icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Anders_Jimmie_1128x600.jpg
Anders Weien Okholm (tv.) og Jimmie Georges Christensen (th.) har begge oplevet, hvordan deres arbejdspladser inden for socialpsykiatrien åbnede op for flere og flere målgrupper, som stedet ikke var gearet til, og at alenearbejde blev hverdagskost. Men hvad stiller man op, når økonomien ikke rækker, spørger de.
Socialpsykiatri

Så står du dér, alene

Diagnoser, der stikker i øst og vest, og alt for få faglige hænder. Det er opskriften på en giftig cocktail inden for socialpsykiatrien, lyder det fra to socialpædagoger indefra. Der er ikke meget at stille op med en slunken økonomi, men det koster dygtige medarbejdere

Det kunne have gået helt galt – den weekenddag, hvor en ny beboer pludselig kom ind i køkkenet og tog fat om halsen på en af Anders Weien Okholms kolleger og strammede til.

– I weekenden var vi to medarbejdere til 18 beboere fordelt over tre etager. Der skulle også handles ind og laves mad, så de facto var vi jo alene i lang tid ad gangen. Så det var rent held, at den anden weekendvagt kom forbi køkkenet i kælderen lige på det tidspunkt, siger han.

Da Anders Weien Okholm blev ansat som socialpædagog på det socialpsykiatriske bosted, tog stedet kun imod ældre med paranoid skizofreni. Men da pladserne ikke blev fyldt op, blev målgruppen udvidet til alt fra veteraner med PTSD til unge med massive spiseforstyrrelser, fortæller han.

– Borgeren, der forsøgte at kvæle min kollega, var meget syg og skulle slet ikke være hos os. Og det er hårdt mentalt at skulle omstille sig til så forskellige beboere – det bliver bare brandslukning. Vi fik heller ingen efteruddannelse i at håndtere de nye målgrupper. Det var et spørgsmål om, hvad man lige kunne læse sig til selv, siger Anders Weien Okholm.

Det var et kæmpe nederlag for mig at sige op, men det blev jeg nødt til. Jeg har også en familie, jeg skal stå til ansvar for og ikke ende som et nervevrag.

Anders Weien Okholm, pædagog

Der skete et skred

Samme udvikling har Jimmie Georges Christensen oplevet som socialpædagog på et andet socialpsykiatrisk bosted.

– Der skete et skred hen ad vejen, så vi til sidst fik hardcore narkomaner, vanekriminelle og voldsdømte. Det havde vi hverken bemanding eller faciliteter til. Tonen i huset blev mere og mere brutal, siger han.

Jimmie Georges Christensen er den eneste socialpædagog, der er ansat på hans arbejdsplads. Og indtil knivdrabet kort før nytår var det helt almindeligt at være alene på arbejde med de 14 beboere, fortæller han.

– Men det kunne være rigtig belastende. Forestil dig en granvoksen voldsdømt, der går lige ind i hovedet på dig, skubber, råber og kaster med ting. Så står du dér alene. Og det eneste, du kan gøre, er at trække dig. Det er som at tisse i bukserne, for det skaber jo præcedens. Men når du er alene, er du jo nødt til at tænke på din sikkerhed, siger han.

Læs også, hvorfor to socialpædagoger i socialpsykiatrien siger 'det kunne lige så godt have været os' om det tragiske drab på et bosted kort før nytår.

Besparelser og manglende ansvar

Når man spørger Jimmie Georges Christensen, hvorfor forholdene var så ringe, falder svaret prompte: besparelser og en ledelse, der ikke tog ansvar.

Sidstnævnte er i dag skiftet ud med en, der tager hånd om medarbejdernes sikkerhed, fortæller han. Det betyder, at der ikke længere bliver taget borgere ind, som stedet ikke har kompetencerne til at tage hånd om, ligesom det nu også bliver slut med alenearbejde.

Men den gamle ledelsesstil har kostet – i sygemeldinger og mistet personale. Og nogle gange overvejer Jimmie Georges Christensen selv at følge trop.

Netop dét blev løsningen for Anders Weien Okholm.

Socialpædagogerne foreslår akutpakke

Situationen kalder på handling nu, mener Socialpædagogerne og foreslår en akutpakke med 4 tiltag:

  • Garanti for rette faglighed i socialpsykiatrien
  • Garanti for kompetenceudvikling og supervision
  • Garanti for tilstrækkeligt personale
  • Garanti for rette tilbud og match

Læs mere om akutpakken: Tragisk drab kalder på handling nu 

Mørke tanker melder sig

I de 13 år, Anders Weien Okholm arbejdede på det socialpsykiatriske bosted, oplevede han den ene nedskæringsrunde efter den anden. Efter kvælningsforsøget var de ganske vist i en periode tre medarbejdere på weekendvagt. Men også det hørte op.

– Vi blev alene i morgentimerne. Og i de sidste aftentimer var vi også kun to – de timer, hvor alle beboere havde brug for snak og lysterapi, fordi det er der, de mørke tanker melder sig. Og så var vi alene om natten, hvor man som udgangspunkt bare sov bag låst dør, men hvor beboere kunne komme, hvis de fx havde taget for mange stoffer eller fik paranoia, siger han.

Men for godt et år siden blev skruen strammet for sidste gang.

Hårene på brystet er slidt af

Nu blev sovevagten bag låst dør skiftet ud med, at Anders Weien Okholm og kollegaerne skulle være vågne og ude blandt beboerne – alene.

– Det var et kæmpe nederlag for mig at sige op, men det blev jeg nødt til. Jeg har også en familie, jeg skal stå til ansvar for og ville ikke ende som et nervevrag. Der er ikke meget at stille op over for økonomi, siger han.

I dag arbejder Anders Weien Okholm som skolepædagog på almenområdet. Han ønsker for socialpsykiatrien, at området bliver mødt med mere forståelse – og penge til faglige hænder og videreuddannelse. Men det bliver uden ham ombord.

– Helt ærligt tror jeg aldrig, jeg kommer tilbage. Det kræver hår på brystet, og de er ved at være slidt af.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik