icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
rm_benny-andersenb.jpg
Familieplejere

OK-krav: Dialogen med KL fortsætter

Socialpædagogerne og KL er nu blevet enige om at afholde et møde i nærmeste fremtid, hvor forbundets krav om en overenskomst til plejefamilier er på dagsordenen. Et skridt i den rigtige retning, siger forbundsformanden, der også ser frem til afklaring i grænsesag

Efter OK-21-forhandlingerne faldt på plads, opfordrede Socialpædagogerne KL til at indgå en dialog om forbundets overenskomstkrav til familieplejere.

Parterne er nu blevet enige om at mødes om emnet, og udsigten til et møde med arbejdsgiverne er et skridt i den rigtige retning, siger forbundsformand Benny Andersen:

– Et møde lyder måske ikke af meget, men det signalerer, at vi er på rette vej. Men jeg skal da ikke lægge skjul på, at processen er meget længere og mere besværlig, end vi synes, den burde være.  

De gode argumenter står i kø

Mødet giver Socialpædagogerne mulighed for at fremføre argumenterne for, hvorfor familieplejere bør have en overenskomst, supplerer Benny Andersen. For gode argumenter er der rigeligt af: 

– Familieplejere har de sidste mange år spillet en stadig mere væsentlig rolle i den kommunale indsats på børne- og ungeområdet, hvor familiepleje vælges som den primære anbringelsesform. Men vi ved, at kommunerne i dag har svært ved at tiltrække og rekruttere kvalificerede familieplejere. For at komme den udfordring til livs, er de nødt til at tilbyde dem ordnede forhold som pension, gennemskuelige og stabile vilkår og lønforhold og ordnede forhold omkring ferie. 

Gavner også kommunerne

Et andet vigtigt argument for en overenskomst er, at ordnede forhold ikke kun gavner familieplejere. En overenskomst sikrer også stabilitet i anbringelserne, som både kommer børnene og kommunerne til gavn.

– Så for mig at se bør kommunerne også have en interesse i at sikre ordnede forhold for en så essentiel medarbejdergruppe. Vi mener kort sagt, at det her må være i fælles interesse.

Grænsesagen afgøres til august

Højt på dagsordenen står også et andet emne, som har stor betydning for, hvornår der træffes en afgørelse om Socialpædagogernes overenskomstkrav. Grænsesagen mellem Serviceforbundet og Socialpædagogerne om retten til at organisere familieplejere nærmer sig sin afslutning. Mere præcist falder der afgørelse i FH’s grænsenævn 12. august.  

Konflikten, der har stået på siden foråret 2019, hvor Plejefamiliernes Landsforening omdannede sig til fagforening og meldte sig ind i Serviceforbundet, har ikke gjort kampen for en overenskomst nemmere, siger forbundsformanden:

– Det danske arbejdsmarked er skruet sådan sammen, at offentlige arbejdsgivere afviser at tegne overenskomst med flere fagforeninger for det samme arbejde. Så grænsesagen har skabt en frustrerende uklarhed om, hvem der havde forhandlingsretten på familieplejernes vegne. Derfor ser jeg meget frem til, at vi snart får klarhed.

– Jeg forventer naturligvis, at grænsenævnet peger på Socialpædagogerne som den rette fagforening for familieplejere, så vi en gang for alle kan slå fast, at familiepleje er en naturlig del af det socialpædagogiske arbejdsområde.

En sådan afgørelse vil også kun gavne dialogen med KL, supplerer Benny Andersen.

– For vi vil uden tvivl så stærkere med et overenskomstkrav overfor kommunerne, hvis vi får grænsenævnets ord for, at Socialpædagogerne har retten til at organisere familieplejere. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Overenskomst, Børn og unge