icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
vaccination-beskaaret (1).gif
Corona

Myndighederne dropper AstraZeneca-vaccinen

Sundhedsstyrelsen meldte onsdag ud, at man fortsætter vaccineudrulningen mod covid-19 uden AstraZeneca-vaccinen. Socialpædagogerne anerkender beslutningen, men efterlyser en klar udmelding for færdigvaccinering af frontpersonale

AstraZeneca-vaccinen er ikke længere en del af vaccineudrulningen i Danmark. Udmeldingen fra Sundhedsstyrelsen d. 14. april kom efter, at der er blevet påvist en sammenhæng mellem vaccinen og sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper, blødning og lavt antal blodplader.
Ingen danskere er siden 11. marts blevet vaccineret med AstraZeneca.

-Samlet set må vi sige, at resultaterne viser, at der er tale om et reelt og alvorligt bivirkningssignal ved vaccinen fra AstraZeneca. Ud fra en samlet overvejelse har vi derfor valgt at fortsætte vaccinationsprogrammet for alle målgrupper uden denne vaccine, siger Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm.

Det betyder bl.a. at ca. 100.000 danskeres, herunder mange socialpædagogers, tider til vaccination med AstraZeneca-vaccinen er blevet annulleret. Derudover understregede Søren Brostrøm, at de 149.000 personer, der allerede har modtaget første stik med AstraZeneca vil blive tilbudt en anden vaccine.

En udmelding som Socialpædagogernes forbundsformand Benny Andersen er godt tilfreds med:

-Vi er glade for, at de, der har fået første stik med AstraZeneca og har ventet i usikkerhed, nu har fået en afklaring og får en anden vaccine.

Behov for en klar plan

Den nye situation kræver dog, at myndighederne snarligst melder klart ud, hvad de ændrede planer betyder for frontpersonale som socialpædagoger, understreger han:

-Vi forventer, at vi får en mere konkret plan for hvad det betyder for frontpersonalet og de af vores medlemmer, som er placeret i vaccinationsgruppe 4, men endnu ikke har fået første stik. Det har vi ikke fået svar på, og vi forventer da, at de meget snart får den vaccine, de er stillet i udsigt.

På det sociale område er der også fortsat mange socialpædagoger, der er blevet visiteret, men endnu ikke vaccineret.

-Af hensyn til både borgere og arbejdsmiljø forventer vi, at vi i løbet af kort tid får en plan for, hvornår de får den lovede vaccine.

Læs mere om coronasituationen og arbejde under corona på Socialpædagogernes Coronaside. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder