icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Springet-dec20-CharlotteKold-SK01.jpg
Da Charlotte Kold var færdiguddannet socialpædagog, besluttede hun at uddanne sig i entreprenørskab. Pludselig gik begge dele op i en højere enhed.
Springet

Fra socialpædagog til iværksætter

Da Charlotte Kold var færdiguddannet socialpædagog, besluttede hun at uddanne sig i entreprenørskab. Pludselig gik begge dele op i en højere enhed

Hvorfor skulle der ske noget nyt?

Jeg var blevet ’radiatorpædagog’. Det var bare overhovedet ikke drømmen. Så jeg startede på tekstiluddannelsen for at kvalificere mig til at arbejde inden for beskyttet beskæftigelse. Og jeg begyndte at komme i et studentervæksthus, hvor jeg virkelig blev grebet af iværksætterånden. Her mødte jeg en underviser i entreprenørskab, som grundlæggende sagde: ’Skab din egen tilværelse.’

Hvad fik dig til at træffe beslutningen?

På studiet i entreprenørskab faldt alt bare på plads for mig. Jeg fik redskaberne til at arbejde innovativt med at finde løsninger på en målgruppes problemer og dermed skabe større livskvalitet – sammen med dem. Når jeg tænkte over, hvem jeg ville arbejde med som iværksætter, gik mine tanker tilbage til det sted, jeg havde været i praktik. Og så stod det klart: shit, det er da det her, jeg skal.

Hvilke overvejelser gjorde du dig?

Jeg startede på uddannelsen til socialpædagog, fordi jeg gerne ville gøre en forskel for andre mennesker. Men hvis vi skal udvikle faget, skal vi tænke innovativt – fordi iværksætteren kan sætte handling bag det, der kan virke som en helt håbløs livssituation. Min motivation er til gengæld ikke at tjene penge på udsatte mennesker. Derfor handler det for mig om at udvikle produkter, slutbrugeren ikke skal betale for.

Hvad er entreprenørskab for dig?

For mig er kodeordet samskabelse – at vi taler med borgerne om, hvad de har brug for, i stedet for at komme med en færdigpakke som fagperson. Fx har jeg lavet projektet ’Tabt Barndom’, hvor jeg talte med folk, der har været udsat for seksuelle krænkelser, om, hvilken hjælp de gerne ville have haft. Sammen udviklede vi et videobibliotek, som andre overgrebsramte kan bruge til at forstå konsekvenserne og senfølgerne af seksuelle krænkelser.

Hvordan er du iværksætter?

I relationsdannelsen og samtalerne med de overgrebsramte har jeg brugt min socialpædagogiske faglighed. Og uanset om man vil have folk til at bruge et bestemt produkt, eller hvad man vil iværksætte, gælder det om at have tålmodighed, menneskekendskab og nysgerrighed. Og det er jo socialpædagogens fornemmeste værktøjer.

Hvad er det bedste ved dit spring?

At få lov til at være mig selv. Jeg har altid syntes, det var forfejlet, at man skulle opdele sin person i henholdsvis den private og den professionelle Charlotte. Man ville aldrig tale om at være iværksætter fra 8 til 16. Man er altid iværksætter. Det mindset passer meget bedre på mig.

Hvad er dit bedste råd?

I stedet for at være utilfreds med det, man foretager sig, skal man give sig selv lov til at gå efter noget, der giver mening for en – det er det allervigtigste for vores mentale sundhed. Hvad er det værste, der kan ske?

CV

Charlotte Kold
33 år

2020
Ungerådgiver i Ungekulturhuset i Silkeborg og projektleder i coronaprojekt ’Garn Kram’

2016
Selvstændig – projekt ’Tabt Barndom’ og ekstern underviser ved VIA UC

2016
Ekstern underviser ved VIA UC

2017
Professionsbachelor i Entrepreneurship

2015
Vinder af DM i Entrepreneurship

2014
Professionsbachelor i tekstildesign

2011
Uddannet socialpædagog

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Springet