icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
20210212_SocPæd_BjarneBruun07_1128x600.jpg
Bjarne Bruun kan nu også kalde sig pårørenderådgiver - han arbejder bl.a. med at hjælpe børn og unge, der fx har en psykisk syg forælder eller søskende med et handicap.
Springet

Der stod ikke ’socialpædagog’ på mit job

Oven i rollen som forældrerådgiver fik Bjarne Bruun for nylig en ny funktion som pårørenderådgiver for børn og unge under 18 år, der fx har en psykisk syg forælder eller søskende med et handicap

Hvorfor skulle der ske noget nyt?

For at sige det lidt smart er livet for kort til dårlig ledelse og dårlige opgaver. I mange
år havde jeg været rigtig glad for mit arbejde som familiebehandler, men pga. omstruktureringer og ledelsesskift var jeg det ikke længere. Så for to år siden kastede jeg mig ud i en helt ny jobfunktion som forældrerådgiver – og for nylig er jeg så også blevet det, vi kalder pårørenderådgiver.

Hvad er en forældrerådgiver?

Det er en slags tovholder og vejviser for forældre, der har børn med særlige behov, og som måske føler, at de kommer i klemme i systemet. Fx fordi de ikke oplever, at deres barn får den støtte, det har behov for – eller hvis de oplever, at sagsbehandleren modarbejder dem. Jeg er ansat af kommunen, men som en neutral part, der skal lytte, vejlede og på anden måde hjælpe med at få den mest konstruktive dialog med kommunen som muligt. Nogle gange tager jeg med til møder og sikrer et bedre samarbejde. Andre gange hjælper jeg familierne med at finde ud af, hvem de skal henvende sig til med bestemte problematikker.

Hvorfor søgte du jobbet?

Jobannoncen dukkede op i min indbakke, og selvom de ikke søgte en socialpædagog, tænkte jeg, at det lige var noget for mig. Som familiebehandler var jeg vant til at tale med forældre om det, der er svært. De opfordrede socialrådgivere til at søge, fordi det er vigtigt, at man forstår det kommunale system og forskellige regler og love. Men jeg tænkte, at det kan jeg da lære. Og det kunne jeg. Ikke mindst fordi jeg har fået god hjælp af kolleger i forvaltningen.

Hvad indebærer det, at du nu også er pårørenderådgiver?

Det betyder, at jeg bliver kontaktet, når børn og unge er pårørende til fx en psykisk syg forælder eller en handicappet søskende. Også her fungerer jeg som en slags vejviser, der har overblik over tilbud i kommunen og civilsamfundet, og jeg kan fx henvise til en samtalegruppe for børn med søskende med et handicap eller familierådgivning til hele familien.

Hvordan bruger du din socialpædagogiske ballast?

Den bruger jeg helt klart i samtalerne. Jeg kan ikke bare lige sige, hvad familierne skal gøre. Jeg er nødt til først at få en forståelse for præcis deres situation, og her bruger jeg min faglighed til at skabe tillid, relation og en god samtale.

Hvad er dit råd til andre?

Det er jo individuelt, om man skal kaste sig ud i noget helt nyt – for det kunne jo også være gået galt. Men hvis man har ressourcerne til at tage en chance, skal man gøre det. For mig har det været fantastisk.

CV

Bjarne Bruun, 55 år

2021
Jobbet som forældrerådgiver suppleres med en funktion som pårørenderådgiver for børn og unge under 18 år

2018
Forældrerådgiver i Odense Kommune

2002
Familiebehandler i Familiehuset Vissenbjerg, der senere skiftede navn til Familiehuset Tommerup

1992
Socialpædagog på Fjordtofte børne- og familiebehandlingsinstitution – heldagsskole og familiebehandling

1991
Højskole

1990
Projektleder i ’Fritidsaktiv – ej klient’

1990
Uddannet fritidspædagog – har senere også uddannet sig til psykoterapeut

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Springet