icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
coronatræthed.gif
corona

De står forrest til vaccine på socialområdet

Sundhedsstyrelsen har nu meldt nærmere ud, hvilke ansatte og borgere på socialområdet, som er prioriteret først i vaccinerækkefølgen. Mange af Socialpædagogernes medlemmer er med blandt dem, der står for tur

Det har længe været kendt, at dele af socialområdet tilhører frontpersonale, som står højt på listen over hvem, der skal have vaccinen mod corona – den såkaldte målgruppe 4. Med Sundhedsstyrelsens nye udmelding er vi nu kommet nærmere, hvem det reelt omfatter. Store dele af Socialpædagogernes medlemmer hører med i målgruppe 4.

Personale på handicap- og psykiatriområdet
I målgruppe 4 hører medarbejdere på socialområdet, som er i tæt kontakt med borgere, som ikke kan overholde anbefalingerne om afstand og håndhygiejne mv. pga. psykisk sygdom, svær kognitiv svækkelse el. lign., og dermed er i risiko for smitte. Det kan fx være personale på botilbud, udvalgt personale ved døgntilbud inden for misbrugsbehandling, BPA-medarbejdere m.fl. Det er ledelsen på arbejdspladsen, der sørger for at visitere personalet til vaccination.

På den baggrund kan en stor del af Socialpædagogernes medlemmer se frem til at få et vaccinetilbud, bla. de mange medlemmer på handicapområdet (botilbud) og på psykiatriområdet.

Men hvad der gælder for Socialpædagogernes andre og mindre medlemsgrupper, som fx ansatte på anbringelsesområdet, familieplejere, tegnsprogstolke m.fl., er stadig uafklaret. Forbundet efterlyser derfor fortsat en mere detaljeret plan fra myndighederne for, hvornår vaccinen når ud til de enkelte personalegrupper.

– Vi har længe været i tæt dialog med Sundhedsstyrelsen og løbende understreget behovet for at få afklaret hvem, der er omfattet af målgruppe 4. Så jeg er glad for, at vi nu er kommet nærmere hvilke personalegrupper, det gælder. Samtidig er der stadig flere medlemsgrupper som ikke er nævnt, og der vil vi fortsat forfølge, hvad udsigterne er ift. vaccination. De er ikke glemt, siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen.

Dagtilbud og aktivitetscentre er ikke med
Personale uden borgerkontakt, eller som har mulighed for at holde afstand, er ikke med i målgruppe 4. Det gælder ifølge Sundhedsstyrelsen fx aktivitets- og samværstilbud samt beskyttet beskæftigelse (serviceloven § 103 og § 104). En beslutning der undrer Socialpædagogerne.

– Vi vil gøre opmærksom på, at det langt fra er givet, at man kan holde afstand på § 103/104-tilbud, og her er borgerne også sårbare. Og så forsøger vi også at få afklaret, hvordan bostøttemedarbejdere er tænkt ind her, siger Benny Andersen.

Borgere i risiko for at blive alvorligt syge
Sundhedsstyrelsen har også meldt ud, at borgere i særlig øget risiko for alvorlige sygdomsforløb, hvis de får covid-19, tilhører målgruppe 5. Det gælder også mennesker, der udover somatiske sygdomme/tilstande, også har psykiatriske lidelser og/eller kognitive funktionsevnenedsættelser. En del af disse bliver identificeret og vaccineret via deres botilbud. Her vil der være særligt fokus på botilbud efter SEL § 108 og ABL § 105. Borgere over 65 år vil blive prioriteret først.

Socialpædagogerne vil gøre Sundhedsstyrelsen opmærksom på behovet for også at få indtænkt de øvrige tilbud, hvor mange borgere er sårbare, bor tæt og har omfattende restriktioner i deres hverdag (fx § 107-tilbud, krisecentre, herberger mv).

Uklar tidshorisont
Vaccination af målgruppe 4 er i gang. Først blev personalet i sundhedsvæsenet og på plejecentre vaccineret, og de første socialpædagoger er også blevet tilbudt vaccine. Hvornår resten af gruppe 4 kan forvente at blive tilbudt vaccine afhænger af, hvornår leverancerne af vaccinen kommer til landet. Da det er usikkert, kender man ikke tidshorisonten. Sundhedsstyrelsen forventer dog, at personer i øget risiko for et alvorligt forløb COVID-19 er færdigvaccineret ved udgangen af andet kvartal 2021.

I Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender(opdateret d. 28.01) herunder kan man få et overblik over rækkefølgen af vaccineudrulningen.

Læs mere om målgrupper for vaccination hos Sundhedsstyrelsen

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø, Forbundsnyheder