icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Voldsforebyggelse---colorbox.gif
Socialpsykiatri

Indsatsteam skal forebygge vold

Indsatsen mod vold på botilbud skal koncentreres om de tilbud, hvor behovet er størst. Sådan lyder meldingen fra socialminister Astrid Krag, som nu styrker det indsatsteam under Socialstyrelsen, der skal hjælpe udvalgte sociale botilbud med at forebygge vold

Kort før nytår 2020 skete det, der ikke må ske. En socialpædagog på et socialpsykiatrisk botilbud blev knivdræbt. Det fik med det samme Socialpædagogerne til at præsentere en akutpakke med fire konkrete bud på, hvad der skal til for at rette op på socialpsykiatrien her og nu.

Læs mere om akutpakken: ’Forbundets fire krav skal redde et område i knæ’

Nu bliver de første politiske skridt taget i forhold til at styrke og målrette indsatsen mod vold på sociale botilbud. Det sker ved, at Socialstyrelsens indsatsteam til forebyggelse af vold på botilbud og forsorgshjem målrettes, så de tilbud, der har størst behov for støtte, kan få hjælp.

– Drabet i december er det sjette drab på en medarbejder på et socialpsykiatrisk botilbud siden 2012, og det er seks for mange. Ingen skal miste livet ved at gå på arbejde i Danmark. Derfor intensiverer og målretter vi nu den voldsforebyggende indsats mod de botilbud, som har særlige udfordringer. Dermed får botilbuddene hurtigere og bedre hjælp til at rette op og sikre trygge rammer for både beboere og medarbejdere, siger social- og ældreminister Astrid Krag.

Afsæt i påbud

I praksis skal indsatsteamet fremover målrettes de botilbud, hvor Arbejdstilsynet eller Socialtilsynet har givet påbud pga. problemer med arbejdsmiljøet eller arbejdstidstilrettelæggelsen. Det er frivilligt for botilbuddet, om det ønsker at tage imod et indsatsforløb.

Ifølge Astrid Krag er det målrettede indsatsteam det første af flere vigtige skridt på vej mod at sikre bedre og mere trygge rammer på socialpsykiatriske botilbud.

– Det glæder mig, at vi nu kan komme i gang med at identificere de tilbud, der har behov for en understøttende indsats og tilbyde hjælp til det voldsforebyggende arbejde til de botilbud, der trænger allermest til det, siger hun.

Socialpædagogerne: Godt første skridt

Hos Socialpædagogerne ser forbundsnæstformand Verne Pedersen tiltaget som et godt første skridt mod en bedre socialpsykiatri. Men hun understreger, at vi fortsat mangler at se politisk handling på en lang række felter. 

– Det er fornuftigt, at man fra politisk side sætter ind med ekstra hjælp til de mest udsatte tilbud, så vi forhåbentlig undgår flere tragiske hændelser, men vejen mod et samlet løft af socialpsykiatrien er fortsat lang. Vi har fx stadig til gode at se politikernes bud på, hvordan de sikrer faglighed, ressourcer, overgange og rette match for borgerne, og hvordan de i det hele taget vil løfte området som helhed. For socialpsykiatrien er stadig nødlidende.

Tema om socialpsykiatrien

I Fagbladet Socialpædagogen nr. 2, 2021 kan du læse et tema om socialpsykiatrien med følgende artikler:

’Vi har nået grænsen’ 

’Socialpædagog: Lyt nu til os’ 

Vi går ikke på kompromis med sikkerheden’ 

’Så står du der alene’ 

Indsatsteamet

Socialstyrelsens indsatsteam til forebyggelse af vold på botilbud og forsorgshjem blev oprettet i forbindelse med satspuljen for 2017 og blev sidste år med 6,2 mio. kr. videreført i aftalen om den såkaldte SSA-reserve for 2021-24. Samtlige partier bag aftalen bakker op om at gøre indsatsen mere målrettet.

Ifølge aftalen skal Indsatsteamet gennemføre ti indsatsforløb i løbet af 2021.

Læs mere på Socialstyrelsen.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Marginaliserede, Sindslidelser, Socialpolitik, Arbejdsmiljø