icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Morten-Risted-Bredegaard.gif
Fredag den 15. januar om formiddagen blev socialpædagog Morten Risted vaccineret sammen med Blindecentret Bredegaards 40 beboere og 25 ansatte.
Corona

En befrielse, at vaccinerne er i gang

Så er vaccinationerne i gang på udvalgte sociale tilbud, hvor flere sårbare borgere og frontpersonale har fået første vaccine mod COVID-19. 'En enorm lettelse – og et vigtigt signal om, at der er blevet tænkt på os', lyder reaktionen fra to ledere

– Hvornår bliver det socialområdets tur?

Det spørgsmål har mange socialpædagoger landet over stillet sig selv siden dagene omkring nytår, hvor de første danskere modtog vaccinen mod COVID-19. Og Socialpædagogerne har været i en lang, tæt dialog med myndighederne om selvsamme spørgsmål, hvor forbundet bl.a. har efterspurgt en samlet plan for området.

Men i sidste uge oprandt dagen for flere socialpædagogiske arbejdspladser på Sjælland. Bl.a. på Blindecenter Bredegaard i Fredensborg, et bo- og aktivitetstilbud for blinde og svagtseende borgere med funktionsnedsættelser tilknyttet Den Sociale Virksomhed under Region Hovedstaden. Her blev de første 40 beboere og 25 medarbejdere vaccineret fredag d. 15. januar.

– Disse første vacciner har bragt en stor lettelse ind, og jeg mærker tydeligt den der fælles følelse af, at nu er vi endelig på vej mod noget, der er mere trygt. Vi har haft nogle smittetilfælde blandt personalet tidligere, så for mig som leder betyder det enormt meget, at medarbejderne på sigt ikke skal frygte for smitterisiko i deres daglige arbejde, siger forstander på Blindecenter Bredegaard Frank Hedegaard.

Godt at der bliver tænkt på os

Han glæder sig ikke mindst til, at man som medarbejder kan sænke corona-paraderne lidt efter en lang sej periode med et højt beredskab, hvor hverdagen er præget af strenge restriktioner og sikkerhedsprocedurer med afstand, afspritning og værnemidler.

– Medarbejderne mærker helt naturligt en psykologisk træthed, fordi de over så lang tid har skullet passe på, afvise gæster, minimere besøg og ikke har kunnet gøre det, de plejer at gøre med beboerne. Men med de første vaccinationer føler vi alle, at vi kan se lys forude. Og det betyder da også noget, at der er blevet tænkt på os – at vi er blevet udpeget til vaccine så tidligt i forløbet, siger Frank Hedegaard.

Foreløbig opretholdes alle restriktioner dog i henhold til sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Og sideløbende udbredes podningen også på Bredegaard:

– Vi får nu uddannet vores egne podere blandt det sundhedsfaglige personale, så vi kan bidrage til en regelmæssig podning blandt medarbejderne. Det giver også en øget tryghed frem mod, at vi alle har modtaget de to stik, siger han.

Enden på en vanvittig periode

Også i Gladsaxe breder lettelsen sig, efter at kommunens handicaptilbud onsdag den 13. januar fik besøg af Region Hovedstadens vaccinationsbil. Ikke mindst i de enheder under det døgndækkede botilbud Kellersvej, hvor både personale og beboere har været hårdt ramt af corona.

– Hos os på Kellersvej 24, stuen, havde vi på et tidspunkt henover julen ni borgere og seks medarbejdere smittet på samme tid – og flere under mistanke for at være smittet med COVID-19. Så hos os har der faktisk være en del, som slet ikke havde brug for at blive vaccineret. Men når det er sagt, er vi utrolig lettede over, at vi snart kan se afslutningen på den her vanvittige periode, fortæller daglig leder Tine Maribo Jensen.

Selvom de første vaccinationer har givet et energiboost til hele organisationen, og flaget da også blev hejst den dag, vaccinerne rullede ind, så fortsætter alle med at følge sundhedsmyndighedernes restriktioner.

– Vi har jo flere, som har været smittet – men for at det ikke bliver alt for svært at navigere i, så vælger vi at lade alle følge restriktionerne frem til den dag, hvor vi kan sige, at alle er færdigvaccinerede. Men følelsen af, at der måske er en vej ud af det her, den har vi, siger Tine Maribo Jensen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Coronavirus, Arbejdsmiljø