80'erne: ’De lå spændt fast med remme’

I det store, sparsomt møblerede rum hørte hun nogle uforståelige menneskelyde. Langs væggen stod en mand bundet fast med en kæde til en radiator, mens han rokkede frem og tilbage med en tom spritflaske i hånden.  

– Vi er nødt til at passe på ham, forklarede den kvindelige afdelingsleder, der viste den 19-årige vikar rundt.

– Jeg var tydeligt chokeret. Men hun forklarede mig, at de havde haft et hyr med at fange ham, hver gang han stak af, husker Marianna Rauffkjær.

I den tilstødende spisestue sad 12 voksne beboere og indtog frokosten med spisesmækker, der gik fra halsen og ned til benene. De fleste af dem blev madet med ske.

– Her blev det tydeligt for mig, at det nok ikke var læring, der var i fokus på Brejning. 

Gå mod strømmen

Men Marianna Rauffkjær havde aldrig set Statens Åndssvageforsorg indefra før. Derfor var hun slet ikke forberedt på det syn, der mødte hende, da hun kom til sovesalen. 

– Dér fik jeg det dårligt. Her lå 16-17 voksne mennesker side om side i senge, der stod så tæt, at man kunne nå sidemanden, hvis man rakte hånden ud. Men flere af dem kunne slet ikke bevæge sig. De var iført muffetrøjer, der fastholdt armene på tværs ind langs kroppen, mens remme om mave og ankler sikret med ’tyskerlåse’ fikserede dem til sengen, husker hun. 

Den første dag på Brejning var så barsk for Marianna Rauffkjær, at hun tog lige hjem til sine forældre og meddelte, at hun ikke ville tilbage. Men så hurtigt måtte hun ikke give op, mente hendes far.

– ’Kun døde fisk følger med strømmen,’ sagde han til mig. Hvis jeg gik nu, lod jeg de stakkels mennesker i stikken. Jeg burde blive og arbejde for bedre forhold i stedet. 

Så Marianna Rauffkjær blev på Brejning. Først som vikar – og i 1980 blev hun som nyuddannet fastansat.

SL: Stå sammen

Da Socialpædagogernes Landsforbund blev dannet i 1981, begyndte tingene at ændre sig.

– Vi var utilfredse med normeringen og forholdene for beboerne og sendte derfor strejkevarsler til ledelsen. Vi blev truet med fyring, fordi vi som tjenestemænd under staten ikke måtte strejke. Men SL opfordrede os til at stå fast, for hvis vi var fælles om strejken, ville ledelsen være magtesløs, fortæller hun.

Sådan blev det, og derfra kom der skred i tingene. Normeringerne blev bedre, og flere beboere skiftede den fælles sovesal ud med små værelser. En ny kultur med et nyt menneskesyn var på vej.

– Vi var mange, der kom med idéer om nye stimulerende aktiviteter for beboerne. Men i begyndelsen af 80’erne, da institutionen stadig var lægestyret, blev man typisk mødt med indstillingen om, at ledelsen vidste bedst, siger Marianna Rauffkjær.

Da en pædagogisk leder i 1984 erstattede Brejnings lægefaglige og øvrige ledelse, blev der indført obligatoriske kurser og temadage om pædagogik, og beboere, der i årtier havde været uden sprog, fik redskaber til at lære at tale. 

Fik medbestemmelse

Først ti år efter at Statens Åndssvageforsorg blev nedlagt i 1980, rykkede Marianna Rauffkjær fra institutionen til et opgangsfællesskab med en gruppe voksne udviklingshæmmede i hver sin lejlighed. 

– I det øjeblik borgerne fik egne lejekontrakter og nøgle til deres lejlighed, fik jeg som socialpædagog en helt ny rolle. Jeg var pludselig en gæst på besøg i deres hjem. Det var en fantastisk udvikling mod mere ligeværd, der gav helt nye faglige udfordringer.

For de voksne udviklingshæmmede, der kun kendte institutionslivet, dumpede ned i en tilværelse med hidtil uset medbestemmelse:

– Det var faktisk svært at få dem til at give udtryk for, hvad de gerne ville. De var så vant til en fast struktur, at det fx lå dem fjernt at gå en spontan tur, hvis det nu var godt vejr. Så vi understøttede deres behov for struktur med skemaer over gøremål tilsat deres egne ønsker for ugen. 

Pas på rammerne

Når Marianna Rauffkjær ser tilbage på sine fire årtier som socialpædagog, ser hun et fag, der er nået milevidt i takt med samfundets ændrede syn på mennesker med udviklingshæmning. Men socialpædagogikken anno 2020 er alligevel ikke kun en jubelhistorie, mener hun:

– I mine mange år som udekørende hjemmevejleder har jeg oplevet, hvordan støtten til den enkelte borger er blevet skåret ned. Jeg gik fra 30 minutters besøg til 20 minutter, hvor madpakken af nød måtte spises i bilen, så det ikke stjal tid fra den næste borger. Jeg har set kolleger på stribe gå ned med stress, og til sidst måtte jeg selv skifte arbejde til et beskæftigelsestilbud for ikke at gå samme vej, siger hun og kommer med sit håb for faget:

– Skal vi bruge vores faglighed til borgernes bedste, bliver man nødt til at værne om socialpædagogikkens vilkår. For borgernes behov ændrer sig ikke, bare fordi politikerne ændrer rammerne. Tværtimod.