icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
benny_2_farve_1128x600.jpg
Socialpsykiatri

Afgørelser om vold viser socialpsykiatri i knæ

Arbejdstilsynet gav i 2020 48 afgørelser om 'vold og traumatiske hændelser' til psykiatriske bosteder. Det viser, at bosteder stadig er nederst i velfærdshierarkiet, mener forbundsformand Benny Andersen og kræver akut handling nu

I 48 tilfælde har Arbejdstilsynet i 2020 afgjort sager i forbindelse med vold og traumatiske hændelser på døgninstitutioner for borgere med psykisk sygdom. Det viser en aktindsigt, som A4 Arbejdsmiljø har fået fra Arbejdstilsynet.

Afgørelserne dækker bl.a. over påbud, strakspåbud, aftaleforløb og afgørelser uden handlepligt. Og flere af afgørelserne handler om, at der ikke er blevet forebygget tilstrækkeligt i forhold til alenearbejde, skriver mediet. Tallene overrasker ikke forbundsformand Benny Andersen.

– De vidner om, at området er blevet udsultet alt for længe. Vi ønsker blandt andet, at der skal være garanti for, at de ansatte altid som minimum er to på arbejde de steder, hvor der er risiko for, at der kan ske voldsomme episoder. Der er ingen regler i dag, men kun anbefalinger. Med de her tal burde myndighederne gennemgå alle bosteder i landet, siger han til A4 Arbejdsmiljø.

Det skal ikke længere være muligt, at man kommer ind fra gaden og får et job på et bosted kun på grund af, at man har brede skuldre.

Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne

Garanti for rette faglighed

I interviewet til A4 Arbejdsmiljø understreger Benny Andersen desuden vigtigheden af, at de ansatte på bostederne med psykisk syge beboere har de rigtige kompetencer.

– Der skal være en garanti for, at fagligheden er i orden. Det skal ikke længere være muligt, at man kommer ind fra gaden og får et job på et bosted kun på grund af, at man har brede skuldre. Personalet skal have de rigtige kompetencer og uddannelser, og der skal være den rigtige sammensætning af personale med socialpædagoger og sundhedsfagligt personale, siger han.

En del af jobbet

Går man tilbage i Arbejdstilsynets statistikker, taler tallene deres eget tydelige sprog: I 2016 registrerede Arbejdstilsynet ifølge A4 Arbejdsmiljø 70 afgørelser om 'vold og traumatiske hændelser' på psykiatriske bosteder. I 2017 blev der registreret 49 og året efter 83. I 2019 var der 52 afgørelser, mens tallet i 2020 var 48.

Og det er da også langt fra første gang, at Socialpædagogerne såvel som fagfolk, pårørende og brugerorganisationer har kaldt på akut førstehjælp til en socialpsykiatri i knæ.

– Det viser et billede af, at vi har et arbejdsområde, hvor det bliver en almindelighed, at der en risiko forbundet med arbejdet. Tallet var højt tidligere, og det er stadig for højt, siger Benny Andersen.

4 krav fra Socialpædagogerne

Efter drabet på en kvindelig medarbejder på bostedet Center Lindegården i 2016 blev der afsat 400 millioner kroner til en handlingsplan. Der blev bl.a. oprettet 150 særlige sengepladser på de psykiatriske afdelinger og et særligt indsatsteam, der skulle kunne hjælpe bosteder med det voldsforebyggende arbejde.

Men ifølge Benny Andersen er der tale om nålestiksforbedringer, som kun mærkes dér, hvor fx indsatstemaet har været. Der er brug for en samlet indsats for hele området, så det ikke længere er placeret nederst i velfærdshierarkiet, understreger han. Og derfor kræver Socialpædagogerne en akutpakke, der sætter fokus på fire elementer, som skal rette op på socialpsykiatrien.

– Det handler om at sikre den rette faglighed i socialpsykiatrien, om at sikre den nødvendige kompetenceudvikling og supervision, om at sikre, at der altid er tilstrækkeligt personale – og endelig om at sikre, at borgerne visiteres til det rette tilbud. De fire ting skal opfyldes allerede nu, for der er et akut behov for at rette op på forholdene i socialpsykiatrien, og det kan ikke vente på en samlet psykiatriplan, vurderer Benny Andersen.

SOCIALPÆDAGOGERNE FORESLÅR AKUTPAKKE

Situationen kalder på handling nu, mener Socialpædagogerne og foreslår en akutpakke med 4 tiltag:

  • Garanti for rette faglighed i socialpsykiatrien
  • Garanti for kompetenceudvikling og supervision
  • Garanti for tilstrækkeligt personale
  • Garanti for rette tilbud og match

Læs mere om akutpakken: Tragisk drab kalder på handling nu 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Socialpædagogisk praksis, Boenheder, Kognitiv, Sindslidelser