Kronik: Når en anklage ryster familien

Burde have sagt fra

Vi skulle være der for ikke kun det nye udfordrende barn men tillige for de andre. Set i bakspejlet var der ting, der byggede sig op over tid, som vi burde have reageret på og taget til efterretning. Som at den nye, svære opgave sled på vores parforhold. Som at vi i stigende grad prøvede at slippe væk hjemmefra under påskud af alt muligt. Og som at især jeg flere gange, når børnene ikke var der, brød ud i gråd og sagde til min bedre halvdel, at jeg ikke brød mig om, hvordan vi levede.

Jeg kunne godt sætte ord på, at vi levede under pres. Men hverken jeg eller han turde dengang indse, at vi skulle sige fra og bringe vores liv tilbage på sporet. Vi talte om det, men syntes ikke vi kunne være bekendt at sende barnet på institution. Vi var ikke klar til at kaste håndklædet i ringen, selvom det set i bakspejlet havde været det rigtige at gøre.

Advokat: Det kan jo betyde fængsel

For pludselig rullede en forfærdelig sag, fordi barnet fortalte en skolekammerat, at vi – hans plejeforældre – forgreb os på ham! På én og samme dag var vi nedlagt som aktiv plejefamilie, vores godkendelse og plejetilladelse var inddraget, og sagen overgivet til politiet. Bang. Jeg kan huske, at jeg via min fagforening fik anvist en advokat, som midt blandt flere sætninger sagde, ’og det kan jo betyde fængsel’. Her måtte jeg tage en dyb indånding, mens jeg tænkte, ’i fængsel for noget, jeg ikke har gjort? Jamen, jeg ønsker ikke, at dette skal overgå min værste fjende’.

Vi var heldige at have gode støtter, som straks kom os til undsætning, og det var guld værd. Samlet set holdt vi 10 dages ferie, hvor vi kunne gå i bio, gå ud og spise og i det hele taget foretage os lige det, vi havde lyst til.

Utroværdige udsagn

Indeni var jeg lettet over, at dette barn ikke længere skulle bo hos os. Det må jeg indrømme. Tiden gik, fordi den politimyndighed, der skulle afhøre børn i sådanne tilfælde, havde forholdsvis lang ventetid. Vi var blevet tildelt en advokat via kommunen, som bakkede os op, men som i sagens natur ikke måtte være i dialog med os. Så da vores børn inklusive barnet, der havde støbt de falske anklager, var blevet afhørt og alting faldt på plads, sad vi en formiddag hos advokaten og så politiets optagelser af plejebørnenes forklaringer, der blev udspurgt grundigt af pædagogisk rustede politifolk.

Barnet, som løj om os, fremstod utroværdig og usammenhængende. Jeg følte et stik af medlidenhed med dette barn, som igen havde kappet en livline. Da de andre plejebørn blev afhørt, sad de roligt og forklarede, at ’sådan gør de ikke’ om os. Og sikkert også fordi de hele vejen igennem havde haft ondt af os voksne - og måske også af barnet, som næsten havde splittet vores familie ad.

Undskyldningen kommer nok en dag

Med alle mand hjemme igen sad vi flere gange og snakkede om sagen, så børnene kunne forstå, hvad det handlede om og udtrykke savn efter barnet, der flyttede så pludseligt.

-Jeg synes nu, at I fortjener et undskyld, lød det fra Munni.

-Jo, men ved du hvad, det kommer nok en dag, sagde jeg til pigen med de himmelblå, alvorlige øjne.

Lettelse og tilgivelse

Et år efter sagen mødte jeg tilfældigt klasselæreren til det barn, der rejste anklagerne. Hun trak mig til side i supermarkedet, for hun ville fortælle, at en kammerat fra klassen fik en besked dengang. ’Det var nogle virkelig seje løgnehistorier, jeg fik lavet’, stod der.

Jeg følte lettelse over, at barnet selv havde omtalt sine historier som løgne, for jeg tilgiver til hver en tid alle børn, der laver skrækkelige løgnehistorier om deres voksne. De gør det kun, hvis de bliver så pressede, frustrerede og svigtede, at det ligger lige for. I denne sag svigtede vi desuden som plejeforældre ved ikke at sige fra i tide, tænker jeg.

Husk egenomsorg

Netop den lærestreg har givet mig viden, jeg kan bruge fremadrettet til at drage omsorg - ikke kun for barnet men også for os selv som voksne omsorgsgivere. Faktisk håber jeg en dag at møde barnet, så vi, helt uden at have noget i klemme, kan få bearbejdet det, der hændte dengang uden nag.

Man bør desuden efter sådan et forløb huske på, at ikke alt var rædselsfuldt. At dette barn også bidrog med andet og med gode ting, for det var et barn, der havde virkelig god fantasi og en fantastisk evne til at digte historier.