icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
benny_2_farve_1128x600.jpg
Socialpædagogerne mener

Ærgerlig formand: Profit er åbenbart vigtigere end udsatte

Ny politisk aftale styrker tilsynet med sociale tilbud. Men politikerne er ikke enige om et forbud mod profit. Det er skuffende, mener forbundsformand – skattekronerne burde jo gå til samfundets udsatte

Tilsynet med sociale tilbud får et løft. Der skal være et skærpet fokus på brugen af vikarer. Og tilbuddenes økonomi skal være mere gennemsigtig, ligesom at tilbuddets og ejerens økonomi ikke må være blandet sammen.

Det er nogle af hovedpunkterne i en ny politisk aftale, som Socialministeriet netop har offentliggjort.

Aftalen kommer efter, at regeringen tilbage i efteråret 2020 foreslog et forbud mod, at private kan trække penge ud til egne lommer som ejere af tilbud på det sociale område. Desværre er det ikke lykkedes politikerne at nå til enighed om et stop for profit.

Taberne er de udsatte mennesker, som ikke får den nødvendige støtte på private tilbud, fordi pengene i stedet ryger til ejerne.

Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne

– Jeg er virkelig ærgerlig over resultaterne fra de politiske forhandlinger om profit på det sociale område. Og jeg må tolke konklusionen sådan, at muligheden for profit er vigtigere end socialt udsatte børn og voksne, lyder reaktionen fra forbundsformand Benny Andersen.

De udsatte taber

Regeringens forslag om et forbud mod profit er kommet i kølvandet på afsløringer af, hvordan en stribe ’profitbaroner’ blev millionærer af at drive bosteder for udsatte borgere, og hvordan udenlandske koncerner køber stort op på socialområdet i Danmark. Af samme årsag har Socialpædagogerne i årevis krævet et forbud mod profit.

– Taberne er de udsatte mennesker, som ikke får den nødvendige støtte på private tilbud, fordi pengene i stedet ryger til ejerne. Og det er ærligt talt skuffende, at partierne bag forståelsespapiret helt overordnet ikke har villet sætte en stopper for den urimelighed, siger Benny Andersen.

Forbundsformanden tilføjer, at han dog er tilfreds med, at man samler specialiserede tilsynsopgaver og sikrer bedre koordinering mellem tilsyn, og desuden at der kommer skærpet fokus på brugen af vikarer og tilbuddenes økonomi. Og endelig hæfter han sig ved, at aftalepartierne er bekymrede for de udenlandske koncerner og vil følge området fremadrettet.

– Men vi havde ønsket os mere. Og der er i hvert fald ikke noget i aftalen, der spænder ben for, at udenlandske koncerner kan fortsætte opkøb. Vi vil fortsat følge området, og vi vil klart opfordre kommunerne til at have langt større opmærksomhed på selskabskonstruktionerne og personalets uddannelse, når de vælger at bruge private tilbud.

 

En aftale med socialpædagogiske aftryk

Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet har indgået 'Aftale om styrkelse af socialtilsynet og styrkelse af det økonomiske tilsyn med sociale tilbud'.

Aftalen styrker socialtilsynet og giver tilsynet flere muligheder for at gribe ind, når kvaliteten ikke er i orden. I aftalen er flere elementer, som også Socialpædagogerne har foreslået:

  • Oprettelse af specialistfunktioner, så specialiserede tilsynsopgaver som fx tilsyn med koncerner, sikrede institutioner el.lign., samles i ét tilsyn
  • Bedre udveksling og koordinering på tværs af de forskellige tilsynsmyndigheder
  • Skærpet fokus på brug af vikarer, når medarbejderkompetencer vurderes
  • Forbud mod virksomhedsformer, hvor tilbuddets og ejerens økonomi er blandet sammen, fx enkeltmandsvirksomheder (indføres fra 2024)
  • Aftalepartierne er bekymrede for de udenlandske koncerner og vil følge området fremadrettet.

Læs mere på socialministeriets hjemmeside

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Socialpolitik