Corona kom lidt for tæt på
Da boenhed 16 på Sølund i Skanderborg blev ramt af corona, tog de to kolleger Berit og Helle i 12 dages isolation i et sommerhus sammen med tre borgere. Her afløste de hinanden i 12 timers vagter. Og bagefter røg medarbejderne i hjemmeisolation
Helle Skriver, 52 år, socialpædagog og TR på Sølund i Skanderborg. Tilknyttet boenhed 16, hvor hun arbejder i et hus for ni udviklingshæmmede borgere med lavt funktionsniveau og tillægsdiagnoser.
Berit Malm Hessellund, 49 år, socialpædagog på Sølund i samme boenhed. Tog sammen med Helle Skriver i 12 dages isolation i et sommerhus henover nytår med tre borgere, da boenheden blev ramt af corona. Her afløste de hinanden i 12 timers vagter.
Helle: Jeg er ofte splittet mellem en faglig Helle og en privat Helle
Berit: Når hjemmeisolationen er slut, får jeg endelig mine piger hjem igen
Helle:
Vores arbejdsplads har været præget af corona længe, men det kom godt nok tæt på, da en kollega blev testet positiv lige inden nytår. Så var det af sted med tre borgere i sommerhus, og derefter skulle vi ansatte i hjemmeisolation.
Berit:
Det havde været nemmere, hvis vi havde kunnet isolere dem i boenheden. Men de er motorisk urolige og udesøgende, så hvis vi blev hjemme, ville vi risikere smitte af andre beboere og personalet.
Helle:
Ja, sommerhuset var den rette beslutning, for dagen efter blev en af borgerne testet positiv. Men i situationen tænkte jeg: ’Åh nej, ikke igen!’ For vi havde været turen igennem en gang tidligere med værnemidler fra top til tå, og den her gang ville vi så også få revet op i nytårsplanerne.
Berit:
Mine planer røg også i vasken. Det var op til min friweekend, hvor jeg skulle fejre min fødselsdag 2. januar. Jeg sagde selvfølgelig ja til turen, men indeni blev jeg da både frustreret og ked af det.
Helle:
Sådan havde jeg det også. Når arbejdet rydder min kalender, er frustrationen todelt: ’Hvad siger den faglige Helle og den private Helle lige nu?’ For der er selvfølgelig hensynet til borgerne, som jeg med min faglige fornuft godt ved, vi skal tage os af. Samtidig har jeg et liv ved siden af, jeg også gerne vil passe.
Berit:
Den ene af mine døtre spurgte: ’Mor, kan du ikke bare sige nej?’ Jeg svarede: ’Jo, i princippet, men hvis en af os bliver syge og skal på sygehuset, så håber jeg også, at der er læger og sygeplejersker, der tager en ekstra tørn, hvis det er nødvendigt.’ Det handler om samfundssind. Men det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er hårdt, hver gang man må nedprioritere det private.
Helle:
I sommerhuset handlede det om at give borgerne i hvert fald én kendt faktor: Helle pakket ind i plastik. For vi kørte i 12-timers skift med en vikar og en fast socialpædagog ad gangen. Den tryghed ville jeg gerne give dem, og det handler i bund og grund om, at jeg elsker mit arbejde. Men lad os nu få den vaccine til Sølund, så vi kan vende tilbage til det socialpædagogiske fokus frem for det sundhedsfaglige!
Berit:
Vi forsøger at være fleksible, fordi borgerne er 100 pct. afhængige af os. Men jeg har også børn med astma, som jeg absolut ikke vil smitte. De er mit allerstørste afsavn i den her tid, for de er nødt til at være hos deres far, når jeg venter på testsvar.
Helle:
Mit arbejde har jo bare konsekvenser for fritiden – som fx at hjemmeisolation er ret opslidende.
Berit:
Det bliver fantastisk, når vi får vores normale, sociale liv tilbage!