Socialpædagoger: Giv børn den rette indsats fra starten
Vi taber børnene, hvis vi ikke sætter rigtigt ind fra starten. Sådan lyder budskabet fra de socialpædagoger, der hver dag arbejder for at sikre udsatte børn en reel chance for en barndom
– Vi kommer alt for sent ind. Og jeg forstår godt, at børnene og deres familier har mistet tilliden.
Så kort kan det siges, hvis man spørger Helle Petersen, hvorfor for mange udsatte og anbragte børn i dag ender som udsatte voksne.
Helle Petersen er socialpædagog på Mejeriet – Døgn & Familiestøtte Herning. Og hun oplever, at de først modtager børnene, når de er rundet 16 år – herfra er der ikke lang tid til, at de overgår til voksenområdet, hvor hjælpen er meget anderledes skruet sammen.
– Ja, vi skal gribe mindst muligt ind. Men aldrig på bekostning af barnet. De menneskelige omkostninger er for store, og familierne brænder sammen. Og så forstår jeg godt, at mistilliden hos barn og familie kan blive stor, siger hun.
Det er frygteligt, at man har begrebet første, anden og tredje anbringelse. Man skal vælge den rette indsats meget tidligere, end man gør i dag.
Jack Arendt Kistrup, socialpædagog og teamleder
Vi svigter børnene
Samme oplevelse har Katja Stina Hoffmeyer Wiinholt, der er socialpædagog på skole- og behandlingshjemmet Orøstrand. For sætter man ikke rigtigt ind fra starten, er der risiko for, at indsatsen bryder sammen, forklarer hun.
– Så har vi svigtet børnene. Det giver deres selvværd et kæmpe knæk. Man taber dem på gulvet, fordi man ikke sætter den rette indsats ind fra starten. Det er frustrerende og dybt bekymrende, siger hun.
På døgnafdelingen Kløvhøj i Dalstrup modtager de primært børn, der er anbragt for 3., 4. eller 5. gang, fortæller teamleder og socialpædagog Jack Arendt Kistrup – fordi tidligere indsatser ikke er lykkedes, plejefamilier har måttet give fortabt.
– Var det så ikke bedre, at barnet kom her fra starten? Det er frygteligt, at man har begrebet første, anden og tredje anbringelse. Man skal vælge den rette indsats meget tidligere, end man gør i dag, siger han.
Anbringelser som forebyggelse
Når et barn bliver anbragt er det desuden helt afgørende, at arbejdet med forældrene fortsætter, understreger Steffen Schreibert Bratbøl, der er socialpædagog ved Børnefamiliecenter Fuglevang i Horsens. Men han oplever, at forældrearbejdet ofte ophører, fordi man ser anbringelsen som sidste udvej.
– Det er grotesk. Første skridt i en anbringelse er også første skridt ud af den. Derfor skal vi give børnene og deres familier den indsats, der passer – starte stort ud og derfra skrue ned, siger han.
SOCIALPÆDAGOGERNE FORESLÅR
Alle anbragte børn skal have en god barndom og efterfølgende et godt voksenliv. Og alle børn, unge og deres forældre med behov skal have den rette indsats og i rette tid.
Socialpædagogerne har en række bud på, hvordan vi som samfund gør det bedre og giver børnene en reel chance for en barndom:
- krav til kvalitet og personalets uddannelse på anbringelsesstederne
- fokus på samarbejdet med forældrene når børn anbringes
- fokus på skole- og fritidsliv for udsatte børn
- krav til forholdene for familieplejere
- trygge og stabile overgange når en anbringelse ender