icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
20210511-162958-L-1920x1280we_1128X600.jpg
Socialpolitik

Formand: Børnereform er fantastisk for udsatte børn

Efter måneders forhandlinger har regeringen nu præsenteret en stor politisk aftale, der løfter hele børne- og socialområdet. Der er blevet lyttet til børnene, lyder reaktionen fra en begejstret forbundsformand – nu er der udsigt til langt mere kvalitet i indsatsen, mener han.

– Det er en aftale, der sikrer, at vi gør det rigtige for børn på rette tid. For nogle børn vil det være en anbringelse. Vi forebygger ikke anbringelser. Vi forebygger omsorgssvigt.

Sådan sagde social- og ældreminister Astrid Krag, da hun i dag – sammen med en lang række af folketingets partier – præsenterede en reform af børne- og socialområdet.

Aftalen ’Børnene Først’ lander efter måneders forhandlinger og indeholder en lang række initiativer, der skal sikre bedre og tidligere indsats, færre skift, flere rettigheder til børnene og bedre kvalitet i anbringelser. Og reformen kommer til at give anbringelsesområdet et gevaldigt løft, vurderer forbundsformand Benny Andersen.

– Det er virkelig en fantastisk dag for udsatte danske børn. Der er blevet lyttet til dem. Med den her brede aftale er de fremover sikret rigtig god støtte. Det er et markant løft af området, og det har været tiltrængt, siger han.

Det er et direkte opgør med den måde, området tidligere har været indrettet på, hvor man har sat ind med mindst mulige indgreb fra start.

Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne

Kvalitetsløft af døgnområdet

Aftalepartierne løfter området med to milliarder kroner i årene 2022-2025 og derefter varigt 734 millioner kroner om året. Derudover afsættes der 25,5 millioner kroner i varige midler til en kvalitetsramme på døgnanbringelsesområdet, hvor det skal sikres, at der er den rette faglighed til at varetage omsorgen for børn på opholdssteder og døgninstitutioner.

– Nu er der udsigt til langt mere kvalitet i den hjælp, børn kan få. Med denne aftale er der kommet en politisk anerkendelse af, at der skal være den rette faglighed og de rigtige kompetencer til stede på døgninstitutioner og opholdssteder, siger Benny Andersen.

Helhedsindsats til familien

Med den nye aftale bliver børnenes rettigheder styrket – de får bl.a. partsstatus fra 10. år og ret til at bede om en anbringelse og klage over en hjemgivelse.

Desuden bliver der afsat en pulje til flere og bedre familieanbringelser. Anbringelser skal i højere grad tænkes fleksibelt, og så skal aflastningsordningen tænkes endnu mere på barnet/den unges præmisser, lyder det. Endelig skal der laves forældrehandleplaner i sager om anbringelse uden samtykke, hvor der er hjemmeboende søskende, ligesom kommunerne skal bruge støttepersoner til forældre mere.

– Med den nye aftale kan anbringelser også gøres forebyggende, og det kan gøres på forskellige måder – fx ved at have hele familien i behandling i et tilbud. Og i det hele taget er jeg meget tilfreds med, at hele familien i langt højere grad er tænkt ind og kommet i fokus, siger Benny Andersen.

Aftalen ’Børnene Først’ i korte træk

Regeringen har præsenteret en bred politisk aftale, der blandt andet indeholder:

  • Det skal tydeliggøres i lovgivningen, at en anbringelse for nogle børn kan være den nødvendige indsats til at forebygge mistrivsel, og at anbringelse dermed kan være den rettidige indsats.
  • Det skal sikres, at der er den rette faglighed til stede til at varetage omsorgen for børn på opholdssteder og døgninstitutioner. Aftalepartierne tager en drøftelse om en specialeplan i forhold til kvaliteten på opholdssteder og døgninstitutioner efter evalueringen af det specialiserede socialområde er færdig.
  • Der skal være flere og bedre familieanbringelser og oprettes familiehuse i hele landet.
  • Der skal foretages obligatoriske søskendeundersøgelser, når et barn anbringes
  • Der skal laves obligatoriske forældreplaner ved anbringelser uden samtykke
  • Aftalepartierne ønsker, at der skal oprettes nye plejefamiliecentre. Der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal komme med mere konkrete forslag. Gruppen skal bl.a. se på en mere ensartet aflønningsmodel, efteruddannelse og supervision. Familieplejereformen skal implementeres i 2025.
  • Børnene får flere rettigheder – herunder partsstatus fra 10. år og ret til at bede om en anbringelse, klage over en hjemgivelse, anmode om permanent anbringelse og ret til second opinion ved skift.
  • Der er behov for nytænkning af efterværnsområdet. Der skal laves en grundig analyse af området, der skal ligge færdig i 2022.

Læs mere om aftalen på social- og ældreministeriets hjemmeside. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Forbundsnyheder