Leder: Det gør mig stolt af mit fag
Den socialpædagogiske faglighed og indsats blev sat i relief, da der tikkede en uopfordret ansøgning ind til viceforstander Søren Olsen. Den kom fra en ung socialpædagog, der tidligere havde været anbragt i varetægtssurrogat
Hvorfor være socialpædagog? Hvad er det, socialpædagoger kan?
Hvis Søren Olsen, der er viceforstander på den sikrede institution Stevnsfortet, nogensinde havde været i tvivl om svaret på de spørgsmål, så stod det lysende klart for ham, da han tjekkede sin indbakke tilbage i marts måned i år. I mailen stod:
’Jeg er stadig meget taknemlig for de forskellige pædagogiske indsatser, som blev taget i brug for 10 år siden. Kunne super godt tænke mig og høre dig om, hvilke muligheder jeg har i forhold til at kunne søge et arbejde hos jer, om det er muligt ren lovmæssigt?’
Mailen var fra den nu 27-årige Hamza Kiran. Det var præcis ti år siden, at Hamza blev anbragt i varetægtssurrogat på den sikrede institution Stevnsfortet. Dengang var Søren Olsen nyuddannet socialpædagog på Hamzas afdeling. Og ved hjælp af bl.a. hans og kollegernes indsats fandt Hamza Kiran tilbage på sporet – og fik siden gennemført 10. klasse, HF og uddannelsen til socialpædagog.
– Jeg blev meget rørt, da Hamza kontaktede mig for at søge arbejde. For jeg kunne høre, at vi var lykkedes med at skabe den refleksion og bevægelse, vi havde sat os for. Jeg blev stolt af mit fag, for det var jo på mange måder derfor, jeg blev socialpædagog. Samtidig beundrede jeg Hamzas drivkraft, for min overbevisning er, at forandringen kun kommer et sted fra, og det er fra ham. Vi har bare stillet et stillads op, han kunne støtte sig til, siger Søren Olsen.
Det er fantastisk, at Hamza har taget så store skridt, for han var ikke bare ude i noget snavs, men på kanten af at være marginaliseret ung
Søren Olsen, viceforstander Stevnsfortet
En kæmpe rollemodel
I løbet af de godt fire en halv måned, Hamza var anbragt på Stevnsfortet, arbejdede nogle af stedets socialpædagoger med hans tro på egne evner. Andre stillede de kradse spørgsmål til hans identitet og valg i livet. Indsatsen var nøje afstemt på personalemøderne af et team af socialpædagoger rundt om Hamza.
Da Hamza Kiran gik ud gennem Stevnsfortets port igen, var der sået et frø i ham: Han ville gerne være socialpædagog. Det var ikke uden bump på vejen, men det lykkedes og har siden bragt kompetencer ind på arbejdspladsen, som Søren Olsen aldrig havde forestillet sig – efter den uopfordrede ansøgning blev Hamza Kiran hyret som vikar og siden fastansat.
– Definitionen på det gode liv er selvfølgelig ikke at blive socialpædagog. Det er fantastisk, at Hamza har taget så store skridt, for han var ikke bare ude i noget snavs, men på kanten af at være marginaliseret ung. Derfor er han en kæmpe rollemodel for de unge. Man skal ikke have været kriminel for at arbejde med kriminalitetstruede unge. Men Hamza har en erfaring og nogle kompetencer med, som han er refleksiv omkring og derfor kan bruge proaktiv, siger Søren Olsen.
Faglig med en fortid
Jobsamtalen var ikke som de fleste. De behøvede fx ikke tale om sikkerhedssystemer og følelsen af at være låst inde med de unge i mange timer. Det kendte Hamza Kiran alt til.
I stedet talte de om, hvordan Hamza Kiran kunne supplere sin faglighed med sine erfaringer, ligesom Søren Olsen skulle mærke efter, om den unge socialpædagog var så afklaret med sin fortid, at den ikke ville spænde ben for hans faglige dømmekraft – eller blive vakt til live på en uhensigtsmæssig måde i tilspidsede situationer.
– Hamza blev ikke ansat, fordi han har været anbragt, men fordi han er en dygtig socialpædagog. Og jeg forventer ikke, at han altid kan bruge sin fortid positivt her, ligesom vi ikke kan kopiere hans erfaringer. Men han kan dele dem, og vi kan lave nogle rettelser til vores praksis, hvis vi lytter godt efter. Ligesom han minder os om, når vi er i modvind og bliver rå, at det er det at være vedholdende i samtalerne, støtte refleksionen og at lede efter ressourcer i de unge, der virker, siger Søren Olsen.
Fandme en god historie
Da Hamza Kiran blev ansat besluttede Søren Olsen med det samme at melde ud i organisationen, at Hamza Kiran var tidligere anbragt på stedet.
– Det har selvfølgelig affødt nogle nysgerrige spørgsmål til Hamzas fortid, men mest af alt spørgsmål til Hamzas erfaringer og faglige input. Og så er der stadig en del medarbejdere ansat i dag, som også var ansat dengang. De tænker som jeg: Det er fandme en god historie – historien men næsten ikke turde håbe på, siger Søren Olsen og fortsætter:
– Som socialpædagog er man et redskab for et andet menneske. Der er ingen rigtige eller forkerte svar. Og det er både menneskeligt udviklende og dybt frustrerende. Men jeg tror jo på, at ordentlig socialpædagogisk indsats kan skabe forandringer. Det er grunden til, at jeg blev socialpædagog. Og det er resultatet af, hvad der sker, når vi møder mennesker med tillid, respekt og anerkendelse, siger Søren Olsen.