icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Nyhedsmail_Website_Banner_Socialpædagogernes_Pris__v3.png
Socialpædagogernes pris

Og de nominerede er…

De startede med at være 121 indstillede arbejdspladser og medlemmer. Nu har priskomitéen udvalgt de fire nominerede til Socialpædagogernes Pris. Fælles for dem alle er, at de er nytænkende. Se, hvem der kan blive den heldige prisvinder

– Det er fantastisk at få indblik i det imponerende socialpædagogiske arbejde, der bliver udført rundt omkring i hele landet.

Sådan siger Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne, der sidder med i forbundets priskomité. Sammen med den øvrige komité har hun ud fra bunken af 121 indstillede socialpædagoger og socialpædagogiske arbejdspladser skullet udvælge fire nominerede til Socialpædagogernes Pris.

Og det har ikke været nogen nem opgave, fortæller Marie Sonne. For kandidaterne spænder vidt og repræsenterer alle dele af faget – tillidsfolk, ledere, familieplejere og studerende. Nogle er indstillet for deres faglige og personlige kvalifikationer, andre for deres kollegiale kompetencer. Og blandt de indstillede er både små og store arbejdspladser inden for alt fra socialpsykiatrien til bosteder for udviklingshæmmede.

Jeg er meget imponeret over at se, hvor nytænkende de nominerede arbejdspladser er (...) Det skal de have stor ros for. Og de skal tage den ros med sig videre som et vigtigt, fagligt skulderklap, uanset hvem den endelige vinder bliver.

Marie Sonne, Socialpædagogernes næstformand

Ud over rampen
Men komitéen er nu enige om at nominere fire arbejdspladser, der alle har været med til at udvikle det socialpædagogiske arbejdsområde. Desuden har priskomitéen lagt vægt på arbejdspladsernes synlighed og evne til at komme ud over rampen med forskellige projekter, fortæller Marie Sonne.

– Jeg er meget imponeret over at se, hvor nytænkende de nominerede arbejdspladser er – i forhold til at samarbejde med uddannelsessteder, ved at være frontløbere på ældreområdet, eller ved at skabe socialpædagogisk kompetenceudvikling såvel som ved at tænke på tværs af fag og sektorer. Det skal de have stor ros for. Og de skal tage den ros med sig videre som et vigtigt, fagligt skulderklap, uanset hvem den endelige vinder bliver, siger hun.

De fire nominerede er:

Kuglen i Vojens
Et beskyttet værksted for ca. 80 borgere. Arbejdspladsen har bl.a. lavet oplysningskampagnen ’Ud med fordomme – ind med viden’, der gennem aktiv formidling skal bekæmpe fordomme og uvidenhed om borgerne, særligt blandt studerende.

’Kuglen er en anerkendt og stærk socialpædagogisk arbejdsplads med stor progression. De er nytænkende ift. at imødekomme kommende kollegaer og samarbejde med uddannelsessteder,’ lyder det fra priskomitéen.

Aktivitet og Udvikling i Viborg
Et tilbud med forebyggende, aktiverende og rehabiliterende sigte til ældre hjemmeboende borgere samt aflastningstilbud for pårørende. De har bl.a. udarbejdet artikler, lavet oplæg og en animationsfilm om forebyggelse og opsporing af ensomhed.

’Aktivitet og Udvikling i Viborg kommune er kendt for deres pionerarbejde inden for ældreområdet med nytænkning og nyskabelse. De er desuden frontløbere i paradigmeskiftet inden for ældreområdet med fokus på, at det er en fremtidig jobarena for socialpædagoger,’ lyder det fra priskomitéen.

Bofællesskaberne Inge og Sofie Marie i Ringsted
Et privat bofællesskab for mennesker med udviklingshæmning, synshandicap og autisme. Stedet er bl.a. fremmende for borgerperspektivet, idet de lægger vægt på medborgerskab og borgerens selv- og medbestemmelse. Desuden har de et stærkt samarbejde med lokalsamfundet.

’Bofællesskaberne Inge og Sofie Marie er udviklingsorienterede arbejdspladser med et meget stærkt socialpædagogisk fokus, høj faglighed og fokus på kompetenceudvikling. Derudover holder de oplæg og deler ud af deres viden til omverdenen,’ lyder det fra priskomitéen.

Socialpsykiatrisk Støttecenter Kalkværksvej i Frederikshavn
Et socialpsykiatrisk dagtilbud der træner sociale kompetencer og fysiske færdigheder blandt nogle af kommunens mest udsatte borgere. Stedet har et stærkt samarbejde på tværs af sektorer og lokal- og civilsamfund – med borgeren i centrum.

’Socialpsykiatrisk støttecenter er et nytænkende tilbud, der er åbne mod omverdenen. Derudover har de et stort fokus på høj faglighed og kompetencer blandt deres ansatte, der løbende udvikles fagligt, lyder det fra priskomitéen.

Forbundets hovedbestyrelse skal nu stemme om, hvem af de fire nominerede, der skal have prisen. Socialpædagogernes Pris bliver uddelt på forbundets virtuelle kongres den 11. november.

OM PRISEN

Socialpædagogerne uddeler hvert andet år Socialpædagogernes Pris på 30.000 kr. til en arbejdsplads eller person, der leverer høj kvalitet i arbejdet med borgerne eller styrker socialpædagogerne som faggruppe.

I år har medlemmerne som noget nyt haft mulighed for at indstille kandidater. I alt 121 familieplejere, socialpædagoger og socialpædagogiske arbejdspladser blev indstillet. Herefter har priskomitéen, som er et underudvalg under Socialpædagogernes hovedbestyrelse, udvalgt de fire nominerede.

Herefter stemmer hovedbestyrelsen om, hvem der skal have prisen, som bliver uddelt på forbundets virtuelle kongres den 11. november.

Kongres 2020

Socialpædagogerne holder virtuel kongres onsdag den 11. november 2020

Find nyheder om kongressen her

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Kongres