Vi har nået grænsen

Man skal huske på, at selvom det i 99 pct. af tiden er stille og roligt, så er der jo den ene pct. tilbage, hvor alt pludselig kan gå galt.

Tonny Lassen, socialpædagog

– Vi ved jo, at det kan koste menneskeliv, hvis ikke man hele tiden er på forkant med tingene. På Blåkærgård indførte vi derfor efter knivdrabet systematiske risikovurderinger af borgerne, så vi kunne tage udadreagerende adfærd i opløbet. For man skal huske på, at selvom det i 99 pct. af tiden er stille og roligt, så er der jo den ene pct. tilbage, hvor alt pludselig kan gå galt, siger han.

Udskrives for tidligt

Siden drabet på Tonny Lassens kollega på Blåkærgård i 2012 har yderligere fem medarbejdere mistet livet, mens de passede deres arbejde i socialpsykiatrien. Og det seneste dødsfald kort før årsskiftet har fået både fagforbund, politikere, fagfolk, pårørende og brugerorganisationer til – endnu engang – at kalde på akut førstehjælp til en socialpsykiatri i knæ.

For der er sket et skred i den forkerte retning, lyder analysen fra flere sider. På trods af at der er kommet markant flere borgere med komplekse psykiatriske diagnoser, er både antallet af sengepladser og den gennemsnitlige indlæggelsestid i psykiatrien faldet. 

I praksis betyder det, at alt for mange patienter udskrives, før de er tilstrækkeligt behandlet, vurderer Hans Henrik Ockelmann, overlæge i retspsykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup.

Jeg oplever desværre, at vi i dag affinder os med at levere en alt for ringe vare i forhold til  at udskrive patienter, før det er forsvarligt – fordi der er brug for sengene til patienter, som er endnu mere syge.

Hans Henrik Ockelmann, overlæge i retspsykiatri

– Helt kynisk kan man sige, at hvis ikke vi sadler om nu og rent faktisk giver de mest syge psykiatriske patienter den tid, der er nødvendig for, at de kan få lidt mere styr på livet – ja, så bliver vi nok nødt til at vænne os til, at vi kommer til at se flere drab i psykiatrien. Men jeg oplever desværre, at vi i dag affinder os med at levere en alt for ringe vare i forhold til at udskrive patienter, før det er forsvarligt – fordi der er brug for sengene til patienter, som er endnu mere syge.

Hans Henrik Ockelmann efterlyser derfor i første omgang flere sengepladser i behandlingspsykiatrien.

– Hvis vi opruster i behandlingspsykiatrien, så vi bliver i stand til at fastholde patienterne i den nødvendige behandling i tilstrækkeligt lang tid, så vil de formentlig også blive mindre farlige, når de efterfølgende skal ud i socialpsykiatrien. Og det er jo der, bl.a. jeres medlemmer står klar til at tage fat, siger han.

Ikke den rette hjælp

At borgere tjekker ind i socialpsykiatrien, inden de reelt er færdigbehandlet for deres psykiske sygdom, er noget, som Socialpædagogernes medlemmer genkender. I november gennemførte forbundet en undersøgelse blandt socialpædagoger ansat inden for socialpsykiatrien, og her stod det klart, at overgangen fra behandlingspsykiatrien til socialpsykiatrien giver store udfordringer.

Fx svarer seks ud af ti socialpædagoger i undersøgelsen, at de oplever udfordringer ca. halvdelen af gangene, når borgere udskrives fra behandlingspsykiatrien. Bl.a. fordi de udskrives for tidligt og ofte er for syge til at være i socialpsykiatrien. 

Anders Kastberg, socialpædagog og TR på det socialpsykiatriske botilbud Tangkær, er et af de medlemmer, som kender til disse udfordringer. Han fortæller fx om den melding, som han og kollegerne oplevede at få, da de ringede for at få en beboer indlagt i lokalpsykiatrien: ’Desværre, pågældende borger har opbrugt sine indlæggelsesdage,’ lød det.

– De borgere, vi får i dag, er ofte mere syge end tidligere. Der er ikke plads til dem i lokalpsykiatrien, som er nødt til at vælge: Hvem er mindst syg – og hvem kan lukkes ud? Som regel finder de plads, men så er det enten på gangen eller på bekostning af en anden patient, som skal ud. Derfor kommer beboerne hjem til os igen, selvom de ikke er færdigbehandlet, siger Anders Kastberg, som mener, det er helt åbenlyst, at manglen på plads i behandlingspsykiatrien er hovedproblemet bag de tragiske episoder med vold på socialpsykiatriske botilbud.

Ønsker kvalitetskrav

I den ideelle verden ville psykisk syge patienter først blive udskrevet til et bosted eller egen bolig med social støtte, når de var stabile nok til, at man kunne sætte ind med den indsats, som ikke mindst socialpædagoger er sat i verden for: at arbejde med borgerens ressourcer og kompetencer.

Men som det ser ud i dag, er vi meget langt fra det ideelle, vurderer retspsykiater og formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Gitte Ahle. Og det udfordrer fagligheden i socialpsykiatrien:

– Hvis patienterne er så dårlige, som de ofte er i dag, når de forlader behandlingspsykiatrien, så skal der være nogle kvalitetskrav for fx at drive et bosted, hvor de tvinges til at ansætte tværfagligt og højt specialiseret personale. Og det skal være et krav, at alle medarbejdere, hvad end det er pædagogisk eller sundhedsfagligt personale, har en overbygning på psykiatri i deres uddannelse. De skal vide, hvad en psykose er – for ellers har de ikke mulighed for at fortolke og forstå en beboers adfærd, siger Gitte Ahle.

Hun oplever desværre, at alt for mange medarbejdere er ufaglærte.

– Og det går simpelthen ikke, for så er det, at vi risikerer, at de farlige situationer opstår. Så vi må gøre op med os selv, hvad det er for en psykiatri, vi ønsker. For hvis vi fortsætter i samme retning som nu med at sende ustabile psykisk syge mennesker for tidligt tilbage til bostederne, så øger vi risikoen for drab, vold og anden kriminalitet.

Brug for kvalitetskriterier

Også i SIND oplever man, at der er sket et skred i den måde, man behandler psykisk syge mennesker på. Og det handler ifølge næstformand Kristian Bennedsen ikke kun om, hvor lang tid man er indlagt, og hvor mange sengepladser der er til rådighed. Det handler i høj grad også om den måde, man visiterer på.

– Mit indtryk er, at grænsen har flyttet sig inden for de seneste år, så man i dag skal være væsentlig dårligere for at få den hjælp, man fik tidligere. Jeg ser for mig et billede af en psykisk syg borger, der skal hive sig op i armene for bare at nå det allerførste trin på indsatstrappen – og få den helt basale hjælp, der er brug for, siger han og efter­lyser en seriøs snak om kvalitet:

– Vi bliver nødt til at sætte nye kvalitetskriterier for, hvad der er god socialpsykiatri. Det handler om normeringer, uddannelse, faglige metoder, spændet af erfaringer og om tilsyn – men det handler også om at turde stille krav om, at tingene skal være i orden. De her mennesker har jo brug for social omsorg, så de kan lære at leve med deres sygdom og deres begrænsninger – og det kræver høj faglighed, siger han og påpeger, at den faglighed også skal være afsæt for at kræve hurtig handling, når en psykisk syg borger råber på hjælp.

– Jeg vil påstå, at alle de sager, vi har set med drab i psykiatrien, der har advarselslamperne blinket alvorligt rødt i lang tid. Det har været psykisk syge mennesker, som har mærket, at det er ved at gå galt – og som har råbt på hjælp. Og her skal systemet altså være gearet til, at der altid er personale nok, og at man altid kan få en indlæggelse, når det er nødvendigt, siger Kristian Bennedsen.

Fagligheden bliver underkendt

Udfordringen med at sikre personale nok ligger i høj grad hos ledelsen. Og som medarbejder bør man aldrig være i tvivl om, at ledelsen har ens ryg, når en potentielt farlig situation opstår, siger Bo Mollerup, direktør for Socialt Lederforum.

– Det er lederens ansvar at få opbygget en organisation, hvor det ikke er farligt at gå på arbejde. Og vurderer man, at der skal ekstra personale på i situationen for, at det er fagligt forsvarligt, ja, så skal man sætte en ekstra på vagt. Det bliver man som leder nødt til at holde fast i – også selvom man oppefra får besked om, at det er der ikke ressourcer til. For hvad er alternativet? Endnu et dødsfald? lyder det fra Bo Mollerup.

Han efterlyser dog større politisk opbakning til, at man som leder nogle gange bliver nødt til at udfordre de økonomiske rammer for at opretholde sikkerhed og tryghed på arbejdspladsen.

– Hvis en pedel ringer ind til kommunen og siger, at der er vand i kælderen på skolen, så går man jo ikke i gang med at overveje, om det nu også er rigtigt. Det samme skal selvfølgelig gælde for socialpsykiatrien. Så når en faglig leder siger, at der er for få på arbejde, og at det går ud over sikkerheden, så skal det ikke ses som et forhandlingsoplæg, hvor man i systemet skal overveje, hvorvidt det nu også er rigtigt og rimeligt. Men desværre oplever vi gang på gang, at fagligheden bliver underkendt centralt ud fra økonomiske hensyn, og det skal vi væk fra.

Det har været psykisk syge mennesker, som har mærket, at det er ved at gå galt – og som har råbt på hjælp. Og her skal systemet altså være gearet til, at der altid er personale nok, og at man altid kan få en indlæggelse, når det er nødvendigt.

Kristian Bennedsen, næstformand SIND