Giv noget ekstra – uden at brænde ud

– Flere af de unge havde ofte behov for at snakke et kvarter eller en halv time, før min aftenvagt sluttede klokken 21. De fortalte fx, hvordan tankemylderet begyndte nu, hvor de snart skulle sove. Og så følte jeg ikke, at jeg kunne gå. Hvis de åbnede op, var jeg nødt til at være der for dem – også selvom jeg kom en halv, en hel eller måske helt op til fire timer for sent hjem.

I dag kan Kamilla Jørgensen godt se, at de forlængede aftenvagter trak tråde tilbage til hendes egen opvækst og ungdomsliv. Som tidligere anbragt ved hun, hvor meget det betyder at være til stede, når der er brug for det. Men med sin socialpædagogiske bagage har hun i dag også erkendt, at der er grænser for, hvor meget man kan give af sig selv – og at man som fagperson er nødt til at holde en professionel distance.

Følte mig komplet lost
Vi spoler tiden tilbage til dengang, Kamilla Jørgensen var ung – og afhængig af relationer til dygtige fagpersoner.

Efter at have været anbragt på Sorø Kostskole i fem år pga. adoptivmoderens massive alkoholmisbrug valgte Kamilla Jørgensen som 17-årig at flytte fra kostskolen. Hun rykkede ind i et lejet værelse i Ølstykke – tæt på barndomsbyen Stenløse.
– Godt nok havde jeg fået tildelt en kontaktperson, men det er kun, fordi jeg er god til navne, at jeg kan huske, at hun hed Hanne. Jeg oplevede ingen connection overhovedet, fortæller hun.

Efter bare fire dage valgte Kamilla Jørgensen at droppe ud af gymnasiet. Og i dag når hun ser tilbage på den turbulente tid, kan hun godt se, at der dengang var tydelige tegn på, at hun havde en depression.

– Jeg lå bare inde på det lille værelse og følte mig komplet lost. Kommunens beskæftigelsesafdeling ville have mig til alt muligt, men ingenting gav mening. Ikke før der var gået flere måneder, og jeg endelig ringede til Niels, forstanderen på Sorø Kostskole. ’Niels,’ græd jeg. ’Niels! De vil sende mig på produktionsskole, og det vil jeg bare ikke!’ ’Nej,’ svarede han mig så, ’og det skal du heller ikke!’

Sov mellem bogreolerne
Niels kørte de 80 kilometer fra Sorø til Ølstykke og fik efter et par mellemregninger – herunder et ekstra ophold på Sorø Kostskole – ordnet det sådan, at Kamilla Jørgensen flyttede på kollegie i Sorø med en stående aftale om, at hun altid kunne komme og overnatte i forstanderboligen.

– Så lagde vi en madras ind i stuen mellem bogreolerne, og det gav mig en kæmpe tryghed, siger hun.

Efter en omvej på bl.a. HG lykkedes det Kamilla Jørgensen at tage en fuld HF-eksamen, og efterfølgende har hun både taget pædagoguddannelsen og kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi.

– Men hvis Niels ikke havde været der for mig på det tidspunkt, ved jeg ikke, hvad der ville være sket. Han turde stille krav og vise tillid til mine evner, siger hun og fortæller, at hun stadig har kontakt til den tidligere forstander på Sorø Kostskole.

– Og han plejer med glimt i øjet at sige: ’Husk nu, at når man har sådan et job her, skal man aldrig involvere sig personligt.’

Skærpet blik
I dag hvor Kamilla Jørgensen selv er uddannet til at arbejde med udsatte mennesker, kan hun – når hun tager de akademiske briller på og læser forskellige rapporter og undersøgelser om anbragte børn og unge – se sin egen oplevelse og opvækst i en større sammenhæng.

– Når tidligere anbragte fortæller, hvad der har gjort en positiv forskel for dem under anbringelsen, fremhæver de typisk en enkelt person, der har gjort noget særligt – noget, der ligger ud over det, der står i stillingsbeskrivelsen. Det har en enormt stor betydning, at man bliver set og anerkendt som menneske og oplever en omsorg, der ligger ud over den professionelle relation, siger hun.

Hvis de åbnede op, var jeg nødt til at være der for dem – også selvom jeg kom en halv, en hel eller  måske helt op til fire timer for sent hjem.

Kamilla Jørgensen, socialpædagog Kofoeds Skole

Netop derfor har Kamilla Jørgensen et skærpet blik for betydningen af at give noget ekstra. Og netop derfor havde hun i sin tid svært ved at gå hjem, når arbejdsdagen sluttede.

– Det er et kæmpe dilemma, for hvis du giver uden grænser, kan du ikke holde til det i længden. Du er nødt til også at kunne holde en professionel distance, siger hun.

Supervision gjorde forskellen
Dengang Kamilla Jørgensen blev, når aftenvagten sluttede, kunne hun ikke se, at der var andre muligheder. For selvom hun på Kofoeds Skole arbejder med en helt anden målgruppe end anbragte børn, så kommer de fleste med forskellige oplevelser af svigt i bagagen. Og det ville være endnu et svigt, hvis hun bare gik hjem. 

– Men gennem supervision og daglig sparring i mit team blev jeg opmærksom på, at det faktisk ikke var sundt. Heller ikke for de unge. Det var en alt for uklar ramme, for nogle gange var jeg måske alligevel nødt til at gå, fordi jeg havde en aftale – og hvornår var det så, jeg gik, og hvornår jeg blev?

I dag er hun langt mere klar på, hvilke rammer der er brug for i hendes arbejde med de udsatte unge, hun møder på Kofoeds Skole.

– I stedet er jeg blevet meget tydelig i forhold til at sige, at vi altså kun har indtil klokken 21. Kommer de med noget, det giver mening at tale om nu? Eller skal vi lave en aftale i morgen? Og så er jeg god til selv at følge op dagen efter.

Personlig og professionel
I det hele taget tilstræber Kamilla Jørgensen at være meget personlig og meget professionel – på samme tid.

– Og her hjælper min uddannelse mig, fordi jeg er blevet bedre til at sætte ord på ting. Fx kan jeg sige: ’Det her er mit arbejde. Jeg er ikke en storesøster for dig. Men det betyder ikke, at vi ikke kan komme til at holde af hinanden.’ Jeg prøver at finde balancen, så jeg ser den enkelte unge og giver noget særligt til netop ham eller hende – og gør det samtidig i en professionel ramme.

Som et konkret eksempel nævner hun personalets julegave til beboerne.

– Jeg gør meget ud af at finde en helt unik og personlig gave, der passer til den enkelte og viser, at de hver især er noget særligt. Samtidig er det også en professionel gave, for julegaverne er en del af institutionens budget. De ved godt, at det ikke er noget, vi skillinger sammen til med vores private penge, fortæller Kamilla Jørgensen, som ofte oplever, at de unge, hun arbejder med, kan genkende sig selv i hendes historie:

– Da jeg fx fortalte en af beboerne om min egen opvækst, så hun på mig: ’Nu giver det mening. Det er derfor, du forstår mig.’