icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
money.jpg
Indefrosne feriepenge

Guide: Nu kan du få resten af dine indefrosne feriepenge

Vil du have udbetalt dine sidste to ugers indefrosne feriepenge? Eller fik du ikke udbetalt de første tre ugers feriepenge i efteråret, men vil gerne have dem alle ud nu? Så er det nu, du skal slå til. Her er, hvad du skal vide

I et forsøg på at stimulere den danske økonomi har regeringen og en stribe partier besluttet at udbetale de feriepenge, som med ændringerne i ferieloven ellers skulle have været indefrosset indtil pensionsalderen.

De første tre ugers feriepenge kunne du få udbetalt indtil den 1. december 2020. De resterende to uger kan du nu søge om at få udbetalt. Og skulle du have fortrudt, at du ikke fik udbetalt feriepengene i efteråret, kan du vælge at få alle fem uger ud i denne runde.

Hvordan gør jeg?

Du søger ved at gå ind på borger.dk/bestilferiemidler, hvor du logger ind med dit NemID og følger anvisningerne til udbetaling. Du får pengene udbetalt på din NEM-konto op til ti dage efter, at du har søgt på borger.dk. Nogle kan opleve at skulle vente lidt længere – det vil fx gælde personer med særlige skatteforhold.

Hvornår kan jeg søge?

Fra onsdag den 24. marts og frem til 31. maj 2021 kan du bede om at få dine sidste ugers indfrosne feriepenge udbetalt. Der er ikke mulighed for at søge efter fristens udløb.

Hvem kan få de indefrosne feriepenge udbetalt?

Alle – også familieplejere – der har haft arbejde og modtaget løn i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020, vil have indefrosne feriepenge til gode.

Hvor mange penge, det drejer sig om, kommer helt an på hvor mange måneder, du har arbejdet i denne periode. Det vil sige, at også fleksjobbere, vikarer, studerende i praktik og andre, der har haft et arbejde i hele eller dele af perioden, får udbetalt feriepenge.

Hvis du har været på barsel i perioden, og du under din barsel har fået løn- og pensionsindbetalinger, så har du også optjent feriepenge og kan få dem udbetalt.

Modtager du en overførselsindkomst som fx folkepension, førtidspension eller lignende, så optjener du ikke feriepenge.

Hvor meget får jeg udbetalt?

Det afhænger af din indkomst i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020.

Din arbejdsgiver havde frist til at indberette den samlede optjening af de indefrosne feriepenge den 31. december 2020. Du kan se dine feriemidler på borger.dk.

Kan jeg nøjes med at få udbetalt nogle af pengene?

Nej, man kan enten vælge at få alle sine resterende, indefrosne feriepenge udbetalt eller ingen. 

Hvad sker der med pengene, hvis jeg ikke får dem udbetalt?

Vælger du at lade pengene stå i fonden, vil de blive udbetalt, når du når folkepensionsalderen. Du kan også søge om at få opsparingen udbetalt, hvis du:

  • går på førtidspension
  • går på seniorpension
  • får efterløn
  • får tilkendt fleksydelse
  • får udbetalt alderspension, der er oprettet som led i et ansættelsesforhold
  • får varigt ophold i udlandet

Skal jeg betale skat af dem?

Hvis du vælger at få dine indefrosne feriepenge udbetalt, beskattes de som almindelig indkomst. Det kan derfor være, at du vil blive topbeskattet af feriepengene, alt efter hvor meget du har tjent i indkomståret. De udbetalte feriepenge vil ikke blive modregnet i eventuelle offentlige ydelser, som du modtager (eksempelvis boligstøtte).

Er du privatansat, kan du i nogle tilfælde være omfattet af en særlig feriekortordning, hvor der allerede er trukket skat ved din arbejdsgivers indberetning af feriepenge.

Bliver jeg trukket i mine offentlige ydelser?

Nej, partierne er enige om, at der ikke skal modregnes, hvis du i mellemtiden er gået på pension eller modtager fleksløntilskud eller arbejdsløshedsdagpenge osv.

Kommer jeg til at mangle feriepengene til næste år?

Nej, de indefrosne feriepenge er overskydende ferie fra overgangsfasen, da den gamle ferielov blev erstattet af den nye. Det var meningen, at de indefrosne feriepenge først skulle have været udbetalt, når du gik på pension, men nu udbetales de tidligere grundet coronakrisen.

Find mere information:

Beskæftigelsesministeriet, bm.dk

Udbetaling Danmark, borger.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse