icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Mie_Silvia_1128x600.jpg
Socialpædagogerne Silvia Skov (tv.) og Mie Louise Pedersen (th.) arbejder begge i aktivitets- og samværstilbud på socialområdet. Og de er langt fra enige i myndighedernes vurdering af, at ansatte i aktivitetstilbud ikke skal være med i ’gruppe 4’ i vaccinekøen.
Coronavirus

Socialpædagoger på dagtilbud: Vi kan heller ikke holde afstand

Meldingen fra myndighederne er, at ansatte i aktivitetstilbud ikke er med i ’gruppe 4’ i vaccinekøen, da de kan holde afstand. Men er det helt rigtigt? Vi har spurgt socialpædagoger på dagtilbud, hvordan hverdagen ser ud under corona

– Jeg tror simpelthen, der må være sket en fejl, når sundhedsmyndighederne siger, at vi kan holde den afstand, der er nødvendig for, at vi ikke skal vaccineres som en del af gruppe 4. At de har misforstået noget. Ellers virker det jo helt grotesk.

Sådan siger socialpædagog Silvia Skov, der er ansat på Job- og Aktivitetscenter Hørkær i Herlev Kommune.
For nylig stod det nemlig klart, at Sundhedsstyrelsen ikke medtager ansatte i aktivitets- og samværstilbud samt den beskyttede beskæftigelse i den såkaldte ’gruppe 4’, der giver hurtigere adgang til det eftertragtede prik i armen.

Begrundelsen er, at de – i modsætning til nogle ansatte på botilbud – ’har mulighed for at holde afstand i udførelsen af deres opgaver’. (Se også faktaboks).

– Men det er jo også umuligt for os at holde afstand, så jeg har meget svært ved at se forskellen på os og ansatte på botilbud. Jo, et dagtilbud kan i princippet lukkes ned, men så længe vi holder åbent, har vi nøjagtig samme udfordringer og risici som botilbuddene, siger Silvia Skov.

Selvom mottoet er 'Hjælp til selvhjælp' er vi nødt til at komme tæt på, og de fleste af borgerne er fritaget for at bruge mundbind og andre værnemidler.

Silvia Skov, socialpædagog

Samme borgergruppe
Silvia Skov arbejder i Udegruppen, som er et aktivitets- og samværstilbud for 11 borgere med udviklingshæmning, hvoraf ti bor på et botilbud og en bor hjemme.

Borgerne i Udegruppen har så store kognitive vanskeligheder, at de fx ikke kan deltage i montage eller anden produktion, og aktiviteten består af gåture og andre aktiviteter i naturen – altid med et socialpædagogisk sigte som fx sansestimuli. I foråret var tilbuddet lukket ned, men under anden nedlukning har Hørkær holdt åbent – dog med færre borgere end vanligt.

– De fleste af vores borgere skal have hjælp til alting: Toiletbesøg, personlig hygiejne, påklædning og spisning, hvor vi skal skære maden ud. Nu hvor det er vinter, skal vi hjælpe med at lyne jakker, tage overtræksbukser på og give dem huer og vanter på. Selvom mottoet er: Hjælp til selvhjælp er vi nødt til at komme tæt på, og de fleste af borgerne er fritaget for at bruge mundbind og andre værnemidler, fordi de ikke kan forstå, hvorfor de skal bruge dem og derfor tager dem af igen. Og de kan slet ikke forstå, at de skal holde afstand, siger Silvia Skov, der personligt er glad for, at en del af arbejdsdagen foregår udenfor, hvor smitterisikoen er mindre.

– Men det gælder jo kun lige for os, og vi starter og slutter også indenfor, siger hun.

Læs mere om vaccine og test – og find svar på andre spørgsmål om corona og dit arbejdsliv – på forbundets coronaside.

Sværere at holde afstand
TR og socialpædagog Mie Louise Pedersen fra aktivitets- og samværstilbuddet Kildehaven, Gården i Svinninge undrer sig også over meldingen om, at aktivitetsmedarbejdere nemmere kan holde afstand.

– Vores tilbud er for borgere med store fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Alle bor på det nærliggende botilbud, og faktisk synes jeg, at det kan være endnu sværere at holde afstand i aktivitetstilbuddet end på botilbuddet. Vi er nødt til at være helt tætte i alle aktiviteter: Når der skal males, skal vi fx hjælpe med at holde penslen eller dreje papiret, og når vi har musik, holder vi instrumentet sammen med borgeren.

Lige nu er aktivitetstilbuddet dog lukket ned, og aktivitetsmedarbejderne er i stedet overflyttet til botilbuddet, hvor de også arbejder med at lave aktiviteter for borgerne – bare i lidt andre rammer, så beboer-grupperne ikke blandes.

Benny Andersen som talerør
– Måske vil vi derfor blive regnet for ansatte på botilbuddet, så vi alligevel kommer med i gruppe 4. Det er uvist, men det er i hvert fald helt grotesk, hvis man tror, at aktivitetsmedarbejdere, der arbejder med mennesker med store funktionsnedsættelser, kan holde afstand, siger Mie Louise Pedersen.

Silvia Skov er enig:

– Det er selvfølgelig en anden situation, hvis man vælger at lukke os ned – men så længe vi har åbent, skal myndighederne i hvert fald forstå vores arbejdsbetingelser. Derfor blev jeg helt varm indeni, da jeg læste artiklen ’De står forrest til vaccine på socialområdet’, hvor Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, siger, at han vil forklare Sundhedsstyrelsen, at det langt fra er givet, at vi kan holde afstand.

Også på Socialpædagogernes Facebook-side har flere medarbejdere på aktivitets- og samværstilbud forklaret, at de ikke kan holde afstand.

Fakta om vaccinegruppe 4

Hvem skal først beskyttes mod covid-19 med den eftertragtede vaccine?

Sundhedsstyrelsen prioriterer rækkefølgen ved at inddele befolkningen i forskellige grupper.
Gruppe 4 er: ’Personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion.’

I et notat præciserer Sundhedsstyrelsen, at det drejer sig om:

’Personale med tæt borgerkontakt til borgere med risiko for smitte (fx borgere, der ikke kan overholde almindelige anbefalinger om afstand, håndhygiejne mv. pga. psykisk sygdom, svær kognitiv svækkelse el.lign. Det er fx personale på botilbud eller udvalgt personale ved døgntilbud inden for misbrugsbehandling, som pleje- og behandlingsopgaver med tæt borgerkontakt, eller ledsageordninger og BPA (Borgerstyret personlig assistance) (serviceloven § 93 – 96).

Personale uden borgerkontakt eller som har mulighed for at holde afstand i varetagelsen af deres opgaver prioriteres ikke i denne gruppe. Det er fx aktivitets- og samværstilbud samt beskyttet beskæftigelse (serviceloven §103 og 104).’

Læs hele notatet ’Vaccination på socialområdet' her 

Læs mere om vaccinekøen i artiklen: 'De står forrest til vaccine på socialområdet.’

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Coronavirus, Forbundsnyheder, Beskæftigelse