 20 år siden?
Som leder har Gunnar Surland derfor også lagt vægt på, at medarbejderne delte deres personlige historier med hinanden – og at de kunne tage fra over for hinanden, når den personlige rygsæk ellers kunne spænde ben.
Debatbog stiller spørgsmål
Gunnar Surland gik på pension i 2018 – efter at have arbejdet med udsatte børn og pædagogisk praksis i ca. 20 år.
Han udgav i 2015 debatbogen ’Frederiks verden – Narrativer i pædagogikken, en fortælling til forskel’, der sætter spørgsmålstegn ved daginstitutionernes opbygning, vores pædagogik og den måde, som man håndterer anderledes børn på.