14 måneders rutschetur
Coronapandemien har nu sat sit præg på samfundet i over et år, og som en del af det uundværlige frontpersonale har socialpædagoger stået midt i orkanens øje hele vejen igennem. Hvordan påvirker det arbejdsforholdene, trivslen og arbejdsmiljøet for personalet? Det belyser Tillidsposten gennem de næste udgaver ved at give stemme til et udpluk af jer TR og AMR, som har stået forrest
Man kan tale om corona-krisen som tre epoker med hver sine udfordringer og vilkår for medarbejderne på arbejdspladsen. Det mener Laura Tranekær Birk Bille, som er TR på et bosted for mennesker med funktionsnedsættelser i Brøndby Kommune.
– Da coronakrisen ramte os første gang sidste forår, var det min klare fornemmelse, at vi alle stod klar til at løfte opgaven - omstillingsparate og med løftet pande og bevidstheden om, at her stod vi i frontlinjen og gik på arbejde, fordi det var livsnødvendigt, mens resten af samfundet lukkede ned.
Det blev en intens tid, hvor medarbejderne skulle navigere i alle de nye retningslinjer og forandringer. Men i sommerens løb faldt der efterhånden ro på. Borgerne kunne komme på arbejde igen, og medarbejderne kunne slappe lidt mere af. Men i løbet af efteråret spidsede situationen til igen, og nye udfordringer meldte sig.
– Under den anden nedlukning ryger vi op i beredskab. Det begyndte at være alvorligt på en anden måde, og vi havde ikke energien fra foråret. Vi var trætte, for vi havde jo været i konstant beredskab i månedsvis.
Smitteudbrud
I slutningen af året blev arbejdspladsen ramt af coronaudbrud. Det indebar bl.a., at medarbejdere på skift skulle gå i isolation med smittede beboere i et selvstændigt hus.
– Det er vanvittigt svært at forberede sig på. Det blev tydeligt, at der er mange ting, vi ikke har inde under huden. Vi bar skærpede værnemidler, og nogle beboere blev meget påvirkede af det.
Situationen på arbejdet skabte også utryghed blandt personalet. De var bekymrede for deres egen sikkerhed, og det fik konsekvenser for deres privatliv.
– Det mest corona-usikre sted, jeg kan gå hen, er min arbejdsplads – og der er jeg nødt til at gå hen. På trods af alt det vi gør for at mindske risikoen, var der folk, jeg ikke kunne se som fx min mor, som er kronisk syg. Den risiko ville jeg ikke tage, siger Laura Tranekær Birk Bille.
Svære dilemmaer
Den tredje epoke, genåbningsfasen, hvor vi stadig befinder os, rejser nye dilemmaer for personalet. De skal nu tage stilling til spørgsmål som fx, hvornår det er forsvarligt at sende beboere til frisøren og afveje fordele og ulemper ved fx at tage borgerne med ud at handle.
– Vi skal sikre, at borgerne efterlever restriktionerne, men hvis vi isolerer dem for meget, hvilke konsekvenser vil det så have for dem?
I den slags tvivlsspørgsmål har ledelsen været god både at sparre med - og god til at træffe de endelige beslutninger, siger Laura Tranekær Birk Bille. Men gråzonerne efterlader personalet i ukendt farvand:
– Vi har ikke kunne trække på teorien eller erfaringerne, som vi normalt kan fagligt. Og som personale tænker vi jo forskelligt. Det har været benhårdt, siger hun.
Arbejdstøj er også et emne, som har skilt vandene. Tidligt i forløbet fik medarbejderne udleveret arbejdstøj for at sikre, at de ikke bragte smitte med ud og ind til beboerne. Men blandt personalet var der delte meninger om arbejdstøjet.
– Det har fyldt en del. Nogle har været glade for det og set det som en beskyttelse og en logisk løsning, mens andre syntes, at det var en ubehagelig uniformering, og at vi pludselig fremstod hospitalsagtige, siger Laura Tranekær Birk Bille.
Nye kolleger hver uge
Coronakrisen medførte også den store forandring, at beboerne på Laura Tranekær Birk Billes arbejdsplads ikke kunne komme på arbejde i deres dagsaktivitetstilbud, og derfor var alle pludselig hjemme hele dagen. Det betød nye rutiner og nye aktiviteter i løbet af dagen – og ikke mindst nye kolleger, da medarbejdere fra dagtilbuddet fulgte med.
– Det er fedt, at man kan hjælpe hinanden. Det giver på mange måder mening. Men det var også udfordrende pludselig få nye ansigter ind. De skulle træde ind på en ny arena, og vi stod med en ekstra mand på arbejde, som man skulle guide.
Hvem passer på os?
Mens Laura Tranekær Birk Bille har oplevet stor opbakning fra sin lokale ledelse, lader opbakningen højere oppefra i systemet noget tilbage at ønske. Hvor andre faggrupper som sygeplejersker og plejepersonale blev fremhævet i offentligheden fx på regeringens pressemøder, og borgernes ve og vel også har haft opmærksomhed, var der ingen, der rigtig så, at socialpædagogerne var præcis lige så meget frontpersonale, oplevede hun.
– Vi er dem, ingen snakker om. Vi ryger mellem to stole. Jeg kunne godt have brugt den anerkendelse. Det handler ikke om kroner og øre, men om at blive anerkendt fx få ved at få de ressourcer, der er behov for.
Hun har savnet, at der fra kommunalt niveau blev givet udtryk for større forståelse for socialpædagogernes rolle og anerkendelse for deres indsats.
– Vi skal nok passe på beboerne, det er vi rigtig dygtige til. Men jeg kan godt have en usikkerhed omkring, hvor vidt der bliver passet på os? siger Laura Tranekær Birk Bille og fortsætter:
– Jeg er spændt på det politiske efterspil - om vi får et slattent skulderklap, eller om det her har været med at gøre det tydeligt, at vi er en del af frontområdet. Jeg håber, der er politisk forståelse for, at vi er trætte nu og er ikke super omstillingsparate mere.
Laura Tranekær Birk Bille slutter af med en opfordring til ledelsen på kommunalt niveau:
– Kom på besøg tag en snak med os! Det betyder meget at få hands on, at se de mennesker i øjnene, som man har ansvar for – og se, hvad vi står i.
