icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Stine Grønbæk Jensen013.jpg
Forskning

Stemmer fra de magtesløse

Hvordan er det at blive udsat for magtanvendelser? Hvordan opleves det at blive fastholdt – og hvad kan vi lære af det? De spørgsmål undersøger antropolog og forsker Stine Grønbæk Jensen i en ny bog, som for første gang giver borgernes perspektiv på magtanvendelser

Ved årsskiftet trådte de nye regler om magtanvendelse for voksne med nedsat funktionsevne i kraft. Forud for de nu gældende stramninger fik reglerne et såkaldt praksistjek, hvor fagfolk, myndigheder, sagsbehandlere og organisationer blev hørt.

Men en enkelt gruppe blev ikke taget med på råd, på trods af at det er dem, det hele handler om: mennesker med udviklingshæmning.

Faktisk er deres stemme aldrig før kommet til orde i debatten om magt­anvendelser. Derfor besluttede antropolog og historiker ph.d. Stine Grønbæk Jensen sig for at skildre deres version af virkeligheden i bogen ’Erfaret magt – frustrationer og fastholdelser på botilbud’, som hun har skrevet i samarbejde med historiker Jesper Vaczy Kragh.

– Jeg synes, det er tankevækkende, at dem, der mærker magtanvendelserne på deres egen krop, ryger ud af forarbejdet til lovgivningen. Deres centrale perspektiv har været påfaldende ubelyst både i den offentlige debat og i forskningen, siger Stine Grønbæk Jensen.

Borgerens perspektiv

Gennem en række interview med i alt 16 beboere på forskellige botilbud sætter hun borgernes perspektiv på magtanvendelser i fokus:

– Vi har givet borgernes erfaringer plads. For jo mere viden, vi kan få om fx fastholdelser – og jo flere perspektiver, vi kan få frem, jo klogere bliver vi.

Erfaringerne viser bl.a., at udadreagerende adfærd, vold og selvskade sjældent opstår ud af det blå, men ofte er udtryk for frustrationer knyttet til de særlige levevilkår, som mennesker på botilbud har. Især peger beboernes egne fortællinger på, hvordan manglende kontrol over eget liv, ulige magtrelationer og misforståelser mellem beboere og personale fører til følelsen af magtesløshed, uretfærdighed og frustration.

– At agere i sine følelsers vold er ikke nødvendigvis noget, man gør pga. en diagnose. Det kan være en måde til at protestere over nogle livsvilkår, som ikke er okay, siger Stine Grønbæk Jensen om et af de fund, hendes forskning har vist.

En reaktion på afmagt

En af de borgere, som giver stemme til bogen, er ’Allan’. Han er midt i 30’erne og har en hjerneskade, som gør, at han har en stærk impuls til at drikke vand i mængder, så det bliver sundhedsfarligt. Selv beskriver han det således i bogen: ’For at sige det på en pæn måde: Jeg kan drikke mig selv ihjel … alle vitaminer vaskes ud af kroppen,’ fortæller han og forklarer, hvorfor han alligevel drikker alt for meget nogle gange: ’Jeg føler mig sulten og tørstig konstant.’

I bogen beskrives det, hvordan det flere gange har været nødvendigt at indlægge Allan på hospitalet, og hvordan personalet for at sikre hans helbred har set sig nødsaget til at skærme ham fra at drikke for meget, bl.a. ved at lukke for vandet i hans badeværelse.

Men trangen til at drikke er så stærk, at Allan i stedet har drukket vand fra cisternen og wc-kummen. Derfor er der nu sat lås på døren, så Allan skal kontakte personalet, når han skal ud på sit badeværelse.

Af samme grund er der også restriktioner på Allans madindtag, pengeforbrug og adgang til indkøb. Fx har han ikke adgang til køkkenet, hvilket han er ked af og frustreret over, fordi han gerne vil bidrage til køkkenarbejdet: ’Jeg kunne sætte tallerkener i opvaskemaskinen, hjælpe med at skrælle kartofler eller skylle salat … men de mener, jeg bare ville stå og spise i stedet for … og det er ret træls, for jeg har så mange gode retter i hovedet. For eksempel bøf med bløde løg, boller i karry og brændende kærlighed,’ fortæller han selv.

Hverdagsmodstand

Nogle gange bliver de strikse regler for meget for Allan. Han stikker af – ned til en butik, hvor han kan stjæle cola, kakaomælk og andre drikkevarer for at få slukket sin ubændige tørst.

I sin bog beskriver Stine Grønbæk disse rømninger som udtryk for det, hun betegner som hverdagsmodstand. I det konkrete tilfælde med Allan handler det om, at han forsøger at tilbageerobre kontrol over sin krop og genvinde personlig myndighed.

– Hverdagsmodstand er en reaktion på afmagt. Det er en måde at udfordre den usynlige magt, som dem, der sætter dagsordenen, har. Når man ikke kan arrangere demo’er og skrive læserbreve, så kan det være en politisk manifestation at smadre en tallerken, forklarer Stine Grønbæk Jensen.

Selvom Allan også føler tryghed ved, at personalet hjælper ham med ikke at drikke for meget, så bliver hans liv som voksent, selvstændigt menneske reguleret og kontrolleret i en grad, så han i frustration begår oprør mod sin skæbne, mener Stine Grønbæk:

– Det kan virke, som om nødvendige indgreb i hans selvbestemmelsesret trækker andre forbud med sig, som indskrænker hans råderum yderligere. Samtidig kan det også se ud, som om personalet fokuserer mere på hans sundhed end hans person – og at han på mange måder er blevet frataget ansvaret for sin egen krop.

Snak om de svære dilemmaer

Stine Grønbæk er fuldt bevidst om de svære dilemmaer, socialpædagoger står i, når selvbestemmelsesretten skal balanceres med omsorgspligten – som i eksemplet med Allan. Men hun håber, at beboernes fortællinger kan være med til at skærpe afvejningen hos socialpædagoger, når de står i den svære navigation mellem omsorg og magt.

– Vi siger ikke, at der aldrig er brug for at gribe ind. Men vi skal blive ved med at drøfte de vanskelige dilemmaer og stille os selv spørgsmålet: ’Hvad vil han egentlig?’

 ’Erfaret magt’ er ikke en brugsbog, som man kan tage ned fra hylden og slå op i, men en reflektionsbog, siger forfatteren om, hvordan socialpædagoger kan bruge bogen.

– Den kan være god at tænke med. Den kan øge medarbejderens blik for, at beboeren må leve på hjælpens præmisser. Og den kan give anledning til overvejelser som: Hvordan kan vi løsne op og give mere medbestemmelse? Hvilke handlemuligheder har jeg for at løse denne her udfordring? siger hun.

I de relationer, hvor den ene part er afhængig af den andens hjælp, er der ifølge Stine Grønbæk Jensen en ulige magtbalance. Så selvom beboerne på botilbud formelt har ret til selvbestemmelse, vil mange af dem opleve, at deres liv i høj grad er styret af den måde, støtten er organiseret på. Det kan fx være bestemte boformer, personalenormering, arbejdstidsplanlægning, institutionelle vaner samt personalets og omverdenens holdninger og værdier.

Den manglende kontrol over eget liv er forbundet med en følelse af magtesløshed og uretfærdighed, som undergraver følelsen af at være et ligeværdigt menneske, mener Stine Grønbæk Jensen.

– De fleste, jeg har talt med, udtrykker en vrede, indignation og kritik af indgrebene i deres privatliv og selvbestemmelsesret.

Hvis magtanvendelser var ulovligt, så ville man måske finde andre løsninger og finde ud af, at det, man troede var nødvendigt, faktisk ikke er det, siger Stine Grønbæk Jensen.
Hvis magtanvendelser var ulovligt, så ville man måske finde andre løsninger og finde ud af, at det, man troede var nødvendigt, faktisk ikke er det, siger Stine Grønbæk Jensen.

Personalet har definitionsmagten

Når det gælder det helt centrale emne i bogen – magt­anvendelser – så er det ifølge Stine Grønbæk Jensen også personalet, der har definitionsmagten, når det kommer til fortællingen om, hvad der er foregået under en magtanvendelse.

– Når jeg læser i indberetningen af en magtanvendelse og sammenligner det, jeg hører fra nogle af beboerne, ja, så er det meget forskellige versioner af samme episode, jeg møder. I indberetningen er det personalet, der har definitionsmagten – og det er deres version, der står tilbage. I gråzonetilfælde har personalet mulighed for at selektere i deres beskrivelser af forløbet på måder, som legitimerer deres brug af magt, fortæller hun og henviser til en passage i bogen.

Her siger en af beboerne om personalet: ’De hører jo bare på deres egne forklaringer, og de holder sammen, og så kan du sådan set bede herfra og til Jerusalem. De holder sammen, og så står der altså 16 mod én. Lederen lytter til personalet og kun lidt til dig, og så siger de: ’Jamen du ved også godt, at det, du gjorde, var forkert.’

– Det er ikke mit ærinde at sige, at beboerne ikke har et ansvar. De skal naturligvis også lære at tage ansvar for deres handlinger. Men ved at inddrage deres perspektiver mere og tage dem alvorligt tror jeg, man styrker borgernes fornemmelse for, at de også har et ansvar, og så at sige tvinger dem til at tage del i ansvaret, siger Stine Grønbæk Jensen.

Loven som sovepude

Ser man på, hvordan nogle botilbud er lykkedes med at holde op med at bruge magtanvendelser og dermed har ændret en praksis, man tidligere anså for helt nødvendig, så viser det, at det kan lade sig gøre at finde andre løsninger.

Men Stine Grønbæk Jensen oplever, at lovgivningen står i vejen for alternative veje. 

Jeg har oplevet nogle pædagoger, som på en meget konkret måde kunne udtrykke, hvorfor de gjorde det: ’Jeg tager fat i dig, så du ikke kommer til skade’, ’Jeg sørger for, at du ikke slår de andre’ i stedet for bare at skrige ’hold op, hold op’.

En af de interviewede beboere i bogen 'Erfaret magt'
Når man ikke kan arrangere demo’er og skrive læserbreve, så kan det være en politisk manifestation at smadre en tallerken, siger Stine Grønbæk Jensen som et eksempel på den afmagt, en borger kan føle.
Når man ikke kan arrangere demo’er og skrive læserbreve, så kan det være en politisk manifestation at smadre en tallerken, siger Stine Grønbæk Jensen som et eksempel på den afmagt, en borger kan føle.

4 gode råd: Det kan du gøre

1 Inddrag borgerens perspektiv i indberetninger og evalueringer.

2 Sørg for, at borgerne kender til reglerne om magtanvendelse.

3 Forstå konflikter og frustrationer fra borgerens perspektiv.

4 Fortæl, hvad du gør og hvorfor, hvis du bruger magtanvendelse.

Kilde: ’Erfaret magt – frustrationer og fastholdelser på botilbud’. I bogens sidste kapitel er desuden beskrevet en række gode erfaringer fra botilbud, som har arbejdet bevidst med at bruge mindre magt.

– Når loven findes, så er det en legitim måde at løse problemet på, som en beboer selv udtrykker det. Hvis magtanvendelser derimod var ulovligt, så ville man måske finde andre løsninger og finde ud af, at det, man troede var nødvendigt, faktisk ikke er det. Det kræver en enorm indsats og en anden tænkning – både fra borgernes og personalets side, siger Stine Grønbæk Jensen.

’Erfaret magt – frustrationer og fastholdelser på botilbud’

På botilbud for mennesker med udviklingshæmning og autisme kan personalet med hjemmel i service­loven fx fastholde beboerne, hvis de er til fare for sig selv eller andre – samt bruge magt til at afværge ødelæggelse af indbo.

Men hvordan erfarer beboerne egentlig selv at blive holdt fast? Det handler denne bog om, der som den første undersøger beboernes egne erfaringer.

Bogen er skrevet af antropolog og historiker ph.d. Stine Grønbæk Jensen og historiker Jesper Vaczy Kragh.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Voksenhandicap­området, Magtanvendelse, Artikelsamlinger