icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Baggrund_Linda_Sørensen_1128x600.png
Metode og tilgange

Neuroaffektiv udviklingspsykologi: Den sansende, følende og tænkende hjerne

Neuroaffektiv udviklingspsykologi er en pædagogisk tilgang, der bygger bro mellem psykologi og hjerneforskning og giver indsigt i, hvordan vi udvikler os som mennesker. I denne artikel bliver du introduceret til centrale begreber og får råd til, hvordan du kan arbejde med den neuroaffektive tilgang

Neuroaffektiv udviklingspsykologi er en forståelsesramme, som bygger bro mellem psykologi og hjerneforskning.

Teorien er udviklet af danske Susan Hart, og i Socialpædagogernes podcast forklarer lektor på Neuropædagogisk Kompetencecenter, UCN, Linda Kunz Sørensen, at tilgangen baserer sig på koblingen mellem den neurovidenskabelige forskning om hjernens opbygning og hvordan den udvikler sig, og psykologiske teorier om fx tilknytning og relation:

- I neuroaffektiv udviklingspsykologi er der en grundlæggende forståelse af, at mennesket er socialt: At vi udvikler os, vores personlighed, følelser og hvordan vi agerer socialt gennem de interaktioner, vi har med andre.

For at forstå, hvordan man kan bruge neuroaffektiv udviklingspykologi i sit socialpædagogiske arbejde, kræver det, at man kender til teorien bag. Her får du centrale pointer fra podcasten om hjernens opbygning og Susan Harts neuroaffektive kompasser.  

Lyt gerne til podcasten først: 

'Den treenige hjerne' - hjernens landkort

Den treenige hjerne er en af hjørnestenene i neuroaffektiv udviklingspsykologi, og er udviklet af neurofysiologen Paul MacLean.

Teorien går ud på, at vi har én hjerne, der udvikler sig i tre niveauer i takt med vores alder: Krybdyrhjernen, der styrer vores mest basale behov. Pattedyrshjernen, der tager sig af følelser og tilknytning - og den præfrontale hjerne, der lærer os kognition, læring og mentalisering.

I neuroaffektiv udviklingspsykologi inddeles hjernen i et sansende, et følende og et rationelt tænkende lag, og Susan Hart beskriver hjernens tre niveauer som et landkort, hvor vi i takt med vores alder bevæger os op i hjernens udvikling:

  • Det autonome/sansende niveau: Barnet er 0-3 mrd. Her handler det helt grundlæggende om at kunne regulere arousal op og ned, og mærke lyst og ulyst.
  • Det limbiske/følende niveau: Barnet er 3 mrd. – 1 år. Her bliver det opmærksom egne følelser: ’Hvem er jeg?’. ’Hvad føler jeg?’. Det er også her evnen til at leve sig ind i- og spejle andres følelser og sindsstemninger, fx glæde hos mor, bliver til glæde hos barnet og omvendt. Det er også her, vi udvikler tryg tilknytning.
  • Det præfrontale/tænkende niveau: Fra barnet er 1 – 25 år. Det er her, vi udvikler evnen til at mentalisere: Vi kan ’hoppe ud af os selv’ og kigge på os selv udefra, og ’hoppe ind’ og gøre os forestillinger om, hvad der sker ovre i andre. Mentaliseringsevnen gør, at vi er i stand til at agere socialt hensigtsmæssigt: Vi kan regulere vores behov, så vi ikke kun er impulsstyret, forstår turtagning, og andre kognitive funktioner.

Når vi er oppe i det øverste niveau – det præfontale – taler Susan Hart om at vi har ’den fuldmodne hjerne’. Det er dog vigtigt at huske på, at udviklingen ikke sker af sig selv, men skal fremelskes i de nære situationer. Så det, at vi har en bestemt alder betyder ikke, at ’så kan vi bare’ de funktioner, der hører til niveauet, fortæller Linda Kuntz Sørensen:

- Det handler om udvikling. Man kan ikke springe niveauer over og så modner hjernen af sig selv. Når vi taler om følelsesmæssig udvikling, så starter det jo i bunden med den trygge tilknytning, og så bygger man ovenpå med selvregulering og til sidst kan vi blive i stand til at mentalisere.

De neuroaffektive kompasser

I podcasten fortæller Linda Kunz Sørensen også om de tre neuroaffektive kompasser, som Susan Hart har udviklet. Kompasserne hjælper fagpersoner, fx socialpædagoger, med at kortlægge og analysere, på hvilket af hjernens tre niveauer, borgeren befinder sig, og den viden kan hjælpe dig til at skabe den bedste og mest hensigtsmæssige indsats.

Nu kan du nemlig skabe udvikling hos en borger på det rette niveau, og tilrettelægge din pædagogiske indsats efter, om borgeren fx skal guides til at kunne regulere sig, rumme positive og negative følelser, eller mentalisere.

Kompasserne ser således ud:

  • Det autonome kompas handler om arousalregulering,  og er inddelt i behag/ubehag, aktivitet/passivitet.
  • Det limbiske kompas handler om egne følelser, indlevelsesevne og empati, og er inddelt i egocentrisk/altercentrisk perspektiv, positive/negative følelser.
  • Det præfrontale kompas handler om med hvilken refleksivitet, vi gør ting, og er inddelt i høj/lav grad af mentalisering, impulsstyring/impulshæmning.

Selvagens – brug kompasserne på dig selv

Det sidste vigtige element i den neuroaffaktive udviklingspsykologi er begrebet ’selvagens’. Det er evnen til at være bevidst om, i hvilket kompas du som fagperson selv befinder dig. Er du selv låst fast i ubehag eller negative følelser, når du interagerer med en borger eller en kollega? Og hvordan kan du rykke dig?

Kom i gang med neuroaffektiv udviklingspsykologi

Linda Kunz Sørensen giver her tre gode indgange til at arbejde med neuroaffaktiv udviklingspsykologi:

1. Gør det konkret:
Tag fat i et pædagogisk værktøj eller tema, der optager dig og se på det gennem de neuroaffektive kompasser. Det kan fx være leg og læring. Hvilke effekter har det på det sansende, det følende og det rationelt tænkende niveau: Hvilke positive og negative tegn ser du under en aktivitet? Hvilke følelser ser du? Hvad giver motivation hos borgeren? Hvordan påvirker det borgerens evne til at regulere arousal - og hvor ser du behag og ubehag?

2. Hjælp borgeren med at navigere:
Se efter tegn på i hvilket kompas og i hvilken kvadrant en borger befinder sig og find aktiviter, der kan hjælpe borgeren med at navigere rundt i fx behag/ubehag eller sit eget og andres perspektiv. 

3. Hav blik for dig selv:
Hvor er du selv i kompasserne? Sidder du fast i en af kvadranterne - og hvordan kan du navigere dig selv rundt? Hvis du ikke selv er i balance, er det svært at være noget for andre.

LÆS OGSÅ: Sådan arbejder vi med den neuroaffektive tilgang

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Boenheder, Kognitiv, Marginaliserede, Sindslidelser, Beskæftigelse