icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tre_ledere.png
De tre ledere Søren Nielsen, (tv.), Susanne Gade (mf.) og Lone Pedersen (th.) giver deres syn på regeringens store udspil på anbringelsesområdet, Børnene Først.
Anbragte børn

Tre ledere: Nyt udspil giver håb for anbragte børn

Med tidligere anbringelser kan socialpædagoger hjælpe flere. Sådan lød det fra tre ledere, da statsministeren for et år siden sagde, at flere udsatte børn skulle have et nyt hjem tidligere. Nu er regeringens udspil kommet, og de tre ledere fælder dom

  • Af Lea Holtze / Foto: Ricky Molloy og privatfoto

Flere udsatte børn skal have et nyt hjem tidligere end i dag.

Det har været regeringens budskab siden statsminister Mette Frederiksens nytårstale for godt et år siden. Siden har socialpædagoger ventet spændt på, om der kom handling bag ordene.

Efter nytårstalen spurgte Fagbladet Socialpædagogen tre ledere af socialpædagogiske anbringelsessteder, hvad de mente om udmeldingen, og hvad flere tidligere anbringelser ville betyde i deres arbejde med de udsatte børn. Deres budskab var klart: Med tidligere anbringelser kan socialpædagoger hjælpe flere.

I onsdags kom det så – regeringens længe ventede udspil ’Børnene Først’, der med 43 initiativer skal sikre udsatte børn et trygt hjem og flere rettigheder, end i dag.  Spørgsmålet er nu, hvad de tre ledere siger til udspillet?

Susanne Gade, tilbudsleder for to kommunale opvækstmiljøer i Esbjerg og Ribe, under Familiecenter Esbjerg med 12 børn og unge i alderen 3 til 21 år.

I udspillet lægger man op til tidlig og rette indsats, at komme rundt om alle aspekter af barnets liv, og at barnet sættes i centrum for de tiltag og beslutninger, der vedrører barnet. Man går væk fra at se anbringelse som sidste udvej, men som en del af den nødvendige forebyggelse. Hvad vil det betyde for jeres arbejde?

– Det helt afgørende er, at anbringelser ikke bliver betragtet som sidste udvej, men som en del af det forebyggende arbejde, vi alle er enige om er vigtigt. Lige da jeg startede, arbejdede vi hen imod, at fire anbragte søskende skulle blive klar til at komme hjem og bo igen. Det fokus har ikke været aktuelt de sidste 5-6 år, fordi børnene er så udfordrede, og deres familier har været igennem utallige foranstaltninger, før vi kommer ind i billedet. Det ændrer sig forhåbentlig nu.

– Noget andet er regeringens forslag om, at kommunerne skal vurdere, om et barns hjemmeboende søskende også skal anbringes – skal de ikke det, skal kommunen forklare hvorfor. Det bliver godt. For vi kender alle at have modtaget børn, hvor vi ved - og har gjort myndighederne opmærksomme på - at der er yngre søskende derhjemme, som ikke får den rette hjælp. To år senere kommer de til os med lige så store problematikker som deres ældre søskende, da de blev anbragt. I stedet kunne man have anbragt de yngre søskende tidligere, have forhindret flere svigt og også arbejdet med deres livsvigtige søskenderelationer.

– Og så er det positivt, at man tænker børnene først og deres ret til at blive hørt. Det er jo dem, det hele handler om. Det betyder ikke, at vi skriver forældrene ud af ligningen. Tværtimod er forældrene vores allervigtigste samarbejdspartnere på en døgninstitution, ligesom vi skal arbejde med deres problematikker undervejs.

Hvad savner du i udspillet?

– Vi ved, at syv ud af ti anbragte børn ikke gennemfører folkeskolen. Jeg savner fokus på samspillet mellem anbringelsessted og skole i udspillet, for det er sindssygt vigtigt i helhedsperspektivet. Ligesom jeg håber, at man har fokus på kvaliteten i anbringelserne og stiller krav til, at det er fagligt og uddannet personale, der tager sig af børnene.

Søren Nielsen, forstander på Orøstrand Skole- og Behandlingshjem. En foreningsejet institution på Orø for 25 børn og unge i alderen 6-18 år.

I udspillet lægger man op til tidlig og rette indsats, at komme rundt om alle aspekter af barnets liv, og at barnet sættes i centrum for de tiltag og beslutninger, der vedrører barnet. Man går væk fra at se anbringelse som sidste udvej, men som en del af den nødvendige forebyggelse. Hvad vil det betyde for jeres arbejde?

– Udspillet handler grundlæggende om at sikre rette indsats til rette tid for det enkelte barn. Jeg synes, at fokus er klart formuleret, når der står, at vi skal forebygge omsorgssvigt, ikke anbringelser. Man anfægter kommunernes fokus på de mange hjemmebaserede indsatser, som gør, at børnene bliver anbragt for sent. Og faktum er, at de børn, der bliver anbragt hos os, er flere år ældre, end de var for bare få år siden, og at de ofte kommer med flere sammenbrudte foranstaltninger/anbringelser bag sig. De har ganske enkelt været igennem for mange svigt og skift, før de bliver anbragt hos os, fordi kommunerne sætter mildt ind med indsatser i hjemmene for at strække økonomien længst muligt. Jeg håber, vi nu får et opgør og får tilbudt rette indsats på rette tid og skeler mindre til økonomi.

– Noget andet interessant er det økonomiske perspektiv – at der bliver tænkt i en økonomisk model, hvor kommunerne sikres medfinansiering af de dyreste børnesager, ligesom der afsættes ekstra støtte til kommuner med mange udsatte børn i indfasning af reformen. På den måde er mit håb, at fokus bliver flyttet fra økonomi til den faglige visitation.

– Og så hæfter jeg mig ved, at der var tre ministre til at præsentere udspiller. Det viser et tværgående perspektiv, vi ikke har oplevet før. Det er et løfterigt udspil, og det er tydeligt, at socialministeren har været langt ude i praksis. Nu skal detaljerne på plads, og der håber jeg selvfølgelig, at politikerne tager de fagprofessionelle med på råd.

Hvad savner du i udspillet?

– Det er et ambitiøst udspil så egentlig ikke så meget, men jeg kan være i tvivl, om der er sat midler nok af til at gøre den forskel, der er intentionen. Jeg kunne også godt være bekymret for, at børn har ret til at blive hørt helt ned til 10-års alderen. Ikke at de ikke skal høres, men hvordan det skal udmøntes.

Lone Pedersen, forstander på Børn og Unge Center, Vejle Fjord. En socialpædagogisk specialinstitution i Vejle med intern skole for børn og unge i alderen 4 - 18 år tilknyttet KFUM og med driftsoverenskomst med Vejle Kommune.

I udspillet lægger man op til tidlig og rette indsats, at komme rundt om alle aspekter af barnets liv, og at barnet sættes i centrum for de tiltag og beslutninger, der vedrører barnet. Man går væk fra at se anbringelse som sidste udvej, men som en del af den nødvendige forebyggelse. Hvad vil det betyde for jeres arbejde?

– Det vigtigste er, at man vil forebygge omsorgssvigt, ikke anbringelser. Hvis vi får lov at komme ind med stabile opvækstmiljøer og en fælles indsats hele vejen rundt om børnenes liv – og tidligt i deres liv – kan vi for alvor gøre en forskel for dem. For så er børnene ikke så skadede og har ikke så mange skift bag sig. Jeg har været i faget i 35 år og har set for mange børn, der er blevet hjemgivet, før forældrenes parathed var stabiliseret, hvilket har betydet, at barnet skulle anbringes igen, men nu i en ny plejefamilie. Men børn er jo ikke en sæk kartofler, der bare kan flyttes over på et andet lager. Hver gang lider de skade, og det har afgørende betydning for barnets tillid til os som voksne og deres tilknytningsevne resten af livet.

– Så håber jeg, man vil tænke i at etablere flere opvækstmiljøer eller miniinstitutioner med plads til 6-7 børn, hvor de bor i et parcelhus i et lokalt villakvarter og i højere grad lever som en storfamilie, men hvor børnene stadig er i professionelle hænder døgnet rundt. For det kræver det, når børnene har de vanskeligheder, som vi ser, at de har. Ligesom mini-institutioner med professionelle kan sikre det gode samvær mellem børn og forældre.

– I det hele taget giver udspillet anledning til at se meget mere nuanceret på anbringelser. I vores indsats ’Vejen Frem’ arbejder vi netop forebyggende ved, at et barn bliver midlertidigt anbragt hos os, samtidig med at der er en massiv forældreindsats i hjemmet. 60 pct. af børnene kommer hjem igen. Så der er mange måder at se en anbringelse på, og det er rigtig dejligt, at der kommer fokus på det.

Hvad savner du i udspillet?

– Der står, at der også skal være et kvalitetsløft af de interne skoler, men at det også fungerer godt mange steder. Det er jeg enig i. Jeg håber kvalitetsløftet også indbefatter, at der ses på, hvilke børn, der går på de interne skoler, deres kompetencer og udfordringer og ofte negative forestillinger om at kunne lære. Jeg savner en mere nuanceret debat, end at man bare kræver fuld fagpakke til alle anbragte børn.

 

Vejen til en tryg barndom for anbragte børn

Regeringens nye udspil ’ Børnene Først’ indeholder 43 initiativer, der skal sikre udsatte børn et trygt hjem og flere rettigheder. I udspillet lyder det bl.a.:

Anbringelse skal ikke ses som sidste udvej. For nogle børn kan en anbringelse være den nødvendige forebyggelse.
                   
Kommunen skal være forpligtet til at iværksætte en børnefaglig undersøgelse af alle hjemmeboende søskende, hvis et barn anbringes. Kommunen skal vurdere, om barnets hjemmeboende søskende også skal anbringes. Hvis barnets søskende ikke skal anbringes, skal kommunen vurdere, hvilken hjælp og støtte de skal have i stedet.

Se hele udspillet her

Socialpædagogerne har en række bud på, hvordan vi som samfund gør det bedre og giver børn en reel chance for en barndom:

  • krav til kvalitet og personalets uddannelse på anbringelsesstederne
  • fokus på samarbejdet med forældrene når børn anbringes
  • fokus på skole- og fritidsliv for udsatte børn
  • krav til forholdene for familieplejere
  • trygge og stabile overgange når en anbringelse ender

Se hele Socialpædagogernes udspil ’En tryg barndom og et godt voksenliv for anbragte børn – Socialpædagogernes bidrag til øget kvalitet i anbringelserne’ her.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Forbundsnyheder