10'erne: ’Nåh, men vi skal jo vaske op’

Nye dokumentationskrav

Episoden beskriver, hvordan det var at arbejde som bostøtte inden for socialpsykiatrien, da Christian Freund blev uddannet socialpædagog i begyndelsen af 2010’erne.

Men i virkeligheden fandt episoden sted nogle få år senere, og Christian Freund handlede imod sin ledelse, da han kørte til Sønderborg. For i mellemtiden var socialområdet blevet ramt af new public management-bølgens målstyring og registreringer, fortæller han.

– Da jeg trådte ind i det socialpædagogiske fag, var relationsarbejdet altdominerende. Så blev vi underlagt tidsregistrering og dokumentationskrav. Men det er virkelig svært at opbygge en relation, når vi møder borgeren med en plan for fem ting, vi skal nå på et totimers besøg. Hvis borgeren har ligget i misbrug hele weekenden, kan det jo ikke nytte noget, at vi bare siger: ’Nåh, men vi skal jo vaske op,’ siger Christian Freund.

Som nyuddannet socialpædagog og bostøtte var hans opgave at hjælpe borgerne med at strukturere hverdagen på trods af deres udfordringer med psykiatriske diagnoser og misbrug. Dvs. hjælpe med at motivere dem til at få løst hverdagsopgaver og gennem samtale vise dem et mere nuanceret billede af livet.

– Man kan have mange gode snakke over en opvask. Men i mine første år som socialpædagog var det muligt at tage udgangspunkt i, hvordan borgeren havde det nu og her, og sige: ’Kom, vi går lige en tur og snakker om, hvad livet er for dig lige nu.’ Det er blevet sværere. Og det er bare svært at måle og veje et menneske med en maniodepressiv sygdom, der svinger fra 120 i timen til -80, siger han.

Tid til samvær og snak

I dag arbejder Christian Freund på et frivilligt botilbud – også inden for socialpsykiatrien. Og den seneste håndfuld år er ord som tidsregistrering og dokumentationskrav blevet en helt naturlig del af hans hverdag, ligesom den socialpædagogiske støtte i dag er inddelt i ydelser og pakker.

Han kan sagtens se værdien i, at der med kravene om dokumentation bliver sat tid af til at reflektere over egen praksis og tilgang. Det er omfanget, der er problemet, mener han.

– Jeg vil helst ikke bruge min tid som socialpædagog på at måle blodtryk på en borger tre gange om dagen, for at vedkommende kan få sin medicin. Så er der ikke tid til samvær og samtale, og så kunne vedkommende lige så godt ligge på et sygehus. Jeg vil gøre det, jeg som socialpædagog er bedst til, siger han og fortsætter:

– Det er at støtte borgeren til at have så normal en hverdag som muligt og at lære en, der er blevet svigtet og krænket, at have en relation uden at forvente, at jeg skuffer til sidst. Jeg er selvfølgelig stolt, når en borger flytter fra botilbud i egen lejlighed. Men jeg går også bare hjem med følelsen af at have gjort en forskel, når det har været en hyggelig dag for en borger, der ikke har haft ret mange hyggelige dage i livet.