icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Maja-1.gif
Familie-ungekonsulent Maja Hell Granholm er en af de fire socialpædagoger, vi har talt med, som her fortæller om deres hverdag, som på godt og ondt nu igen er præget af corona.
Corona

Vi bruger de gode erfaringer

I takt med, at smittetallene stiger, vender socialpædagoger landet over tilbage til de corona-rutiner, der blev indført i foråret - med afstand, håndsprit, værnemidler og restriktioner. Men vi er bedre rustet denne gang, mener fire socialpædagoger

'Borgerkontakten skal gentænkes'
Sådan fortæller Maja Hell Granholm, familie-ungekonsulent og TR i Familie- ungekontakten i Silkeborg Kommune:

– En af de største udfordringer ved corona er, at det besværliggør det socialpædagogiske grundarbejde. At skabe relationen og fastholde den. Når jeg besøger nogle af de udsatte familier og unge, jeg arbejder med, sker det, at børnene bliver skræmte over, at jeg står i døren med mundbind og gummihandsker. Heldigvis har mange efterhånden vænnet sig til det, da de i dag ser værnemidler overalt. 

– Da restriktionerne i foråret forhindrede mig i at komme i flere familiers hjem, blev kontakten pludselig meget fjern. Jeg havde en følelse af, at relationen til borgerne begyndte at glide ud, for den telefoniske kontakt, der trådte i stedet, var slet ikke nok til at bevare føling med familiens situation. To forældre kunne fx fortælle over telefonen, at alt gik som det skulle. Men da landet åbnede igen, blev det tydeligt, at det havde været svært for dem at fastholde dén daglige struktur for børnene, vi havde arbejdet med. 

'Vi bruger erfaringerne fra nedlukningen'

Sådan opleves det af Charlie Müller Jensen, socialpædagog og AMR på Midgården, et botilbud for voksne med multiple funktionsnedsættelser i Halsnæs kommune:

– Kort efter vi tog mundbindene af, steg smitten, og så kom de på igen. I september begyndte vi at bære dem konstant – kombineret med visirer, når vi er tæt på borgerne. Men værnemidler er nu ikke fremmede for os. For borgerne på Midgården har et stort støttebehov, som betyder hjælp døgnet rundt med alt fra personlig hygiejne til sociale aktiviteter. Derfor er vi vant til handsker, håndsprit og forklæder. Så omstillingen har ikke været så stor.

'Borgerne kan meget mere, end vi troede'

Sådan lyder det fra Dorthe Stenmann Friis, socialpædagog, Bo og Støttetilbuddet Sydøst, et samværs- og støttetilbud for voksne udviklingshæmmede, Odense Kommune:

– Den største og sværeste faglige opgave under corona var - og er stadig – at rumme den utryghed og angst, nogle borgere føler. De reagerer kraftigere nu, end de gjorde under nedlukningen i foråret. For nu ved de, hvad der kan ske, hvis det hele lukker ned igen, bedst som de er vendt tilbage til deres arbejde og en næsten normal hverdag.

– Men selvom vi er blevet rusket i på den lidt hårde måde, har forandringerne tvunget os ud i nye situationer, der har været lidt af en faglig øjenåbner. Vi bruger naturen mere nu, og det fælles tredje, som fx en gåtur skaber, giver en mere afslappet form for samvær.

'Vi skruer op for hyggeaktiviteter'

Lyder det fra Jacques Stendal Thorstensen, socialpædagog på Nybrogaard, et psykosocialt botilbud under Gladsaxe Kommune:

– Corona har tvunget os til at fravælge al unødig transport ud af huset. Nu kører vi udelukkende borgerne til lægen og andre obligatoriske aftaler – og så er det med mundbind og en enkelt borger ad gangen. Det er et nødvendigt men ærgerligt offer at bringe, da jeg ved, hvordan turene med fællesbussen til fx havet og naturen giver borgerne livskvalitet. 

– Samtidig fører de mange forandringer med aflysning af beboerferie og al den spritten af og rengøring til, at der bliver mindre tid til det sjove. Men vi kompenserer så godt, vi kan ved at skrue op for de hyggelige hjemmeaktiviteter som brætspil og filmaftener, så borgerne fortsat føler, at de har noget at stå op til. For det ligger i ånden i vores hus, at vi skal have kvalitetstid sammen. Og jeg tror, at det har styrket de interne relationer i huset lidt.

 

– Men corona har også været en anledning til at gentænke noget af borgerkontakten. I perioderne, hvor vores kontorer har været delvist lukket, har vi foretaget mange besøg og samtaler udendørs. Det giver samtalerne et andet rum og har for mange fungeret rigtig godt. Jeg oplever samtidig, at flere borgere under nedlukningen følte sig mere i ro, da meget hverdagsstres, pres og forventninger forsvandt, siger Maja Hell Granholm.

– Men nogle borgere har bemærket, at vores ansigt nu er dækket af både mundbind og visir. En forsøger at rive det af i sjov og synes, jeg ligner Byggemand Bob (karakter fra tegnefilm red.).

Så synger jeg kendingsmelodien for ham og får det bedste ud af det. Andre har det svært med vores forandrede ansigter og bliver frustrerede.

– Corona har gjort os klogere på digital kommunikation. Under besøgsforbuddet hjalp vi borgerne til at face time (lave videoopkald red.) med deres pårørende. Det gav vildt god mening for nogle, da det dæmpede deres frustrationsniveau, mens det for andre skabte mere savn og yderligere frustration. Så hvis vi bliver lukket ned igen, er vi klar til at bruge de erfaringer – med respekt for borgernes forskellighed, lyder det fra Charlie Müller Jensen.

– Og så er borgerne, der bor i hver deres almenbolig tæt på hinanden, begyndt at dyrke naboskabet sammen. De startede på eget initiativ med at spise hjemme hos hinanden, da vores tilbud om fællesspisning blev lukket. Det er vi helt oppe at ringe over! For det har altid været en udfordring at få dem til at skabe stærke relationer til hinanden, da vi som socialpædagoger meget nemt kan blive omdrejningspunktet. De har vist, at de kan langt mere, end vi troede, og den udvikling skal vi værne om og understøtte – også når corona en dag er fortid, fortæller Dorthe Stenmann Friis.

– Med corona har vi været nødt til at skrue lidt ned på dokumentation og udviklingsplaner, som følger med det rehabiliterende arbejde. Jeg kan se, at det har været en lettelse for nogle af borgerne, at de rammer er blevet løsnet. De har oplevet, at de ikke hele tiden behøver at være ’i udvikling’. Nu er det okay bare at være, bare at høre til, siger Jacques Stendal Thorstensen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis