Anbringelser skal ud af skammekrogen

Efter forsøg på forskellige indsatser blev Christina Skovbjerg anbragt på et bosted for mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser – men der var hun så fejlplaceret, at hun stak af. Og først som 23-årig blev hun tilbudt en plads i Bakkevejs ungehus, der ellers var til unge på 13-18 år. Her blev hun udredt og fik hjælp til at håndtere, hvad der viste sig at være ADHD, OCD, angst og en personlighedsforstyrrelse.

– På Bakkevej kom der pludselig noget faglighed ind over – det var, som om de bedre kunne forstå og hjælpe mig. Og de gav mig oplevelsen af, at det var okay, at jeg var mig – og at det var okay at føle, hvad jeg følte, fortæller hun.

Nyt syn på anbringelser

Christina Skovbjerg er en af dem, som regeringen med socialminister Astrid Krag i spidsen vil have, at ’systemet’ skal lytte mere til. Under overskriften ’Børnene Først’ har de præsenteret et udspil til en reform af anbringelsesområdet, der skal sikre børn et trygt hjem og flere rettigheder end i dag – fordi alt for mange udsatte børn ender som udsatte voksne.

Regeringen lægger bl.a. op til at gå væk fra at se anbringelser som sidste udvej og noget, der skal undgås. I stedet peger de i udspillet på, at anbringelser kan være den nødvendige forebyggelse. Der skal fx automatisk laves en vurdering af behovet for også at anbringe søskende til anbragte børn, ligesom flere anbringelser skal gøres permanente.

Og så skal barnet have ret til at anmode om at blive anbragt og have ret til en second opinion hos Ankestyrelsen, hvis kommunen imod barnets vilje beslutter, at barnet skal skifte anbringelsessted eller hjemgives.

Alt sammen signalerer i høj grad nye toner på anbringelsesområdet. For under parolen ’investér, før det sker’ har landets kommuner i snart et årti forsøgt at sætte ind med den mindst muligt indgribende indsats – med andre ord indplaceret børnene på det lavest mulige trin på den såkaldte indsatstrappe. En trappe, hvor øverste trin – og den absolut sidste udvej – var en anbringelse.

Tillokkende besparelser

Frontløberne for modellen var Herning Kommune, der i 2013 nedsatte et team, som med inspiration fra den svenske kommune Borås skruede op for antallet af sagsbehandlere, der hver især skulle have langt færre sager. Sagsbehandlerne fik til opgave at komme tidligere og mere intensivt ind i sagerne – og at fokusere på tidlige, forebyggende indsatser og på, at de foranstaltninger, der blev brugt, var så tæt på et almindeligt hverdagsliv som muligt.

I 2017 lavede forskningsinstituttet Kora (senere VIVE, red.) en evaluering, der viste, at Herning Kommune havde et markant fald i antallet af institutionsanbringelser og en stigning i andelen af anbragte, der kom i familiepleje. Desuden blev hjemmebaserede indsatser brugt mere. Og samlet set havde man sparet mere end dobbelt så meget som forventet på anbringelsesområdet, fortæller chef­analytiker Hans Skov Kloppenborg fra forskningsinstituttet VIVE, der var med til at evaluere modellen.

– Der var fagligt set mange gode takter i modellen, der samtidig gav en løsning for kommunekassen, som var enormt tillokkende. Man fik dog aldrig evalueret, hvad de ændrede foranstaltninger betød for børnenes trivsel, og det er rigtig ærgerligt. For mange kommuner har den økonomiske dimension været en kærkommen sideeffekt. Bl.a. Socialstyrelsen har sat en ære i at sige, at det økonomiske hensyn ikke måtte være drivende. Det kan modellen godt misbruges til, hvis man vil. Men om det er sket, ved vi ikke, siger han.

Faglighed før økonomi

Siden har den såkaldte Herning­model bredt sig til mange af landets kommuner. Nogle kommuner har desuden indført mål for, hvor stor en andel der skal være anbragt i familiepleje. Og ser man på KL’s nøgletal omkring udsatte børn og unge, viser de en generel udgiftsstigning – men et fald i udgifter til døgninstitutioner på over en mia. kr. fra 2009 til i dag.

Fagfolk og organisationer – bl.a. Socialpædagogerne – har flere gange råbt op om, at de økonomiske gevinster fik lov at overskygge de socialfaglige. En problematik, der blev sat på spidsen, da det for nylig blev afsløret, at Guldborgsund Kommune havde bedt sagsbehandlerne om at finde en besparelse på 100.000 kr. per sagsstamme – kombineret med et krav om, at der i hver sagsstamme kun kunne bevilges én foranstaltning.

– Det er næsten til at græde over, at man forsøger at styre børneområdet så forenklet, konstaterer seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk fra VIVE og fortsætter:

– Jeg har set kommuners præsentationer af Indsatstrappen, hvor prisen på hvert trin var påført, og en rød pil pegede op ad trappen, mens en grøn pil pegede ned. Barnet skulle altså så hurtigt som muligt skubbes ned ad Indsatstrappen til mindre indgribende foranstaltninger. Jeg er med på, at noget er billigere end andet. Det, jeg appellerer til, er individuelle, faglige vurderinger i hver sag, siger hun.

Dertil kommer, at der bør blive fulgt langt mere op på, hvad der virker for børnene. For sidste år viste en VIVE-undersøgelse, at børn, der var blevet anbragt, efter de fyldte 15 år, bonnede voldsomt ud på en lang række risikoparametre senere i livet såsom misbrug, selvskadende adfærd, selvmordsforsøg og dårlige skoleerfaringer.

Og næsten to tredjedele af dem var ikke i gang med en uddannelse.

– Noget burde være sket tidligere. Vi ved bare slet ikke nok om hvad, siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Vend trappen om

Men for Mette Ove, socialpædagog og forstander på hhv. Glostrup Behandlings- og Observationshjem og Bagsværd Observationshjem, er der ingen tvivl.

For tænk, hvis kommunerne vendte indsatsen på hovedet. Tænk, hvis de i stedet for at starte nederst på Indsatstrappen sprang direkte op på et af de øverste trin – og satte ind med en massiv indsats som fx anbringelse på en døgn­institution eller i et familie­tilbud i døgnregi. Og herfra bevægede sig ned ad trappen, i takt med at barnet og forældrene blev udredt og fik det bedre – og man fandt frem til den rette langsigtede løsning, hvad end det så er en anbringelse i familiepleje, en massiv familieindsats i hjemmet eller noget helt tredje.

– Jeg ser det i bund og grund som en katastrofe, at et tilbud som vores ligger sidst på trappen. For man kunne hjælpe langt flere udsatte børn meget tidligere, hvis man satte ind med massiv hjælp og en grundig faglig udredning fra start, siger hun og forklarer, hvordan hun oplever indsatserne i dag:

– Vi oplever gang på gang, at man sætter ind med en lang række mindre indgribende indsatser i hjemmet. Og først når det viser sig, at de indsatser ikke har virket, ja, så fjerner man barnet og anbringer det på et tilbud som vores. Men på det tidspunkt er barnet så skadet, at vi står med et langt mere komplekst og tidskrævende udredningsarbejde for at sikre, at vi finder den allerbedste løsning.

Spild af børnenes liv

Samme oplevelse har Charlotte Møller Pedersen, der er forstander på opholdsstedet Dannevirke Kostskole og formand for Foreningen af Døgn- og Dagtilbud for udsatte børn og unge (FADD, red.). Og derfor endte hun helt ude på kanten af stolen, da statsministeren for godt et år siden lovede bedre forhold for udsatte børn i sin nytårstale.

– Jeg har arbejdet i det her fag i rigtig mange år og fulgt udviklingen. Jeg blev rørt over talen – på børnenes vegne og på medarbejdernes, fordi de hver dag knokler for at give de her børn et bedre ståsted, men oplever, at børnene ikke får de mest optimale betingelser for et fremtidigt liv, siger hun og fortsætter:

– Grundsynet har været, at det var synd for børn, at de blev anbragt. Børn har været igennem tre, fire og nogle gange fem forskellige forløb, før de så får den rigtige indsats. Det er børnenes liv, vi spilder. Og socialpædagogerne har skullet være små mirakelfabrikker. Det har de peget på i årevis, og jeg glæder mig usigeligt meget over, hvis man nu hører efter og anerkender, at en massiv indsats også kan være forebyggende, lyder det fra Charlotte Møller Pedersen.

Tilbage i Midtjylland bor Christina Skovbjerg i dag i sin egen lejlighed og er til sommer færdiguddannet som salgsassistent. Når hun tænker tilbage, ville hun ønske, at hun var blevet mødt med den rette indsats tidligere – og måske havde været fem års stofmisbrug foruden.

Men hun er taknemmelig for den støtte, hun endte med at få.

– Det er mig, der gør, at jeg er nået så langt – men uden Bakkevej havde jeg slet ikke været her i dag. Derfor ønsker jeg for anbragte børn, at de får den samme hjælp, støtte og kærlighed, som jeg fik. For alle har ret til at leve livet og kæmpe for det, de gerne vil, siger hun.

Jeg glæder mig usigeligt meget over, hvis man nu hører efter og anerkender, at en massiv indsats også kan være forebyggende.

Charlotte Møller Pedersen, forstander Dannevirke Kostskole og formand FADD