Bakkevej blev min redning
Christina Skovbjerg følte sig misforstået og udstødt og fandt tryghed i stofferne. Først på kanten til voksenlivet blev hun anbragt på døgninstitutionen Bakkevej. Pludselig var der socialpædagoger, der forstod mig, fortæller hun.
Drømmen var at være ’normal’. At passe ind. Med hus, mand og børn. Men med den livsbane, Christina Skovbjerg var kommet ud på, var det ved at være sidste chance.
Den konklusion var soleklar for Christina, da hun ankom til døgninstitutionen Bakkevej for ni år siden. Og hun vidste, at hun havde brug for hjælp.
– Jeg havde altid bare fået at vide, at jeg havde ’krudt i røven’. Jeg var blevet misforstået hele mit liv. Indtil jeg kom til Bakkevej, siger Christina Skovbjerg.
Fra mobning til misbrug
Christina Skovbjerg stod dengang på kanten af voksenlivet og kunne se tilbage på en barndom og ungdom, hvor det hele var kørt mere og mere af sporet. Hun havde haft svært ved at følge med i folkeskolen. Hun havde været udsat for mobning og følte sig først accepteret, da hun som 18-årig blev indsluset i en vennegruppe i nabobyen, der røg hash og tog stoffer.
Men misbruget tog til og førte til, at hun blev smidt ud fra sit kollegie og røg på psykiatrisk afdeling med en hashpsykose. Hun blev anbragt på et bosted for mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, men følte sig så fejlplaceret, at hun endte med at stikke af. Og først i en alder af 23 år blev hun tilbudt en plads i Bakkevejs ungehus, der ellers var til unge på 13-18 år.
Her blev der med det samme sat en udredning i gang, så Christina kunne få den rette, faglige hjælp til at håndtere, hvad der viste sig at være ADHD, OCD, angst og en personlighedsforstyrrelse. Og vigtigst af alt mødte socialpædagogerne på stedet hende med forståelse og anerkendelse, fortæller hun.
De havde altid tid til at tale – også selvom det var i tre timer. Nogle gange barrikaderede jeg døren og var sur i flere dage. Men så snart jeg var klar, så var de der.
Christina Skovbjerg
Om Bakkevej
Dag- og Døgntilbuddet Bakkevej består af to døgnafdelinger i Hornsyld, et dagbehandlingstilbud i Hedensted og Familieplejen i Hedensted Kommune.
De forstod mig
– Mine forældre støttede mig, men måtte indse, at de ikke kunne hjælpe mig. På Bakkevej kom der pludselig noget faglighed ind over – det var, som om de bedre kunne forstå og hjælpe mig. Og de gav mig oplevelsen af, at det var okay, at jeg var mig og okay at føle, hvad jeg følte. Det gav stabilitet og gjorde hverdagen overskuelig, fortæller Christina Skovbjerg og fortsætter:
– De havde altid tid til at tale – også selvom det var i tre timer. Nogle gange barrikaderede jeg døren og var sur i flere dage. Men så snart, jeg var klar, var de der.
En af socialpædagogerne var særligt dygtig til at ’så små frø’, som Christina kalder det, i hendes bevidsthed – for eksempel spurgte hun ind til, hvorfor Christina bøvsede og pruttede uanset, hvor hun var.
– Det satte tanker i gang, for jeg syntes egentlig heller ikke selv, det var ret lækkert. Men hun gjorde det uden at være fordømmende. Og min sidste kontaktperson fik min selvtillid op ved hele tiden at bekræfte mig i, at jeg var nået rigtig langt trods svære betingelser, siger hun.
Det er mig, der gør, at jeg er nået så langt, men uden Bakkevej havde jeg slet ikke været her i dag.
Christina Skovbjerg
Overgang med støtte
Efter to år i døgninstitutionens ungehus kom Christina Skovbjerg i efterværn – i egen bolig tæt på døgninstitutionen.
Socialpædagoger derfra besøgte hende flere gange ugentligt og talte bl.a. med hende om, hvad hun gerne ville uddanne sig til. Christina Skovbjerg trivedes med struktur og menneskekontakt, men kunne ikke holde for mange gentagelser ud. Drømmen blev at gennemføre handelsgymnasiet med henblik på at arbejde i butik.
– Jeg fandt ud af, at jeg var ordblind, men socialpædagogen blev ved med at sige, at jeg nok skulle klare det, og hun hjalp mig med at læse og forstå mine lektier. Hun støttede mig også i at overvinde fobier og frygten for offentlig transport, så jeg selv kunne tage tog og bus i skole. Og de bankede på min lejlighedsdør hver eneste morgen, fordi jeg ikke altid havde lyst til at stå op. På den måde skabte de en tryg overgang for mig, siger hun.
En ret for alle
De sidste to år har Christina Skovbjerg, der i dag er 31 år, stået på egne ben uden Bakkevej. Hun tog afsked med døgninstitutionen ved at invitere forstander og medarbejdere hjem i sin lejlighed, hvor hun holdt en takketale for dem.
Når hun tænker tilbage, ville hun have ønsket, at hun var blevet mødt med den rette indsats tidligere – og måske havde været fem års stofmisbrug foruden. Men hun er samtidig taknemmelig for den støtte, hun endte med at få.
– Det er mig, der gør, at jeg er nået så langt, men uden Bakkevej havde jeg slet ikke været her i dag. Derfor ønsker jeg for anbragte børn, at de får den samme hjælp, støtte og kærlighed, som jeg fik. For alle har ret til at leve livet og kæmpe for det, de gerne vil, siger hun.