icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Illustration_Forraaelse_Dialogguide_01.jpg
Artiklen er en del af fagligt fokus
Illustration: René Hart
Forråelse

Dialogguide: Sådan italesætter du forråelse

Hvis tabuet om forråelse skal brydes, skal man kunne tale om afmagt og frustrationer. Men hvilke spørgsmål skal man stille? Og hvordan skaber man en anerkendende kultur, hvor alle kan tale frit? I denne dialogguide får du inspiration til at italesætte og forebygge forråelse gennem konstruktive samtaler.

 

  1. Stil kritiske spørgsmål

Man bør løbende overveje arbejdspladsens fælles vaner og kultur. Det er vigtigt, at ledelsen på arbejdspladsen skaber rum til refleksion fx til møderne, hvor man kan stille kritiske spørgsmål til fællesskabet som:

  • Hvem vil vi gerne være, og hvordan bevæger vi os derhen?
  • Hvordan håndterer vi de følelsesmæssige krav i vores arbejde? 
  • Er vi enige om, at vi arbejder forebyggende?
  • Er vi enige om, at forråelse sker for os alle fra tid til anden?

Derfor er det vigtigt: Er der enighed om, at man har et ansvar for den fælles kultur, er det nemmere at hjælpe hinanden til at reflektere over det, der er svært i mødet med den enkelte borger/pårørende.

  1. Støt dine kolleger, og lad dem støtte dig

Tal åbent om de fejl, vi begår, og skab en fælles accept af at arbejdet kan være svært. Som kollegaer er man forpligtede til at hjælpe hinanden, og i socialpædagogisk arbejde vil man møde udfordringer, der rækker ud over ens kompetencer. Derfor skal man have en anerkendelse af, at alle af og til vil fejle.

Derfor er det vigtigt: Kolleger kan støtte hinanden i at tale om, hvordan vi kan hjælpe hinanden i de situationer, hvor vi bliver følelsesmæssigt overvældede. Hvis ikke vi tager hånd om det, kan vi ikke bede hinanden om hjælp og dermed ikke forebygge, at kulturen udvikler sig mod accept af forråelse.

  1. Få øje på afmagten

Afmagtsreaktioner forekommer hos alle, men hvordan genkender man dem hos sig selv og sine kolleger? Oplever man reaktioner hos ens kolleger, som man mistænker kan være afmagt eller forråelse, så spørg ind til situationen med henblik på at definere og identificere de handlinger, som man skal reagere på.

Derfor er det vigtigt: Når vi spørger ind til andres handlinger, lærer man, hvordan man bruger sin faglighed til at gøre noget andet, næste gang en lignende situation opstår.

  1. Vær nysgerrig og anerkendende

Hvis man oplever reaktioner eller udtalelser fra sine kolleger, som man opfatter som bekymrende eller forråede, så spørg ind til dem og italesæt din egen opfattelse af den konkrete situation. Opgaven er at stoppe op og invitere til undersøgelse på en nysgerrig og anerkendende måde:

  • Hvad skete der?
  • Hvorfor tror du, at han sagde sådan?
  • Er det noget, der sker tit?

Derfor er det vigtigt: Ved at være nysgerrig inviteres fagligheden indenfor, og kollegaen får mulighed for at forstå sig selv og den anden i den givne situation. Resultatet er, at man bliver hanket op i sin faglighed og forståelse, eller får nye handlemuligheder.

Kilde: Michael Danielsen

Michael Danielsen

Psykolog og ekstern lektor i samtaleteknik på Aarhus Universitet.

Har 20 års erfaring som arbejdsmiljørådgiver, og er chefpsykolog i Psykologifonden med fokus på inkluderende fællesskaber.

Holder desuden oplæg og kurser om forråelse på bl.a. socialpædagogiske arbejdspladser.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Etik, Magtanvendelse, Boenheder, Kognitiv, Marginaliserede

Relaterede artikler