icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
20200619_153717_1128x600.jpg
Siden foråret har socialpædagog Charlotte Kold åbnet sækkene med garn for frivillige, der ville være med til at sende en kærlig tanke til udsatte borgere under corona. Sækkene blev hurtigt fuldt igen med uldne garnkram.
Ensomhed

Socialpædagog uddeler uldne corona-kram

Vi må da gøre noget, tænkte socialpædagog Charlotte Kold, da corona og restriktioner bølgede ind over landet og bragte udsatte i fare for ensomhed og social isolation. Siden har hun engageret frivillige til at strikke op mod 400 garnkram

– Hvor er det rørende, at nogen har taget sig tid og tænker på mig.

Sådan sagde en ældre dame for nyligt, da socialpædagog Charlotte Kold lagde vejen forbi med et sjal, som en frivillig havde strikket.

Den ældre dame var netop kommet hjem fra hospitalet efter at have ligget i respirator med corona. Samme sygdom havde kort forinden taget livet af hendes ægtemand. Og hun trængte i den grad til at blive omsluttet af et varmt og kærligt kram. Derfor har hun – ligesom op mod 400 andre ældre og udsatte – modaget et af Charlotte Kold og hendes korps af frivilliges garnkram.

Det har været en meget stor personlig oplevelse for mig at kunne sprede glæde til nogen, der virkelig har brug for det, ligesom det har skabt nye fællesskaber for de frivillige.

Charlotte Kold, socialpædagog

Trænger til kram

– Det er netop ældre og udsatte som den kvinde, jeg har været bekymret for, siden corona kom til Danmark. For vi må jo ikke i samme grad mødes eller kramme, og det giver risiko for ensomhed og social isolation – og et endnu større behov for trøst og håb om, at det hele nok skal gå. Derfor fandt jeg på projektet Garnkram, fortæller socialpædagog Charlotte Kold.

Charlotte Kold fik idéen om at skaffe garn og engagere frivillige til at strikke sjaler til udsatte, da hun – netop som landet lukkede ned i foråret – selv havde pakket et sjal omkring sig, som en veninde havde strikket til hende.

– Det føltes som at få et kram at sidde med det varme sjal, fortæller hun.

Det er lykkedes socialpædagog Charlotte Kold at samle mere end 70 frivillige i Midtjylland, som får udleveret garn til at strikke garnkram til udsatte og ældre.
Det er lykkedes socialpædagog Charlotte Kold at samle mere end 70 frivillige i Midtjylland, som får udleveret garn til at strikke garnkram til udsatte og ældre.

Glæden ved at sprede glæde

Ud over sin uddannelse til socialpædagog har Charlotte Kold studeret tekstildesign og efteruddannet sig i entreprenørskab. Hun søgte penge fra Velliv Foreningen og blev belønnet med 50.000 kroner, som hun købte garn for. Herefter samlede hun mere end 70 frivillige i Midtjylland.

De frivillige har månederne igennem tømt sækkene med garn og fyldt dem igen med sjaler – igen og igen. Sjalerne er givet videre til bosteder, plejehjem og krisecentre.

– Det har været en meget stor personlig oplevelse for mig at kunne sprede glæde til nogen, der virkelig har brug for det, ligesom det har skabt nye fællesskaber for de frivillige, siger hun.

FOKUS PÅ ENSOMHED UNDER CORONA

Corona har haft store konsekvenser for udsatte og sårbare børn, unge og voksne, og mange har følt sig ensomme og isolerede. Derfor har Socialpædagogerne sammen med en række andre organisationer været med til at lave ensomhedsstrategier for socialområdet.

Sammen med de øvrige organisationer er Socialpædagogerne kommet med følgende fem anbefalinger til regeringen:

  • Danmark skal have en national, tværgående ensomhedsstrategi, der rækker ud over COVID-19
  • Vi skal have styrket kompetencerne til at skabe inkluderende fællesskaber – og der skal være tid til det nødvendige relationsarbejde 
  • Ensomhed er forbundet med stigma, skam og selvbebrejdelse. Vi skal have gjort op med de tabuer, som betyder, at mennesker med ensomhed inde på livet har endnu sværere ved at række ud.  
  • Vi skal sikre adgang til fællesskaber for mennesker i særlig risiko. Fællesskaber bør tilrettelægges inkluderende og tilgængelige, så mennesker uanset handicap, forudsætninger og social baggrund kan deltage. Læring under COVID-19 krisen om fx digitale løsninger og anden styrket inklusion og tilgængelighed skal samles op og spredes til relevante parter
  • Vi skal have mere viden om ensomhed, og hvad der virker mod den                   

Socialpædagogerne har bidraget med indhold til en idébank under Socialstyrelsen, hvor der er samlet en lang række eksempler på konkrete indsatser for sårbare og udsatte grupper i forbindelse med corona-situationen. Se den og få inspiration til konkrete indsatser her. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Coronavirus, Boenheder, Kognitiv, Marginaliserede, Sindslidelser

Relaterede artikler