icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
2021.01.13 Jeanette2.jpg
Artiklen er en del af fagligt fokus
Psykiatri

Vi går ikke på kompromis med sikkerheden

Det skal aldrig være op til den enkelte medarbejder at træffe beslutninger, når en situation på arbejdet udvikler sig risikabelt. Klare retningslinjer og kompromisløse sikkerhedskrav skaber tryghed på botilbuddet Lindevang, fortæller socialpædagog og TR Jeanette Lindberg

Det tragiske drab på et botilbud i julen har sat fornyet fokus på vilkårene i socialpsykiatrien. På Lindevang – et botilbud for voksne med psykiatriske diagnoser - er arbejdet med voldsforebyggelse og personalets sikkerhed sat i system. Sikkerhedsperspektivet er fuldstændig indarbejdet i hverdagen, så alle ved, hvad der skal ske for at forebygge farlige hændelser, og hvad der skal gøres, hvis de opstår.

- Når man arbejder med denne målgruppe, skal man tage højde for, at beboerne kan blive utilregnelige - ikke nødvendigvis fordi de er farlige i hverdagen, men der skal så lidt til. De er også mennesker, og de er pressede. Når man står i en situation, der spidser til, ved ingen af os, hvordan vi reagerer. Derfor skal det aldrig være overladt til den enkelte at træffe beslutning. Vi har forskrifter, der er så indarbejdede, at vi ved, hvad vi skal gøre, hvis vi står der, siger Jeanette Lindberg, som er TR på Lindevang.

Minimum 6 medarbejdere i huset

På Lindevang arbejder man med en sikkerhedsnormering. Den tilsiger, at man minimum er 6 mennesker på arbejde i huset samtidig. Altid. Der er typisk en del flere medarbejdere på arbejde til hverdag, så der er mulighed for at gå ud af huset. Men den nedre grænse på 6 personer er ikke til diskussion. Den regel betyder, at man som medarbejder undgår at skulle gå på kompromis med sin egen eller sine kollegers sikkerhed, forklarer Jeanette Lindberg.

- Vi planlægger altid med flere end 6, for der skal være noget luft. Til daglig er vi 8 på arbejde om aftenen og 10 om dagen, så der er nogle, der kan lave noget ud af huset. Beboerne er fuldt ud informeret om dette og har forståelse for det. Er vi kun 6 en dag, så kan vi ikke forlade huset, for sådan er vores sikkerhedsnormering, og den går vi ikke på kompromis med.

Professionelt sikkerhedsarbejde

En af retningslinjerne på Lindevang er en løbende vurdering af beboernes tilstand – en såkaldt risikovurdering (Brøset Violence Checklist), som fast tre gange om dagen vurderer, om der er optræk til  voldelig og aggressiv adfærd. Desuden bliver samtlige nye medarbejdere introduceret til konfliktnedtrappende pædagogiske metoder, ligesom de bliver sat grundigt ind i sikkerhedsforskrifterne.

- Det er vigtigt, at man har meget klare og tydelige retningslinjer for, hvordan man handler i situationen, når en beboer har en given adfærd. Dermed er man ikke alene i vurderingen, når en borgers almene tilstand forværres enten fysisk eller psykisk.

Alle medarbejdere har en overfaldsalarm. Hvis en alarm går, bliver kollegerne alarmeret og kan visuelt følge, hvor på matriklen den pågældende kollega befinder sig. Arbejder man i nattevagt eller i risikofyldte situationer, har medarbejderne en alarm på sig, der med et enkelt tryk går direkte til alarmcentralen, som tilkalder politiet med det samme. Dørene på Lindevang kan desuden aktiveres, så de åbner, uden at man fysisk skal til at låse op, hvis man i en nødsituation fx skal lukke politiet ind.

Sikkerhedsforanstaltningerne skræmmer ikke personalet, tværtimod.

- Jeg har kun hørt, at den måde, vi tager hånd om hinanden på, giver en tryghed, siger Jeanette Lindberg.

En del af rollen som TR - i tæt samarbejde med AMR - er at italesætte og pege på, hvor der er brug for optimering ift. forebyggelse, men sikkerheden er entydigt lederens ansvar. Og på Lindevang er der fuld opbakning fra ledelsens side, understreger Jeanette Lindberg.

- Det er ledelsens ansvar, og det er en tryghed. Vi skal aldrig diskutere. Vores sikkerhedskrav går vi ikke på kompromis med.

Det gælder fx også kravet om, at alle der ansættes på Lindevang har en faglig uddannelse – enten er man uddannet pædagog,  sosu-assistent eller sygeplejerske. Inklusive vikarer og nattevagter.

- Vi ansætter kun faguddannede. Det betyder, at jeg kan stille krav til mine kolleger og forvente, at de som minimum ved, hvad det vil sige at arbejde med mennesker og har en uddannelse, der gør, at de kan se, hvordan beboerne reagerer eller hvilke signaler, de sender. Beboerne har krav på at blive mødt af en faglighed. Hvis man er for mange uden faglighed, risikerer man at bygge sine handlinger ud fra ”synsninger”. Det skal være faglighed, der ligger til grund.

Desuden efteruddannes personalet løbende i voldsforebyggelse og konflikthåndtering:

- Al erfaring viser, at jo bedre rustet du er, jo tryggere er du og jo mere rolig fremstår du. Og på den måde kan du undgå konflikter. Det er simpelthen så vigtigt, siger Jeanette Lindberg.

Fra venstre ses Kirsten Hansen (AMR), Ann-Charlotte Kongsbak (TR for FOA), Pernille Peinhardt (Sektionschef) og Jeanette Lindberg (TR).
Fra venstre ses Kirsten Hansen (AMR), Ann-Charlotte Kongsbak (TR for FOA), Pernille Peinhardt (Sektionschef) og Jeanette Lindberg (TR).

Et kontinuerligt arbejde

Udover at have fokus på voldsforebyggelse i TRIO’en har Lindevang også nedsat en særlig risikovurderingsgruppe, for sikkerhedsplaner er ikke noget, man skriver ned en gang for alle og derefter arkiverer på hylden – de skal løbende opdateres og evalueres.

- Hos os er risikovurdering hele tiden i spil. Vilkårene forandrer sig alt efter, hvem vi er. Vi medarbejdere er forskellige og tænker sikkerhed forskelligt. Vi får løbende nye beboere og står med nye problematikker, vi ikke har stået med før. Det skal vi tage højde for. Det gælder også, når beboere indbyrdes har konflikter. Deres sikkerhed skal vi naturligvis også tage vare på, siger Jeannette Lindberg.

Der er altid en medarbejder, der har hovedansvaret for sikkerheden i løbet af døgnet samt en back up. En funktion, som alle læres op i, så alle kan bestride den rolle.

- Så man ved præcis, hvem der har styringen og er ansvarlig for beslutningen. Er man usikker, så går man føl hos en erfaren. Og vi evaluerer dagligt: Hvordan klarede vi opgaven i dag? Hvad kan vi blive bedre til?

Psykiatrien mangler pladser

De tragiske hændelser på de socialpsykiatriske botilbud udspringer af en behandlingspsykiatri, som ganske enkelt ikke har ressourcer nok. Pladserne er for få, så borgere, som døjer med alvorlig angst, depression, stemmehøring mv., bliver udskrevet, før de er klar til det, oplever Jeanette Lindberg. 

- Psykiatrien er presset. Vi får beboere hjem, som oplever, at de ikke er færdigbehandlede. De bliver fx startet op i ny medicin, men der er ikke tid til at se, om den virker, før de er sendt hjem. Som regel er behandlingen udelukkende medicinsk. Hos os skal man lære at mestre sit liv, men beboerne oplever ikke, de er klar til det. De er ikke altid parate til selv at håndtere hverdagen med den støtte, vi kan give, hvis de bliver udskrevet for tidligt, siger Jeanette Lindberg.

Hendes erfaring er, at mange af borgerne føler sig presset.

- De oplever ikke, at de bliver lyttet til eller forstået af systemet. Vi får udfordringer, når beboerne fx føler sig pressede af kommunen til at flytte til noget med mindre hjælp, egen bolig, eller når deres mål og drømme ikke kan blive imødekommet af deres kommune.

Jeanette Lindberg understreger, at samarbejdet med psykiatrien er velfungerende og at de gør, hvad de kan ud fra de præmisser, de har. Dog kunne hun godt tænke sig, at socialpsykiatrien blev inddraget langt tidligere, så alle parter omkring beboeren i fælleskab arbejder sammen og har en fælles forståelse og viden om, hvad planen er.

Hvad kan du gøre som TR?

Halter sikkerheden på din arbejdsplads, peger Jeanette Lindberg på to ting, du kan gøre som TR.

  • Brug det sociale tilsyn. Beskriv hvilke arbejdsforhold I har, og hvilken målgruppe I arbejder med. Det sociale tilsyn har beføjelser til at sige: Der skal mere personale til. Eller: Den faggruppe er ikke godt nok uddannet til denne målgruppe.
  • Stå sammen med AMR. Sammen har man en stærk stemme og gode beføjelser. AMR har sammen med Arbejdstilsynet lovhjemmel til at komme med påbud om, at arbejdsmiljøet/sikkerheden skal forbedres.

Socialpædagogerne foreslår akutpakke

Situationen kalder på handling nu, mener Socialpædagogerne og foreslår en akutpakke med 4 tiltag:

  • Garanti for rette faglighed i socialpsykiatrien
  • Garanti for kompetenceudvikling og supervision
  • Garanti for tilstrækkeligt personale
  • Garanti for rette tilbud og match

Læs mere om akutpakken: Tragisk drab kalder på handling nu 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Arbejdsmiljø