Hvornår får aflastning et sådant omfang, at der faktisk er tale om en anbringelse?
Socialpædagogerne får af og til spørgsmål fra familieplejemedlemmer om, hvor grænsen går mellem aflastning og egentlig familieplejeanbringelse. Læs juristens svar her
Når der iværksættes et aflastningsophold for et barn eller en ung efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, er der ikke tale om en anbringelse uden for hjemmet, selvom aflastningen skal foregå i et anbringelsessted, der er godkendt af socialtilsynet.
Det gælder, hvad enten aflastningen angår børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller børn og unge med sociale vanskeligheder. Der kan være flere formål med en aflastningsordning, fx aflastning af forældrene, støtte i opdragelsen af barnet eller forskellige former for optræning af barnet.
Hos nogle aflastningsfamilier kan aflastningens omfang imidlertid udvikle sig, så man kan stille spørgsmålstegn ved, om der ikke er tale om en egentlig anbringelse. Det kan være tilfældet, hvor aflastningen måske oprindeligt var fastsat til hver anden weekend, som så efterhånden bliver hver weekend - måske også kombineret med enkelte ugedage.
En principafgørelse
Ankestyrelsen har i en såkaldt principafgørelse (principafgørelse 44-11) taget stilling til spørgsmål om, hvorvidt et ønske om aflastning kunne rummes inden for aflastningsreglerne.
Den pågældende sag omhandlede en 12-årig dreng med bl.a. ADHD. Han var i aflastning hver anden weekend samt ti dage i sommerferien. Drengen fik det tiltagende sværere, og familien ønskede, at han skulle i aflastning fra torsdag eftermiddag til mandag morgen hver uge. Ankestyrelsen vurderede, at der ikke kunne etableres ophold uden for hjemmet fra torsdag til mandag efter reglerne om aflastning. En sådan anbringelse skulle behandles efter reglerne om anbringelse uden for hjemmet.
Det skal bemærkes, at der med Ankestyrelsens afgørelse ikke er fastsat en egentlig øvre grænse for, hvornår et aflastningsforhold skifter karakter.
I vejledning til serviceloven fremgår det imidlertid, at tidsmæssigt kan de enkelte aflastningsophold strække sig fra en til to dage til to til tre uger ad gangen, typisk weekend og ferieperioder. Med Ankestyrelsens afgørelse og vejledningens formulering må det altså antages, at der kan etableres aflastning 1-2 dage om ugen eventuelt kombineret med længere ophold i ferier. Hvis aflastningen går ud over denne grænse, er der ikke længere tale om aflastning.
Det er ikke muligt efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, at bevillige aflastning på timebasis. Aflastning efter denne bestemmelse kan kun bevilliges som døgnophold jf. § 55.