icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Sådan arbejder vi med seksualitet.png (2)
Seksualitet

Sådan arbejder vi med seksualitet

Udadreagerende adfærd, skeptiske kolleger og pårørende og tabuer, der gør det svært at tale frit. Det er blot nogle af de elementer, socialpædagoger støder på i deres hverdag. Her fortæller tre seksualvejledere om deres tilgang til arbejdet med at guide borgere mod et liv med åbenhed, lyst og accept

Glem dine egne normer

Arbejdet med seksualvejledning har virkelig givet min faglighed vinger, fortæller socialpædagog og seksualvejleder Hanne Helt Kevy, som arbejder med voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne

– For ikke at hæmme borgeren i sin seksualitet er du nødt til at kigge på din egen. Man er jo præget af sine forældres stemmer, men man kan ikke påtvinge borgeren ens egne normer. Som personale bliver man nødt til at finde ud af, hvor ens egne grænser går, ellers kan man ikke arbejde med seksualitet. Man skal kunne hæve sig op over situationen, ligesom man skal i alle mulige andre pædagogiske sammenhænge.

Vi har fx en mandlig borger, der gerne vil have, at jeg sminker ham som en kvinde. Der har været store diskussioner om det i personalegruppen, fordi nogle mener, at vi lægger brænde på bålet i forhold til hans seksuelle drifter. Men der ligger noget meget sanseligt i det for ham, så det handler om, at vi som personale skal kunne finde ud af, hvor vi kan møde ham uden vores fordomme og begrænsninger.

Hvis jeg ikke havde taget seksualvejlederuddannelsen, så ville jeg have ladet mig påvirke af personalets indstilling til, om det var mit behov at sminke ham. Hvis ikke jeg havde kigget på min egen seksualitet, så ville jeg have ligget under for det pres. Men jeg har lært at afgrænse ham – og mig.

Arbejdet med seksualvejledning har virkelig givet min faglighed vinger. Jeg har fået en meget større grad af forståelse for reaktionsmønstre, seksuelle frustrationer og udadreagerende adfærd, og det hjælper mig i samspillet med borgeren.

Som personale bliver man nødt til at finde ud af, hvor ens egne grænser går, ellers kan man ikke arbejde med seksualitet.

Hanne Helt Kevy, socialpædagog og seksualvejleder

Jeg oplever meget tabu

Vi har som socialpædagoger et ansvar over for de borgere, vi arbejder med – også omkring deres seksualitet, siger socialpædagog og seksualvejleder Lene Lykke Værum Michelsen, som arbejder i et bofællesskab for voksne med nedsat funktionsevne

– Da jeg var lille, fandt jeg engang en spand ude på toilettet med et par trusser med blodpletter, der lå i blød, fordi min mor havde menstruation. Da jeg spurgte til det, kunne jeg ikke få et svar fra min mor på, hvad det var. Så jeg troede, at hun var dødssyg, for blod er jo noget, der har med sygdom at gøre.

Siden har jeg tænkt, at det ikke var i orden. Der bør ikke være så meget tabu, at man ikke tør tale om tingene. Og det er ikke rimeligt, at de borgere, vi arbejder med, ikke kan få noget at vide. 

Men det er lidt op ad bakke at arbejde med seksualitet, for mange vil helst ikke lægge mærke til det, og det hænger nok sammen med, at man ikke ved, hvordan man skal gribe sagen an. Og så er det en gang imellem lettere at sige, at man ikke ser det, frem for at handle på det.

Jeg har endda fået at vide, at nu skulle vi ikke vække noget i borgerne, der ikke var der. Så nogle mennesker har en seksualitet, og andre har ikke? Det giver jo ingen mening.

Jeg har også oplevet, at en kollega sagde, at hun ikke vidste, at jeg var så vild med sex. Jeg svarede, at jeg egentlig bare synes, at vi har et ansvar over for den borger, vi arbejder med.

Det er lidt op ad bakke at arbejde med seksualitet, for mange vil helst ikke lægge mærke til det, og det hænger nok sammen med, at man ikke ved, hvordan man skal gribe sagen an.

Lene Lykke Værum Michelsen, socialpædagog og seksualvejleder

Seksualitet skal på skole­skemaet

Det kan da godt være, at et barn udviklingsmæssigt kun er tre år gammelt, men kroppen er 17 år – så selvfølgelig spiller seksualitet en rolle, siger socialpædagog og seksualvejleder Lene Nielsen, som arbejder på en specialskole for børn med udviklingshæmning

– Jeg fik for alvor øjnene op for seksualundervisning, da jeg var i praktik på min nuværende arbejdsplads og en dag fandt to elever ude på toilettet med bukserne nede om anklerne. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, og var faktisk lidt chokeret. Men den måde, skolen og seksualvejlederen tog hånd om det på, gjorde mig nysgerrig og gav mig lysten til at dykke mere ned i det.

Min arbejdsplads har altid prioriteret at give eleverne seksualundervisning, for den tidlige indsats omkring motorik, sanser og seksualitet er så vigtig for den her målgruppe. Forældrene skal også undervises. For det kan godt være, at deres barn rent udviklingsmæssigt kun er tre år gammelt, men kroppen er 17 år. Forældrene skal vide, at det spiller en rolle, og at deres børn også skal have fred og ro til at udforske kroppen og røre ved sig selv, og at det er helt okay.

Jeg kender til andre specialskoler, der ikke prioriterer seksualundervisning. Men når det er prioriteret, som det er hos os, er det tilladt at tale om i personalegruppen. Vi får nogle ting på bordet, der giver åbenhed og dermed giver os bedre mulighed for at tage vare på vores elever.

Vi kan bedre opfylde deres ønsker og passe på dem på den her måde. Og det er noget af det vigtigste.

Vi får nogle ting på bordet, der giver åbenhed og dermed giver os bedre mulighed for
at tage vare på vores elever.

Lene Nielsen, socialpædagog og seksualvejleder

Nu kommer bogen om seksualitet og udviklingshandicap

Center for Oligofrenipsykiatri og Forlaget Oligo udgiver bogen ”Seksualitet og Udviklingshandicap”. Udgivelsen fejres med en bogkonference d. 25. august 2021 i Aarhus. Alle deltagere får en bog med hjem og mulighed for at møde bogens forfattere, høre spændende oplæg og netværke med en række interessefæller.

Medlemmer af SL får 10% rabat. Læs mere og tilmeld dig her

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis