Socialpædagog: Lyt nu til os
Det kunne lige så godt have været os, siger to socialpædagoger om det tragiske drab på et socialpsykiatrisk bosted kort før nytår. De fortæller om knivoverfald og dødstrusler. Men også om grænser, der flytter sig dag for dag, mens indberetningsskemaerne samler støv i skuffen
Efter ti år i det socialpædagogiske fag – både inden for anbringelsesområdet og socialpsykiatrien – kan Lisa Rasmussen fortælle om alt fra knivoverfald til dødstrusler. Men intet slår den angst, hun følte, da en kollega på et personalemøde fortalte, at han havde mistet sine nøgler. Måske havde en af borgerne dem.
– Jeg havde nattevagten den dag – bl.a. sammen med en borger med diagnosen paranoid skizofreni, som havde en voldsdom. Normalt var aftalen, at den sidste kollega ikke kørte, før nattevagten havde børstet tænder og låst døren til sit værelse, og så håbede man, at det ikke blev nødvendigt at åbne den før næste morgen. Men tanken om, at en af borgerne kunne komme ind til mig satte gang i hele mit indre alarmberedskab. I dag forstår jeg ikke, hvorfor jeg nogensinde var der alene om natten, men sådan var kulturen, og den var jeg en del af, siger hun.
Selvom det kan lyde ekstremt, så bliver det hverdag, og man begynder at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også var så farligt, hvis det fx bare var en lommekniv med et kort blad, en borger truede med
Lisa Rasmussen, socialpædagog
Man bliver kynisk af det
– Der er ikke to dage, der er ens – det er helt afhængigt af borgernes sindstilstand. Nogle gange yder du det socialpædagogiske arbejde, du har taget uddannelsen for. Men er huset præget af bare en borger, der er psykisk ustabil, som måske tilmed ikke er ordentligt udredt, er det utryghed, brandslukning og fokus på sikkerhedsforanstaltninger, der tegner dagen, siger hun.
Jo mere, Lisa Rasmusen har oplevet, som årene er gået, har hendes grænser flyttet sig.
– Det er de hårdeste, der bliver hængende. Og selvom det kan lyde ekstremt, så bliver det hverdag, og man begynder at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også var så farligt, hvis det fx bare var en lommekniv med et kort blad, en borger truede med, siger hun.
Holder op med at spørge
Lisa Rasmussen har forsøgt at få sin ledelse til at gå med på fx at anmelde alle tilfælde af vold uden undtagelse. Frem for at det er op til den enkelte medarbejder – og dennes samvittighed over for borgeren – at vurdere, om en episode skal anmeldes. Og for år tilbage ringede hun også altid til sin chef, hvis hun mødte ind til et enkeltmandsprojekt, og sikkerhedsforanstaltninger ikke var i orden – hvis en lås ikke virkede, eller hvis knive ikke kunne låses inde.
– Men det endte i opslidende procedurer, der bragte stor ulejlighed for alle, fordi jeg ’skabte mig’. Så der er helt klart ting, jeg ikke stiller spørgsmålstegn ved mere, siger hun.
Derfor afviser Lisa Rasmussen også blankt, at arbejdsvilkårene for socialpædagoger skal stå og falde med, at den enkelte formår at sige til og fra.
– Så skal man i hvert fald berede sig på at finde et nyt job. Jeg er gentagne gange blevet belært om, hvilken målgruppe vi var godkendt til – og kunne jeg ikke håndtere den, var det mit pædagogiske problem. I sådan en situation bliver jeg virkelig misundelig på arbejdspladser, hvor man laver sikkerhedsprocedurer og tilbyder konfliktnedtrappende kurser osv., siger hun.
Socialpædagogerne foreslår akutpakke
Situationen kalder på handling nu, mener Socialpædagogerne og foreslår en akutpakke med 4 tiltag:
- Garanti for rette faglighed i socialpsykiatrien
- Garanti for kompetenceudvikling og supervision
- Garanti for tilstrækkeligt personale
- Garanti for rette tilbud og match
Læs mere om akutpakken: Tragisk drab kalder på handling nu
Det virker formålsløst
For Lisa Rasmussen at se, er de grundlæggende problemer i socialpsykiatrien, at det er svært at tiltrække tilstrækkeligt med uddannet personale, at borgerne bliver udskrevet alt for hurtigt fra behandlingspsykiatrien, og at de ikke er udredt, når de modtager dem.
– Men sikkerhedsmæssigt er det største problem, at vi ikke råber højt om det. Jeg drømmer om at være den, der siger: ’Hallo, det her skal I sige nej til'. Men jeg føler, jeg står alene med drømmen, siger hun.
Alene er hun ikke. For i den anden ende af landet sidder Jeanette Thiesen. Hun er lige nu sygemeldt på grund af en belastningsreaktion efter at være blevet overfaldet på sit tidligere arbejde. Hun har desuden oplevet, at en borger på hendes nuværende arbejde trak en luftpistol frem og truede med at skyde en anden borger.
Og også hun mærker, hvordan hendes eget normalitetsbegreb er blevet flyttet – fra at indberette alle tilfælde af psykisk eller fysisk vold, til at registreringsskemaerne oftere bliver i skuffen.
– Når man ikke bliver taget alvorligt, og ledelsen er så økonomisk presset, at det alligevel ikke giver en opnormering i teamet, så virker det formålsløst. Og man vænner sig til, at den socialpædagogiske indsats bliver smurt tyndere og tyndere ud, siger hun.
Lyt til os
Samtidig mener Jeanette Thiesen, at socialpædagoger finder sig i meget, fordi de danner relationer til borgerne, som de føler et ansvar for og holder af.
– Jeg har fx prøvet at have fire døgnvagter i træk, fordi der ikke lige var andre. Bagefter tænkte jeg ’hold da kæft, hvorfor gjorde jeg det’. Men man får jo hele tiden at vide, at man skal være robust og kunne tåle alle slags udfordringer, vold og verbale overfald. Efterhånden rykker ens grænser sig, og det, andre synes er meget grænseoverskridende, fejer man væk som enkeltstående episoder. Men nogle gange ligger det jo ikke ved den enkelte socialpædagog, men ved rammerne omkring arbejdet, siger hun.
Derfor lyder hendes bøn, at psykiatrien får et ’kæmpe løft’, og at der er socialpædagogisk personale nok. Men også at det ikke skal være tabu for socialpædagoger at italesætte, når forholdene er svære.
– Jeg troede, det var et område, der blev politisk prioriteret, for det er de svageste borgere, der er der. De er jo så syge. Politikerne er simpelthen nødt til at lytte på os, der arbejder der, siger hun.