Kan du se meningen med det, du laver?
Hvis ikke du bruger arbejdstiden på det, du føler er rigtigt og vigtigt, risikerer du at miste den faglige gnist. Men metoden Det Etiske Landskab giver os værktøjer til at håndtere den slags dilemmaer og opbygge et fælles værdigrundlag
Kender du følelsen af at gå hjem fra arbejde gentagne gange og tænke: ’Jeg gjorde det bare ikke godt nok i dag’?
Ikke nødvendigvis fordi du ikke løste alle opgaver på din ’to-do-liste’. Men pga. en mavefornemmelse, der siger, at det måske ikke var de rigtige og de vigtigste opgaver, du løste.
Hvis du genkender billedet, så er du allerede på sporet af det begreb, som Mette Rosendal Strandbygaard betegner som ’etisk stress’. En følelse af tab af mening i arbejdet, som hun oplever, at flere og flere socialpædagoger er plaget af.
Som pædagogisk antropolog og chefkonsulent hos firmaet Etikos, der har specialiseret sig i, hvordan man håndterer etiske dilemmaer på arbejdspladsen, arbejder hun bl.a. med leder- og medarbejderudvikling inden for det socialpædagogiske område.
– Etisk stress er den stress, den enkelte oplever, når arbejdet ikke længere giver mening. Det opstår typisk, når den enkelte medarbejder føler sig udfordret på sine grundholdninger og værdier – og når man ikke kan nå det, man helt grundlæggende synes er vigtigt og rigtigt, siger hun.
Midt i et paradigmeskifte
Etikos oplever i disse år, at arbejdspladser inden for bl.a. det sociale område har en stigende interesse for at få bedre styr på både værdigrundlag, kerneopgave og dilemmahåndtering, fortæller Mette Rosendal Strandbygaard. Det kan forklares med det paradigmeskifte, der i disse år præger mange offentlige arbejdspladser.
Et paradigmeskifte, hvor forestillingerne om, hvad det gode liv for borgeren er – og hvor det, der definerer det professionelle arbejde, forandrer sig.
Hvor det tidligere var medarbejderen, der vidste, hvad der var bedst for borgeren, så er der i dag langt mere fokus på den indsats, man som fx socialpædagog er bestilt til.
Mette Rosendal Strandbygaard, chefkonsulent Etikos
– Hvor det tidligere var medarbejderen, der vidste, hvad der var bedst for borgeren, er der i dag langt mere fokus på den indsats, man som fx socialpædagog er bestilt til. Så handler det ikke så meget om, hvad medarbejderne kunne ønske sig for borgerne – men om, hvordan den enkelte borger understøttes i selv at finde vejen til det gode liv, siger hun.
Som socialpædagog kan man hurtigt slå sig på det paradigmeskifte, når man føler sig udfordret på sin faglighed – og arbejdet mister mening.
– Og så er det, at der opstår mistrivsel og symptomer på stress blandt medarbejderne som fx højt sygefravær, stor personaleomsætning eller forandringsmodstand. Men når vi så går i dybden med de dilemmaer, medarbejderne oplever, viser det sig ofte, at det ikke handler om arbejdspres eller opgavebunker. Det handler mere om, at arbejdspladsen har brug for at finde ind til kernefagligheden og hele meningen i arbejdet.
Når sammenhængen mangler
Normalt når man taler om årsager til stress i forhold til arbejdet, handler det ofte om mængden af arbejdsopgaver, om antallet af hænder til at udføre jobbet – eller måske om skæve arbejdstider og hyppige omstruktureringer.
Men ifølge Mette Rosendal Strandbygaard får de gængse beskrivelser af stress ikke altid fat i den særlige form for stress, som opstår, når medarbejderens faglige identitet bliver udfordret over længere tid.
– Etisk stress er mere den form for stress, der opstår, når der ikke er sammenhæng mellem den måde, man kan eller skal arbejde på, og så den måde, man selv mener, man bør handle på for at levere etisk kvalitet i sit arbejde. Når man bliver udfordret på sine etiske grundholdninger, slider det på oplevelsen af mening og faglig værdi – og så er det, man føler sig magtesløs og presset, forklarer hun og kommer med et par eksempler fra praksis.
De typiske dilemmaer
– En socialpædagog fortæller fx, at hun skal arbejde ud fra nogle rammer, der siger, at borgeren har mest mulig ret til selvbestemmelse og autonomi – og at det skal være borgerens egen recoveryproces. Men samtidig ser hun et menneske med et misbrug og nogle psykiske udfordringer, hvor hun som fagperson synes, man burde gå tættere på og tage mere over – ellers er det omsorgssvigt. Den manglende plads til, at ens faglige viden og værdimæssige overbevisninger sættes i spil, kan føre til etisk stress, fortæller Mette Rosendal Strandbygaaard og kommer med et andet dilemma, hun er stødt på:
– Hvis man fx hver dag udfordres af, at man ikke føler sig hørt. Hvis man som fagperson oplever, at man sidder inde med en vigtig viden og en stor praksiserfaring om fx en borger, som dem på den anden side af bordet – myndigheden – ikke har. Men at der ikke bliver lyttet til den viden, fordi det hele handler om regler, pligter og paragraffer. Det sammenstød er noget, der også fylder meget ude på arbejdspladserne.
Opbyg fælles værdigrundlag
For at imødekomme etisk stress og dilemmaer, der er svære at få hånd om, introducerer Mette Rosendal Strandbygaard Det Etiske Landskab som en metode, man kan bruge til at opbygge et fælles sprog og et fælles værdigrundlag – og ad den vej få værktøjerne til at skabe løbende refleksion over hverdagens dilemmaer.
– Det Etiske Landskab består af tre forskellige former for etik: nærheds-, konsekvens- og pligtetikken. De tre repræsenterer hver sin tilgang til de dilemmaer, man møder. Så alt efter hvilken form for etik man ser tingene ud fra, ser man forskelligt på, hvordan man håndterer et dilemma, forklarer hun.
Når man arbejder med Det Etiske Landskab, ser man på dilemmaer ud fra forskellige perspektiver, hvor både fornuft, regler, faglighed, borgerens livsverden og fokus på målsætninger sættes i spil. Og man diskuterer og reflekterer, uden at personlige holdninger – eller ’synsninger’ – får det sidste ord:
– En nærhedsetiker vil fx være meget optaget af at forstå meningen med det, vi gør, og have fokus på, hvad handlingerne betyder for borgerne. Pligtetikken er mere optaget af den konkrete opgave og fx, hvor meget tid der er sat af til arbejdet – mens konsekvensetikeren ser på handlemuligheder og er optaget af at skabe en effekt i forhold til de målsætninger, der er, forklarer Mette Rosendal Strandbygaard, som oplever, at nogle dilemmaer faktisk opløser sig selv, når man får kigget på dem hele vejen rundt.
Det Etiske Landskab
Firmaet Etikos arbejder med tre forskellige former for etik, der tilsammen udgør det såkaldt etiske landskab – som et udtryk for tre forskellige tilgange til etiske problemstillinger: nærhedsetikken, pligtetikken og konsekvensetikken.
Nærhedsetikeren:
Har fokus på den nære relation og vægter medfølelse og empati højt. Tager udgangspunkt i, at mennesker er sociale væsener, der er afhængige af hinanden, og mener, at det at handle etisk i høj grad handler om at tilgodese andres behov og ønsker.
I socialpædagogisk praksis vil en nærhedsetiker fx have svært ved at leve med det, hvis forvaltningen i en sag om støtte til eller praksis omkring en borger siger, at ’det har vi ikke visiteret til’. For nærhedsetikeren handler det gode liv i høj grad om at være sig selv som det unikke væsen, man er – og kunne indgå i gode relationer livet igennem.
Nærhedsetikeren vil typisk stille spørgsmål som: ’Hvad giver mening for borgeren?’, ’Hvad motiverer borgeren?’ eller ’Hvordan kan jeg bidrage til, at han bliver glad for at være den, han er?’
Konsekvensetikeren:
Har en rationel og pragmatisk tilgang til problemstillinger. Det, der tæller for konsekvensetikeren, er hverken motiv eller intention – men derimod resultatet af en handling. Her er fokus på størst mulig nytte af ressourcerne, og individet skal underordne sig fællesskabet.
På socialområdet ses konsekvensetikken i disse år i den tilgang, der ligger bag tankerne om rehabilitering, hvor det gode liv i høj grad handler om at blive mest mulig selvhjulpen og kunne bidrage mest muligt til samfundet.
Konsekvensetikeren vil typisk stille spørgsmål som fx: ’Hvilke målsætninger arbejder vi ud fra?’, ’Hvordan gør vi borgeren mest selvhjulpen?’ eller ’Kan vi prioritere vores indsatser på en måde, så vi endnu bedre opnår målsætningerne?’
Pligtetikeren:
Er styret efter regler og love frem for følelser. Ser handlinger, som er ufornuftige og følelsesbetonede, som uetiske. Siger, at vi skal bruge vores fornuft til at vurdere, hvad vi har pligt til at gøre i en bestemt situation.
Pligtetikerens verdenssyn er rationelt, hvor det handler om at være fornuftige, gennemsigtige og søge et fælles ståsted ud fra de bedste argumenter. Det gode liv handler for pligtetikeren i høj grad om at blive mest mulig selvbestemmende og kunne træffe valg, der ser fornuftige ud, og i respekt for andre mennesker.
Pligtetikeren vil typisk stille spørgsmål som fx: ’Hvor går grænsen for min rolle og opgave?’, ’Hvilket vidensgrundlag har vi indrettet indsatsen ud fra?’ eller ’Har vi den faglige viden, der er nødvendig for at løse opgaven?’
Kilde: Etikos
Den manglende plads til, at ens faglige viden og værdimæssige overbevisninger sættes i spil, kan føre til etisk stress.
Mette Rosendal Strandbygaard, chefkonsulent Etikos