icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
coronatest.gif
Corona

Ugentlige kviktests på vej til socialpædagoger

Ansatte på en lang række sociale tilbud bliver nu tilbudt kviktests for COVID-19, skriver Social- og Indenrigsministeriet. Socialpædagogernes formand glæder sig over tilbuddet, som forbundet længe har kæmpet for

Arbejder du på et socialt tilbud for særligt udsatte mennesker, kan du nu se frem til at blive tilbudt kviktest for COVID-19 mindst en gang om ugen, når du er på arbejde.

Tilbuddet, der er frivilligt for personalet, er blevet til på baggrund af en aftale mellem Sundheds- og Ældreministeriet, Danske Regioner og KL og kommer til at gælde overalt i landet. Det henvender sig til ansatte på en bred vifte af sociale tilbud for fx mennesker med psykisk og fysisk handicap, døgntilbud for børn og unge og herberger for hjemløse. 

Kommunerne er nu i gang med at tilrettelægge forløbet, og formand for Kommunernes Landsforening Jacob Bundsgaard udtrykker i en pressemeddelelse fra Social- og Indenrigsministeriet glæde over aftalen:

– Medarbejderne på landets botilbud arbejder hver dag med udsatte borgere, som er i særlig risiko for et alvorligt forløb med covid-19. Derfor har der også været et stort ønske blandt personalet om at have den ekstra tryghed, det giver at blive testet regelmæssigt. Jeg er derfor glad for, at vi nu har fået lavet en aftale om, at de private testudbydere kommer ud til landets botilbud og kviktester personalet.

Socialpædagogerne: God og nødvendig melding 
Hos Socialpædagogerne er forbundsformand Benny Andersen også godt tilfreds med udmeldingen, for forbundet har længe arbejdet for, at socialområdet blev omfattet af et sådant tilbud:

– Vi har løbende været i dialog med socialministeren, KL’s formænd og Danske Regioner og presset på for at få kviktests rullet ud til det socialpædagogiske personale. Derfor er det en rigtig god og nødvendig melding, at det nu endelig sker på en stor del af de socialpædagogiske arbejdspladser i hele landet.

For ifølge forbundsformanden er det helt afgørende, at medarbejdere og borgere får den ekstra tryghed som kviktests giver, mens de venter på, at vaccineudrulningen når dem:

– Vi er i tæt dialog med myndighederne omkring vaccineplanerne. Vi ved, at socialområdet er med i fase 1, og vi forventer, at der inden længe foreligger en mere detaljeret vaccineplan for området, men indtil det sker, handler det om at inddæmme smitten gennem kviktests, så socialpædagoger kan gå sikkert på arbejde.  

Tilbuddet om ugentlige kviktest gælder ifølge Social og Indenrigsministeriet både kommunale, regionale, private og selvejende tilbud. Det er ikke et krav, men et tilbud til de ansatte. 

Yderligere oplysninger om hvordan testningen kommer til at foregå på din arbejdsplads, får du hos din nærmeste leder. 

Læs mere om test og vaccine på Socialpædagogernes coronaside. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Coronavirus, Forbundsnyheder