Vi bruger hinandens faglighed
Det tværfaglige samarbejde styrker vores faglighed som hhv. socialpædagog og lærer, siger Karina Edenberg Larsen og Gry Houmann Petersen. I sofaen fortæller de om deres tætte samarbejde omkring børnenes faglige, følelsesmæssige og sociale udvikling
Karina Eenberg Larsen, 43 år og socialpædagog på skole- og behandlingshjemmet Skovgården, hvor der er dagbehandling, døgninstitution og intern skole. Her arbejder hun tæt sammen med skolens lærere om børnenes faglige, følelsesmæssige og sociale udvikling.
Jeg har aldrig følt mig som gæst i Grys timer
Gry Houmann Petersen, 47 år og gennem 22 år lærer på skole- og behandlingshjemmet Skovgården i Fuglebjerg på Sjælland. Hun deler bl.a. undervisningslokale med Karina Eenberg Larsen.
Det tværfaglige samarbejde giver de to noget helt særligt.
Karina gør, at jeg lykkes endnu bedre som lærer
Gry:
Det kan ikke nytte, at jeg som lærer udelukkende fordyber mig i de faglige mål, for jeg kan ikke flytte børnene tilstrækkeligt fagligt, hvis vi ikke arbejder med deres tillid og trivsel. Vi har en fælles opgave i også at modne dem følelsesmæssigt. De kan pga. utilstrækkelig omsorg og stimuli være som treårige, selvom de er på vej til at afslutte 9. klasse. Der har jeg brug for Karina.
Karina:
Hvis barnet er tre år følelsesmæssigt, skal vi tænke vores forventninger og intentioner som til en tre-årig. Fx når vi roser: Wow, øj, hvor flot, hold da op, high five – det er sindssygt vigtigt, at den får en over nakken. Ligesom det er vigtigt, at vi virker positivt overraskede, når Søren på 15 år vil lege ’gemme’. Vi skal gribe de gode stunder. Det er Gry enormt god til – fordi hun også har blik for, hvad den følelsesmæssige udvikling betyder for den faglige.
Gry:
Vi tænker behandling ind i undervisningen – uden at gå på kompromis med de faglige krav. Mange af eleverne går fra 0 til 100 på et splitsekund. Den stresstolerance vil vi gerne træne – fx ved at spille med terninger, hvor de lærer at regne point ud og samtidig får arousal-træning: ’Jeg må ikke få en 6’er, jeg må ikke få en 6’er, aaarh, jeg fik en 6’er.’
Karina:
I den situation lægger jeg en hånd på barnets skulder og får ro på igen. Og så går jeg foran: ’Øv, der fik jeg også en 6’er.’ Så kan de spejle sig i, at det nederlag kan man godt lære at mestre.
Gry:
Karina kan se nogle nuancer hos børnene, som jeg ikke altid har øje for, fordi jeg også skal formidle min undervisning. De detaljer gør os klogere, så vi kan arbejde med elevernes udvikling både fagligt og følelsesmæssigt. Og hvis en elev går i vrede, kan Karina gå ud og finde eleven, mens jeg fortsætter undervisningen.
Karina:
Men det kan give knas i samarbejdet, når socialpædagogen bliver ’stik i rend-dreng’. Vores samarbejde er netop stærkt ved, at vi laver årsplanen for undervisningen sammen. Det er mere ligeværdigt, og jeg føler mig aldrig som gæst i Grys timer. Hun inviterer mig ind i undervisningen, og jeg lader mig invitere.
Gry:
På nogle punkter er vi ret ens – og på andre meget forskellige, ligesom vores fagligheder er forskellige. Det gør, at vi kan stille nysgerrige spørgsmål til hinandens tilgang. Vi skal ikke være ens. De her børn har faktisk brug for, at vi byder ind med noget forskelligt.