icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
OK21_stemmefoto (002).jpg
Der er gode grunde til at stemme, lyder det fra et par af de socialpædagoger, der allerede har sat deres digitale kryds ved OK21.
OK21

Jo flere der stemmer, jo stærkere står vi

Mange stemmer er et signal til arbejdsgiverne om, at vi er optaget af vores løn- og arbejdsforhold. Sådan lyder begrundelsen fra et par socialpædagoger, der ligesom knap en tredjedel af medlemmerne allerede har stemt ved urafstemningen om OK21

Flere end 29 pct. af medlemmerne har allerede sat deres digitale kryds ved urafstemningen om OK21 her en uge inde i afstemningsperioden. Der er stadig et  stykke op til resultatet fra sidste overenskomstforhandling i 2018, hvor stemmeprocenten nåede op på rekordhøje 52 pct. Og antallet betyder noget, mener socialpædagog Linda Holst – for en høj stemmeprocent styrker socialpædagogernes sag.

– Det er er vigtigt, at modparten har opfattelsen af, at vi i baglandet har en interesse i vores løn- og arbejdsvilkår. Det er vigtigt, at vi har en høj stemmeprocent, så arbejdsgiverne kan se, at vi taler med en vis vægt, at der er en opbakning, siger hun.

Også socialpædagog Malene Bæk Fyhn mener, det er vigtig at bidrage med sin stemme.

– Jo flere der stemmer, jo tydeligere et signal sender vi til arbejdsgiverne.

Vi har spurgt de to medlemmer, hvad de synes er godt og skidt ved OK-resultaterne.

OK-FORHANDLINGER 2021

Få et samlet overblik over OK21 her

Ligeløn og fuldtid

Linda Holst er socialpædagog på Botilbuddet Alleen i Gråsten og TR og FTR i Sønderborg kommune.

Hvad er du glad for ved OK-resultatet?

Jeg synes, det er godt, at det er lykkedes at få en reallønsfremgang, så vores løn stiger mere end prisudviklingen i løbet af de næste tre år. Trods corona som bagtæppe er det lykkedes at forhandle en overenskomst, som sikrer vores løn – det er positivt.

Og så er jeg glad for puljerne til ligeløn og lavtlønsgrupperne. Godt nok får jeg ikke personligt noget ud af det, men jeg synes, man må være solidarisk og være med til at udligne en uretfærdig lønforskel, så der må man starte et sted.

Det er også positivt, at der er lovet drøftelser om fuldtid. Min erfaring er, at rigtig mange socialpædagoger gerne vil på fuldtid. Men vi skal finde en løsning, hvor vi kan komme dem i møde, uden at fuldtid bliver på bekostning af arbejdsmiljøet.

Er der noget du ærgrer dig over?

Jeg havde gerne set at vi havde løftet de erfarne, dem med over 10 års anciennitet, med løntrin. Med aftalen får de ganske vist lidt mere end andre, men jeg synes, vi nogle gange spreder lønstigningen for meget ud, hvor vi i stedet kunne satse på at løfte en gruppe, så det for alvor slår igennem.

Derfor synes jeg også det er fint fx at prioritere vores færdiguddannede frem for de studerende, for de vil så få glæde af den lønstigning, når de bliver færdige. Men nu hvor BUPL har sat flere penge af til de studerende, kan det godt give nogle overvejelser om, hvorvidt de studerende så vil foretrække BUPL’s område frem for det socialpædagogiske.

Lønstigning og arbejdsmiljø

Malene Bæk Fyhn er socialpædagog og TR i Faaborg-Midtfyn kommune, Det socialfaglige område.

Hvad er du glad for ved OK-forliget?

Jeg er tilfreds med, at vi får en reallønsstigning på trods af coronakrisen. Jeg havde frygtet, at der ikke ville være noget som helst at komme efter pga. den økonomiske situation, samfundet er i, så vi bare ville være sat på hold i tre år.

Så er jeg rigtig glad for, at det psykiske arbejdsmiljø får et løft i kraft af en fælles uddannelse i psykisk arbejdsmiljø til TRIO’en. Jeg oplever, at udfordringerne med det psykiske arbejdsmiljø stiger, for i takt med, at samfundet ændrer sig, opstår flere støttebehov ude hos borgerne, som hurtigt skal honoreres. Vi har brug for at blive klædt på til at kunne omstille os, når vi går på arbejde. Brug for at følge med samfundsudviklingen, så man ikke bare gør det samme, som vi altid har gjort, men at vi som arbejdsplads bliver gode til at rette til løbende.

Det vigtigt at tale åbent om de vilkår, vi er ansat på. Vi er mange faggrupper på samme arbejdsplads, fx har mine paragraf 85-kolleger forskellig faglig baggrund. Det er positivt, for vi spiller hinanden stærke, når vi har forskellige synspunkter. Men det kan også skabe en følelse af uretfærdighed, at man har forskellige vilkår. Der er det vigtigt som arbejdsplads, at man er åben om, hvad der ligger til grund og kan snakke om de forskelle.

Er der noget, du ærgrer dig over?

Jeg ærgrer mig over, at vores lønniveau stadig er lavere end andre faggrupper, som er professionsbachelorer. Det spørgsmål rejste jeg også på TR-stormødet. Benny Andersen kunne så forklare, at forbundene har givet hinanden håndslag på, at vi efter OK21 rejser problemet over for politikerne på Christiansborg, fordi det er politisk skabt og også skal løses politisk.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: OK 2021, Overenskomst