icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Baggrund_Linda_Sørensen_1128x600.png
Metode og tilgange

Neuroaffektiv udviklingspsykologi: Den sansende, følende og tænkende hjerne

Neuroaffektiv udviklingspsykologi er en pædagogisk tilgang, der bygger bro mellem psykologi og hjerneforskning og giver indsigt i, hvordan vi udvikler os som mennesker. I denne artikel bliver du introduceret til centrale begreber og får råd til, hvordan du kan arbejde med den neuroaffektive tilgang

Neuroaffektiv udviklingspsykologi er udviklet af danske Susan Hart og er kort fortalt en forståelsesramme, der fortæller, at vi udvikler vores personlighed, følelser og sociale ageren i vores interaktioner med andre mennesker.

Lyt til Socialpædagogernes faglige podcast om neuroaffektiv udviklingspykologi

Neuroaffektiv udviklingspsykologi er samtidig et redskab til at analysere, hvilken indsats der skal til for at skabe den bedste og mest hensigtsmæssige udvikling hos en borger. Man bruger specielle kompasser til at kunne lave denne analyse – det kommer vi til længere nede i artiklen.

Først er det vigtigt at kende til teorien om den treenige hjerne.

Vores tredelte hjerne:

Den treenige hjerne er en af hjørnestenene i neuroaffektiv udviklingspsykologi og er udviklet af neurofysiologen Paul MacLean.

Teorien går ud på, at vi har én hjerne, der udvikler sig i tre niveauer i takt med vores alder: krybdyrhjernen, der styrer vores mest basale behov. Pattedyrshjernen, der tager sig af følelser og tilknytning - og den præfrontale hjerne, der lærer os kognition, læring og mentalisering.

I neuroaffektiv udviklingspsykologi inddeles hjernen i et sansende, et følende og et rationelt tænkende lag.

Susan Hart beskriver hjernens tre niveauer som et landkort, hvor vi i takt med vores alder bevæger os op i hjernens udvikling. Men udviklingen sker ikke af sig selv, den skal fremelskes i de nære relationer:

Niveauerne i den treenige hjerne:

  • Det autonome/sansende niveau handler om at regulere arousal og mærke lyst og ulyst.
  • Det limbiske/følende niveau, hvor vi bliver opmærksomme på vores egne følelser og lærer at leve os ind i og spejle andres følelser og sindsstemninger. Det er også her, vi udvikler tryg tilknytning.
  • Det præfrontale/tænkende niveau giver os evnen til refleksion, mentalisering og behovsregulering.

Hjernens kompasser

Og så til kompasserne: Susan Hart har udviklet tre neuroaffektive kompasser, der hjælper dig som fagperson med at kortlægge og analysere i, hvilket af hjernens tre niveauer en borger befinder sig. På den måde kan du kan guide personen til at regulere sig, rumme positive og negative følelser og mentalisere.

De neuroaffektive kompasser

  • Det autonome kompas er inddelt i behag/ubehag, aktivitet/passivitet.
  • Det limbiske kompas er inddelt i egocentrisk/altercentrisk perspektiv, positive/negative følelser.
  • Det præfrontale kompas er inddelt i høj/lav grad af mentalisering, impulsstyring/impulshæmning.

Selvagens – brug kompasserne på dig selv

Det sidste vigtige element i den neuroaffaktive udviklingspsykologi er begrebet ’selvagens’. Det er evnen til at være bevidst om, i hvilket kompas du som fagperson selv befinder dig. Er du selv låst fast i ubehag eller negative følelser, når du interagerer med en borger eller en kollega? Og hvordan kan du rykke dig?

Tre gode råd til at arbejde med NAU

Linda Kunz Sørensen er lektor ved Neuropædagogisk Kompetencecenter på UCN Nordjylland og giver her tre gode indgange til at arbejde med neuroaffaktiv udviklingspsykologi:

1. Gør det konkret:
Tag fat i et pædagogisk værktøj eller tema, der optager dig og se på det gennem de neuroaffektive kompasser. Det kan fx være leg og læring. Hvilke effekter har det på det sansende, det følende og det rationelt tænkende niveau: hvilke positive og negative tegn ser du under en aktivitet? Hvilke følelser ser du? Hvad giver motivation hos borgeren? Hvordan påvirker det borgerens evne til at regulere arousal - og hvor ser du behag og ubehag?

2. Hjælp borgeren med at navigere:
Se efter tegn på i hvilket kompas og i hvilken kvadrant en borger befinder sig og find aktiviter, der kan hjælpe borgeren med at navigere rundt i fx behag/ubehag eller sit eget og andres perspektiv. 

3. Hav blik for dig selv:
Hvor er du selv i kompasserne? Sidder du fast i en af kvadranterne - og hvordan kan du navigere dig selv rundt? Hvis du ikke selv er i balance, er det svært at være noget for andre.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Psykiatriområdet, Voksenhandicap­området, Børn og unge, Teori og metode