icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
AnniDam_0012_1128x600.jpg
Socialpædagog Anni Dam ser de uhelbredeligt syge beboere i HS-Bofællesskabet som de mennesker, de er. Det fik afgørende betydning for Helle Jepmond Petersen, hvis søn led af Huntingtons sygdom.
Døden

'Annis tilgang betød alt for mig som mor'

Som mor til en uhelbredeligt syg ved Helle Jepmond Petersens, hvor vigtigt det er at blive mødt og støttet af den rette socialpædagogiske faglighed. 'Det betød, at jeg kunne være den mor for ham, jeg gerne ville', fortæller hun.

’Når jeg dør, vil jeg ligge i en skattekiste.’

Sådan sagde Jeppe, der led af Huntingtons sygdom, til sin mor, Helle Jepmond Petersen. Jeppe fik stillet diagnosen som 4-årig, og da han fyldte 24 år, var sygdommen så fremskreden, at han måtte flytte ind i HS-bofællesskabet.

Her blev socialpædagog Anni Dam hans kontaktperson.

Et godt sted at leve

– Jeg var meget negativt indstillet over for, at han skulle bo der – bange for, at der kun ville være fokus på omsorg og pleje, for han havde et kæmpe livsmod, og jeg ville gerne bevare hans barnesind. Det skulle være et godt sted at leve, ikke bare dø, fortæller Jeppes mor.

Jeppe flyttede ind – med sit anlæg og diskolys. Og Anni Dam så ham – som det menneske, han var.

– Hun lavede fis med ham helt til det sidste. Og det gav Jeppe en utrolig tryghed. Han havde kasketter med alverdens bilmærker og ville hver dag gerne have en på, der matchede den bil, som medarbejderen netop den dag kom kørende i. Det var hans måde at sige ’jeg har set dig og accepterer, at du skal være hos mig i dag’. Sådan en detalje kan man nemt glemme i en travl hverdag, men det havde Anni blik for, siger Helle Jepmond Petersen.

Så kunne jeg være mor

Da Jeppe halvandet år efter indflytningen lå for døden, stod Anni Dam ved både Jeppes og morens side.

– Jeppe havde mange dødskramper, og nogle gange gik jeg i panik over det og var nærmest hysterisk. Anni trak mig til side, så jeg kunne få lov at græde, og hun bad mig synge for ham, så han faldt til ro ved lyden af min stemme, siger Helle Jepmond Petersen og fortsætter:

– Det betød alt. Det betød, at jeg kunne være den mor for ham, jeg faktisk gerne ville.

Fik sin skattekiste

Jeppes kiste blev fyldt med hans bamser, kasketter og bedste cd’er. Bofællesskabets beboere kunne også lægge ting i, de gerne ville give ham. Og udenpå var der påklistret billeder fra hele hans liv.

– Det blev den skattekiste, han havde ønsket sig, og det hjalp mig at se, at den var fyldt med minder, siger hun.

Efter sønnens død blev Helle Jepmond Petersen, der er uddannet socialpædagog, frivillig og siden ansat på stedet, så hun kunne give alt det, hun har lært af sin søn, videre.

Det betød alt. Det betød, at jeg kunne være den mor for ham, jeg faktisk gerne ville.

Helle Jepmond Petersen, pårørende

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis